Forord

I henhold til Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation § 10 stk. 5 afgiver Det Sociale Ankenævn en årlig beretning til Landstingets om sin virksomhed.
Beretningen følger kalenderåret og indeholder ud over en statistik over modtagne klager og afsagte kendelser også et optryk af principielle kendelser i anonymiseret form.
Beretningen fremsendes til kommunerne, Kanukoka, Landstingets Ombudsmand, Rigsombudsmanden og Socialrådgiveruddannelsen.
Beretningen kan hentes på ankenævnets hjemmeside www.nanoq.gl/DSA og udleveres endvidere ved henvendelse til Det Sociale Ankenævn.

XXXXX 2009

Naja Joelsen

Formand

Ankenævnets lovgrundlag.

Det Sociale Ankenævns virke påbegyndtes den 1. januar 1980.
Ifølge Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation forordningens § 8, stk. 1 og 2 er Det Sociale Ankenævn klageinstans for afgørelser truffet i medfør af det sociale regelsæt af en kommune eller af Landsstyret.
Ankenævnets virke er nærmere reguleret i forordningens §§ 9 - 11.
Ankenævnet består af en formand og fire øvrige medlemmer. Landsstyret udpeger formanden og dennes suppleant samt de fire medlemmer og deres suppleanter for en 2-årig periode. Formanden skal have bestået en juridisk kandidateksamen og/eller på anden måde have indgående kendskab til socialretlige forhold i Grønland. To medlemmer skal have socialretlig indsigt, og to medlemmer skal have socialpolitisk indsigt. Landsstyret stiller sekretariatsbistand til rådighed for Det Sociale Ankenævn.

Ankenævnets sammensætning

Det Sociale Ankenævn har i beretningsåret haft følgende sammensætning:
Bendt Frederiksen, Upernavik
Nukákuluk Kreutzmann, Nuuk
Tukkumeq Qaavigaq, Nuuk
Stine Egede Nørbæk, Qaqortoq.
Naja Joelsen, Nuuk
Landsstyret udpegede suppleanterne, som for tiden er:
Kaali Olsen, Nuuk
Frederikke Zeeb, Nuuk
Bertha Kreutzmann, Nuuk
Naja Joelsen afløste Ole Rud som formand for Det Sociale Ankenævn den 15. juni 2007.
Samtidig indtrådte Stine Egede Nørbæk som medlem af nævnet.
Landsstyrets sekretariat varetager sekretariatsfunktionen for Det Sociale Ankenævn.
Ankenævnet har i 2007 afholdt 5 møder.

