Sagsfremstilling

Ved skrivelse af d. 2. januar 2007 har lejer indbragt en klage for Boligklagenævnet over udlejers opkrævning af husleje for november måned 2005, som lejer mener er uretmæssig, og over størrelsen på maleregningen for normalistandsættelse i forbindelse med lejers fraflytning. Lejer mener ikke, at lejer skal betale for maling af køkkenvæg og køkkenloft efter forrige lejers antennekabel.

Boligklagenævnet har videresendt klagen angående betaling af husleje for november måned 2005 til behandling i Direktoratet for Boliger og Infrastruktur, da Boligklagenævnet ikke har kompetence til at behandle den del af klagen.

Lejer påbegyndte lejemålet d. 13. maj 2005 og opsagde lejemålet ved skrivelse af d. 29. september 2005, som blev modtaget af A/S Boligselskabet INI d. 5. oktober 2005.

I forbindelse med påbegyndelse af lejemålet blev der udarbejdet en indflytningsrapport, som er underskrevet af lejer og udlejer d. 17. maj 2005. Af indflytningsrapporten fremgår bl.a., at væggen i køkkenet ikke var nymalet ved lejemålets begyndelse.

I forbindelse med fraflytning af lejemålet blev der afholdt flyttesyn d. 31. oktober 2005. Det fremgår af synsrapporten af samme dato, at der skulle laves malerarbejde på vægge og lofter i mellemgangen, køkkenet og stuen.

Udlejer har d. 9. januar 2007 fået forelagt lejers klage til udtalelse. Ved skrivelse af d. 10. januar 2007, bilagt bl.a. kopi af indflytningsrapporten samt kopi af de indhentede tilbud i forbindelse med malerarbejdets udførelse er udlejer fremkommet med sine bemærkninger til den indbragte klage. Udlejer fastholder, at det opkrævede beløb for udførelse af malerarbejde på 1.680 kroner, er korrekt og at fraflytningsopgørelsen dermed også er korrekt. Udlejer fremhæver, at malerentreprenøren ikke mente, at den smule ekstra malerarbejde i køkkenet skulle honoreres.

Lejer har d. 13. februar 2007 fået forelagt udlejers svarskrivelse af d. 10. januar 2007 til udtalelse.

Ved skrivelse af d. 21. februar 2007 er udlejer fremkommet med supplerende bemærkninger, bilagt bl.a. kopi af fraflytterafregning af d. 11. september 2006 vedr. lejemålet.

Lejer har d. 26. februar 2007 fået forelagt udlejers supplerende bemærkninger til udtalelse.

Lejer har svaret d. 17. marts 2007, men har ikke oplyst sagen yderligere.

Boligklagenævnet afsluttede sin sagsbehandling d. 21. marts 2007.

Afgørelse

Jf. § 84, stk. 1, nr. 7, i landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger med senere ændringer (lejeforordningen) fandt Boligklagenævnet, at det havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen for så vidt angår størrelsen på malerregningen for normalistandsættelse i forbindelse med lejers fraflytning.

Boligklagenævnet gennemgik sagen og vedtog enstemmigt, at udlejer skal tilbagebetale lejer et skønsmæssigt fastsat beløb på 280 kroner, svarende til 1/6 af den samlede malerregning. Beløbet skal betales senest 14 dage efter denne afgørelse er meddelt parterne.

Begrundelse

Det fremgår af indflytningsrapporten af d. 17. maj 2005 at væg i køkkenet ikke var nymalet ved lejemålets begyndelse. Jf. § 47, stk. 1, 2. pkt., i lejeforordningen skal vægge, lofter og gulve være normalistandsatte ved indflytning. Dette indebærer ifølge lejeforordningens § 77 bl.a., at vægge og lofter skal være nymalede.

Det fremgår ikke klart af indflytningsrapporten, at loftet i køkkenet ikke var nymalet ved lejemålets begyndelse.

Jf. 77, stk. 3, i lejeforordningen skal lejer aflevere lejemålet i samme stand som han modtog det, når lejemålet ikke var normalistandsat ved indflytning. Da en væg i køkkenet ikke var nymalet ved lejemålet begyndelse, skal lejer således ikke betale for denne del af normalistandsættelsen i forbindelse med fraflytning.

Af synsrapporten af d. 31. oktober 2005 fremgår, at der skal udføres malerarbejde på 6 forskellige emner, hvoraf ét af disse emner er væggen i køkkenet. Udlejer har overfor Boligklagenævnet oplyst, at maling af væggen i køkkenet ikke er medtaget i malerregningen. Men udlejer har ikke fremlagt dokumentation herfor.

Ved opgørelse af størrelsen på beløbet, som skal tilbagebetales til lejer, fremkommer beløbet derfor som 1/6 af de samlede malerudgifter til normalistandsættelse (1.680 kroner / 6 = 280 kroner).