Afgørelse om fraflytningsopgørelse 7

Sagsfremstilling

Juli 2007 har lejer indbragt en klage for Boligklagenævnet. Lejer klager over størrelsen af udgiften for normalistandsættelse i forbindelse med lejers fraflytning.

Lejer påbegyndte lejemålet juli 2006 og fraflyttede lejemålet februar 2007.

I forbindelse med lejers fraflytning af lejemålet blev der afholdt besigtigelse januar 2007, hvor en fraflytningsrapport blev udarbejdet. Fraflytningsrapporten blev underskrevet af udlejer alene, da lejer ikke deltog i synet.

Udlejer har den oktober 2007 fået forelagt lejers klage til udtalelse. Udlejer har afgivet en svarskrivelse den oktober 2007. Udlejer oplyser, at lejer lånte til at afdække udgiften på depositummet, hvilket fremgår af de fremsendte bilag, som udlejer har medsendt, samt at lejer har en restance på huslejen, der ligeledes fremgår af de fremsendte bilag. Ved udlejers skrivelse er der yderligere vedlagt bilag i form af ind- og fraflytningsrapport.

Lejer har oktober 2007 fået forelagt udlejers svarskrivelse fra oktober 2007 til udtalelse. Lejer har ikke svaret og har dermed ikke oplyst sagen yderligere.

Boligklagenævnet afsluttede sin sagsbehandling den december 2007.

Afgørelse

Jf. § 84, stk. 1, nr. 7, i landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger med senere ændringer (Lejeforordningen) fandt Boligklagenævnet, at det havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen for så vidt angår størrelsen af udgiften for normalistandsættelse i forbindelse med lejers fraflytning.

Boligklagenævnet gennemgik sagen og vedtog enstemmigt, at udlejer kan kræve betaling for normalistandsættelse, da boligen var normalistandsat ved indflytning. Lejer skal derfor dække sin andel af normalistandsættelsen ved fraflytning af lejemålet. Boligklagenævnet lægger til grund, at der er foretaget fraflytningssyn efter reglerne, også selvom lejer ikke har deltaget i fraflytningssynet.

Boligklagenævnet er enig i, at lejer skal betale udlejer det skyldige beløb bestående af det resterende depositum, lejer ikke har færdigbetalt samt restancen på huslejen.

Begrundelse

I medfør af § 47, stk. 2, i lejeforordningen har udlejer pligt til at lave en indflytningsrapport i forbindelse med lejers indflytning. Jf. § 79, stk. 2, i lejeforordningen, har udlejer pligt til at lave en besigtigelsesrapport i forbindelse med lejers fraflytning af lejemålet.

Jf. § 77, stk. 3, i lejeforordningen skal lejer aflevere lejemålet i samme stand som lejer modtog det. Det fremgår af synsrapporten fra tidligere lejer, at lejermålet var normalistandsat ved indflytning, hvorfor lejemålet også skal normalistandsættes ved fraflytning.

Jf. § 37, stk. 1, i lejeforordningen skal lejer betale depositum til udlejeren svarende til 3 måneders husleje. Hvis lejer ikke kan indbetale depositummet kontant, kan lejeren afdrage det i indtil 12 måneder lige store månedlige rater. Da lejer ikke har afdraget hele depositummet i rater, skal lejer betale resten af depositummet ved fraflytning af lejemålet, jf. § 37, stk. 5, i lejeforordningen.

Jf. § 38, i lejeforordningen har lejer pligt til at betale husleje. Da lejer har haft en restance på huslejen, har udlejer ret til at afkræve restancen ved fraflytning af lejermålet

Scroll to Top