Særligt om sekretariatets virke

Sekretariatsfunktionen for ankenævnet varetages af Landsstyrets sekretariat. Sekretariatsfunktionen kan opdeles i på den ene side de egentlige sekretariatsopgaver for nævnet (modtagelse af klager, indhentning af relevant sagsmateriale, styring og tilrettelæggelse af sager, arrangement af ankenævnets møder, m.v.) og på den anden side den konkrete juridiske sagsbehandling af klagesagerne.
Landsstyret besluttede den 13. november 2003, at Det Sociale Ankenævn fik dets egen bevilling. Landsstyret foreslog en bevilling på 1,0 mio. kr. Dette blev godkendt af Landstinget i forbindelse med vedtagelsen af Finansloven 2004 og stadfæstet den 11. december 2003. Bevillingen er fortsat i 2004 og 2005. I 2006 har Landsstyret besluttet at forhøje bevillingen til 1,35 mio. kr. for at tilføre yderligere ressourcer til ansættelse af endnu en juridisk fuldmægtig. For finansåret 2007 bevilgede Landsstyret 1.834 mio. kr. til driften af Det Sociale Ankenævn. I henhold til lovgivningen kan alle beslutninger på socialområdet (med visse mindre undtagelser) påklages til Det Sociale Ankenævn. Dette indebærer en adgang for borgerne til at påklage stort set alle afgørelser indenfor socialområdet, gående fra klager over særdeles indgribende beslutninger om f.eks. tvangsfjernelse af børn, til klager over relativt mindre alvorlige forhold
som f.eks. et kommunalt afslag på personligt tillæg i henhold til pensionsreglerne, offentlig hjælp til forsørgelse, hjælpemidler til handicappede etc. Ankenævnets sagsbehandlere ansættes som A/C fuldmægtige i Landsstyrets sekretariat og indgik til og med finansåret 2003 i Landsstyrets sekretariats samlede personalenormering. Der ansættes normalt jurister til arbejdet. Der har siden 1988, alt efter arbejdsbyrde og mulighederne for rekruttering og fastholdelse af medarbejderne, været ansat 1-2 fuldmægtige på fuld tid til at varetage arbejdet. I 2007 har ankenævnet beskæftiget 2 jurister og 1 kontorassistent. Det har i den periode, hvor Landsstyrets sekretariat har varetaget sekretariatsopgaven for nævnet, været vanskeligt at rekruttere og fastholde juridisk personale til at varetage sagsområdet. Den typiske ansættelsesvarighed har tidligere været ca. 1 år, men er nu mindre. Den hyppige udskiftning af personale, kombineret med at ankenævnet på et møde normalt kan behandle omkring 40 sager, har bevirket, at ankenævnet nu har et større antal til behandling, som er
omkring 2 år gamle. Dette anser ankenævnet som meget utilfredsstillende. Det er ankenævnets vurdering, at der grundet den kraftigt stigende sagsmængde vil være behov for at tilføre ankenævnet yderligere ressourcer. (Ankenævnet noterer sig herunder, at ankenævnets bevilling er væsentlig mindre end tilsvarende klagenævns bevillinger, mens sagsmængden er betydeligt højere end de øvrige klagenævns sagsmængde). Det er vurderingen, at ankenævnets opgaver kan udføres af 3 jurister samt en kontorfuldmægtig, alt efter på hvilken måde arbejdet tilrettelægges. Hertil kommer eksterne tolkeopgaver for ankenævnet.

Ankenævnets virksomhed 2007

Ankenævnet har i beretningsåret modtaget i alt 430 sager. Det kan konstateres, at der tilgår nævnet et kraftigt stigende antal sager. Ved udgangen af 2005 var der modtaget 352 sager, og ved udgangen af 2006 var der modtaget 356 sager. Der tilgår normalt nævnet mellem 30 og 40 sager månedligt.
Modtagne klager i 2007 i forhold til kommuner
Nanortalik 39
Qaqortoq 25
Narssaq 7
Paamiut 11
Nuuk 50
Maniitsoq 22
Sisimiut 20
Ilulissat 9
Qeqertarsuaq 5
Uummannaq 27
Upernavik 20
Qaanaaq 15
Ammassalik 10
Ittoqqortoormiit 0
Herudover er der indkommet klager over afgørelser, truffet af Departementet for Familie og Sundhed. Disse indgår ikke i denne opgørelse.

Afsagte kendelser

Der har i 2007 været afholdt 5 møder, heraf 1 møde afholdt over 2 dage i Det Sociale Ankenævn. Ankenævnet har på disse møder behandlet 200 sager. Hertil kommer 31 sager, som er afgjort af formanden - eller i alt - 231 sager.
Det bemærkes, at antallet af behandlede klager i 2007 ikke er i overensstemmelse med antallet af modtagne klager i 2007. Baggrunden for dette er, at ikke alle sager, som blev modtaget i forudgående år, var færdigbehandlede, og at der i 2007 således er behandlet sager som vedrører tidligere år.
Mødebehandlede sager fordeler sig på følgende sagsområder:
Landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner m.v.
Ankenævnet har behandlet 39 sager
Landstingsforordning om barsel m.v.
Ankenævnet har behandlet 3 sager
Landstingsforordning om hjælp fra det offentlige m.v.
Ankenævnet har behandlet 45 sager
Landstingsforordning om takstmæssig hjælp
Ankenævnet har behandlet i 2 sager
Landstingsforordning om hjælp til børn og unge
Ankenævnet har behandlet 19 sager
Landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap
Ankenævnet har behandlet 72 sager
Landstingsforordning om børnetilskud
Ankenævnet har behandlet 7 sager
Landstingsforordning om boligsikring
Ankenævnet har behandlet 6 sager
Landstingsforordning om underholdsbidrag til børn
Ankenævnet har behandlet 9 sager
Under kategorien, institutioner mv.
Ankenævnet har behandlet en enkelt sag.

Principielle kendelser

Ankenævnet har i beretningsåret afsagt 2 principielle kendelser:

Kendelse 1

Det Sociale Ankenævns formand har behandlet jeres klage over XX Kommunes afgørelse af 12. december 2006 om afslag på plejetilladelse, og har afsagt følgende

K E N D E L S E

XX kommunes afgørelse, om afslag på plejetilladelse, hjemsendes til fornyet behandling. Sagen afgøres i overensstemmelse med Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 17 af 1. juli 2003 om hjælp til børn og unge, jf. § 17 i Landstingsforordning nr. 1 af 15. april 2003 om hjælp til børn og unge, med tilhørende bemærkninger.
Af bekendtgørelsen fremgår blandt andet:
§ 9. Før kommunalbestyrelsen kan anbringe et barn eller ung i familiepleje, skal plejefamilien godkendes af kommunalbestyrelsen, og der skal foreligge en skriftlig plejetilladelse for hvert barn, der ønskes anbragt.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal afkræve samtlige medlemmer af plejefamilien en udskrift fra kriminalregistret, og der kan ikke ske godkendelse, hvis nogen i plejefamilien er dømt for personfarlig kriminalitet.
Stk. 5. Er nogen i plejefamilien dømt for andre former for kriminalitet skal der være forløbet mindst fem år fra dommen inden familien kan godkendes som plejefamilie.
§ 11. Anbringes et barn eller ung i privat arrangeret familiepleje ud over 3 måneder skal der søges plejetilladelse.
Stk. 2. Forældremyndighedsindehaveren har ansvaret for, at der foreligger gyldig plejetilladelse. og Kriminallov for Grønland, hvori bl.a. fremgår:
§ 60. For vold dømmes den, som forsætlig beskadiger eller krænker en andens legeme. Det samme gælder den, som uagtsomt tilføjer en anden betydelig skade på legeme eller helbred.
I forordningen fremgår blandt andet:
§ 17 [stk.1]
Stk.2. Ved ansøgning om plejetilladelse skal ansøgeren og dennes ægtefælle eller samlever forevise udskrift fra kriminalregisteret. Kommunalbestyrelsen vurderer, om forholdene i plejefamiliens hjem er opdragelsesmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarlige.
[Stk. 2,3 og 4]
Stk.5. Landsstyret fastsætter nærmere bestemmelser om godkendelse af plejefamilier. XX kommune har i meddelelse af 12. december 2006 givet afslag på plejetilladelse.
Afgørelsen er begrundet med, at ansøger den 22. august 1999 vedtog forlæg for overtrædelse af
kriminallovens § 60.
Det følger af forordningen om børn og unge, at der skal søges gyldig plejetilladelse, dersom et barn anbringes i privat pleje udover 3 måneder, jf. § 17.
Ankenævnets formand lægger til grund, at I har haft barnet i privat arrangeret pleje siden begyndelsen af oktober 2006. Det Sociale Ankenævns formand henviser i denne forbindelse til XX kommunes journalnotat, dateret 1. december 2006, hvor følgende fremgår:
” 18. 10 har parret indgivet ansøgning om godkendelse som plejefamilie. De har siden begyndelsen af måneden haft barnet i pleje. Det er økonomisk belastende for dem at have drengen, især da hans vintertøj er blevet væk under transport. De ønsker økonomisk hjælp.”
I henhold til § 17 skal der derfor foreligge plejetilladelse i december måned, for at barnet skal kunne være anbragt i pleje hos jer.
XX kommune har begrundet afslaget på plejetilladelse udelukkende med henvisning til udskrift fra Det Centrale Politiregister, hvoraf det fremgår at, at ansøgeren vedtog forlæg for overtrædelse af kriminallovens § 60. Kommunen anfører, at der i henhold til bekendtgørelsens § 9, stk.4, ikke kan ske godkendelse under sådanne omstændigheder.
Almindeligt retsprincip om magtfordelingen mellem lovgivende og udøvende magt tilsiger, at forvaltningen kun kan udstede regler, der er hjemlet i lov, dvs. regler svarende til den kompetence lovgiver gennem den aktuelle bemyndigelsesbestemmelse har givet forvaltningen.
I henhold til forordningens § 17, stk. 2 er det afgørende for vurderingen om der skal gives plejetilladelse, om ”forholdene i plejefamiliens hjem er opdragelsesmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarlige”. I forordningens § 17, stk.5 fremgår imidlertid, at Landsstyret fastsætter nærmere regler om godkendelse af plejefamilier.
Bemærkningerne til forordningens § 17 slår fast, at der ”i almindelighed” ikke bør gives plejetilladelse, hvis det af straffeattesten fremgår, at ansøgeren har udøvet vold mod personer eller fremsat trusler om vold mod personer, seksuelt misbrug el.lign. relevante forhold.
I henhold til § 9, stk. 4 i bekendtgørelsen om børn og unge, kan der derimod ”ikke ske” godkendelse som plejefamilie, hvis nogen i plejefamilien er dømt for personfarlig kriminalitet, jf. § 9, stk. 4.
Det Sociale Ankenævn vurderer, at bekendtgørelsens § 9, stk. 4 ikke har hjemmel i forordningens § 17, stk.2, da man ud fra forordningsteksten og dens bemærkninger ikke kan drage den slutning, at det har været lovgivers vilje, kategorisk at udelukke alle, der er dømt for personfarlig kriminalitet fra at få plejetilladelse. Det Sociale Ankenævn vurderer, at lovgivers vilje har været at sikre, at der ”i almindelighed” ikke kan gives plejetilladelse, hvor ansøgeren er dømt for personfarlig kriminalitet. Bekendtgørelsens § 9, stk.4, som fastslår at godkendelse ”ikke” kan ske, giver dermed et kategorisk forbud, mens hjemmelsbestemmelsen ikke gør det.
Bekendtgørelsens § 9 stk.4 er således mere indgribende overfor borgeren end hjemmelsbestemmelsen § 17, stk.5 jf. stk. 2, åbner op for.
XX kommune har givet afslag udelukkende med hjemmel i bekendtgørelsens § 9, stk. 4.
Det Sociale Ankenævn finder på denne baggrund, at kommunen har truffet afgørelse med hjemmel i en bestemmelse, som der ikke er tilstrækkelig lovlig hjemmel for. Det Sociale Ankenævn finder på denne baggrund, at sagen skal returneres til kommunen til fornyet behandling.

Kendelse 2

Det Sociale Ankenævn har den 26. januar 2007 behandlet XX Kommunes klage over to afgørelser - (1) og (2) - truffet af Familiedirektoratet den 8. marts 2005, om afslag på henholdsvis refusion af udgifter til forsikring af ansøgers kørestol (1) og refusion af udgifter til reparation til kørestolen (2), og har afsagt følgende kendelse

K E N D E L S E

(1) Familiedirektoratets afgørelse, om afslag på refusion af udgiften til forsikring af ansøgers kørestol ændres, således at Familiedirektoratet afholder udgiften.
(2) Familiedirektoratets afgørelse, om afslag på refusion af udgift til reparation af kørestol. opretholdes.
Klagen over afslag på refusion af udgiften til forsikring (1) af ansøgers kørestol, afgøres i overensstemmelse med Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 28 af 22. december 2000 om hjælp til personer med vidtgående handicap, hvori blandt andet fremgår:
§ 24. Motordrevne køretøjer forsikres af Socialdirektoratets regionalkontorer. Personen med vidtgående handicap registreres som fast bruger af køretøjet. Det fremgår af bekendtgørelsens § 24, at ”motordrevne køretøjer”, der er blevet bevilget som hjælpemiddel efter handicapforordningen skal forsikres af Socialdirektoratets regionalkontorer [Familiedirektoratet].
Det Sociale Ankenævn finder, at en elektrisk kørestol omfattes af ordlyden ”motordrevne køretøjer”, jf. § 24, og således skal forsikres af Familiedirektoratet. Det Sociale Ankenævn finder, at den naturlige sproglige forståelse af ordet ”motordrev[et]” køretøj omfatter køretøjer der kræver en eller anden form for motor for at kunne fungere. En elektrisk kørestol har en lille batteridrevet motor. El-kørestole er således omfattet af den naturlige sproglige forståelse af forordningsteksten. Endvidere hentes der støtte for denne fortolkning i forordningens § 23, hvor det direkte fremgår, at et motordrevet køretøj kan være andre køretøjer end en bil. Det Sociale Ankenævn lægger ved fortolkningen af bestemmelsen også vægt på, at elektriske kørestole er af en sådan fysisk størrelsesorden og økonomisk værdi, at det vil være hensigtsmæssigt, at Familiedirektoratet, som ejer køretøjet, rent praktisk varetager forsikringen i forbindelse med at køretøjet bevilges, og senere den årlige fornyelse af forsikringen.
Ansøgningen om bevilling til afholdelse af udgiften til forsikring blev i vores tilfælde fremsendt til Familiedirektoratet den 7. marts 2005. Forsikringsaftalen mellem XX Kommune og Kommune Forsikring blev indgået med virkning fra 1.januar 2005.
Familiedirektoratet anfører, at udgiften til forsikringen var ”afholdt” inden bevillingen blev fremsendt, jf. § 57. Kommunen anfører, at forsikringen under alle omstændigheder skal afholdes af Familiedirektoratet, jf. § 24.
Det Sociale Ankenævn finder, at § 57 ikke er anvendelig i denne sag, idet § 24 giver en særlig bestemmelse om, at motordrevne køretøjer forsikres af Familiedirektoratet. Det Sociale Ankenævn finder hermed, at Familiedirektoratets afgørelse (1), om afslag på refusion af udgiften til forsikring af ansøgers kørestol ændres, således at Familiedirektoratet afholder udgiften.
Klagen over afslag på refusion af udgift til reparation af kørestol (2), afgøres i overensstemmelse med Hjemmestyrets bekendtgørelse af nr. 28 af 22. december 2000 om hjælp til personer med vidtgående handicap, hvori blandt andet fremgår:
§ 57. Hjemkommunerne afholder forskudsvis alle udgifter til hjælpeforanstaltninger, som er bevilget af Socialdirektoratet.
[…]
Stk. 5. Der kan kun refunderes udgifter, der er afholdt efter forudgående bevilling. Udgiften til reparation af kørestolen er en udgift, som er omfattet af bekendtgørelsens
§ 57. Kommunen anfører, at forsikringen på kørestolen ikke dækker skaden, da skaden er opstået på grund af slitage. Det Sociale Ankenævn lægger dette forhold til grund for kendelsen. XX kommune ansøgte om refusion for udgiften den 7. marts 2006. Reparationen var på dette tidspunkt allerede foretaget. Det er således klart, at kommunen ansøgte om refusion af reparationsudgiften efter at den var ”afholdt”, jf. § 57. Kommunen anfører dog, at el-kørestolen pludselig gik i stykker og at kommunen så sig nødt til at få reparationen udført, fordi borgeren ikke kan færdes på anden vis. Det Sociale Ankenævn finder, at det også i tilfælde hvor en omgående afholdelse af udgiften er nødsaget, at udgiften som hovedregel kun kan kræves refunderet, når der foreligger en forudgående bevilling til udgiften. Det Sociale Ankenævn skal dog bemærke, at det af hensyn til borgeren ved anvendelsen af § 57, må indgå et krav om at ansøgninger om bevilling til
uopsættelige udgifter, skal afgøres af Familiedirektoratet indenfor et forsvarligt tidsrum, for at sikre kommunens mulighed til at imødekomme borgerens behov og samtidigt bevare muligheden for at få udgiften refunderet i medhold af § 57.Hvad angår udgift til reparation af kørestolen, lægger Det Sociale Ankenævn vægt på, at Familiedirektoratet ifølge de fremlagte oplysninger ikke blev givet muligheden til, indenfor et rimelig tidsrum at vurdere, hvorvidt det skulle gives bevilling eller ikke. Det Sociale Ankenævn finder på denne baggrund, at Familiedirektoratets afgørelse om afslag på refusion af udgifter til reparation af kørestol (2), opretholdes.
Denne kendelse opsummeres med følgende to punkter:
(1) Familiedirektoratets afgørelse, om afslag på refusion af udgiften til forsikring af borgerens kørestol ændres, således at Familiedirektoratet afholder udgiften.
(2) Familiedirektoratets afgørelse, om afslag på refusion af udgift til reparation af kørestolen opretholdes.

Beretningen er herved afsluttet for beretningsåret 2007.