Sagsfremstilling:

September 2008 modtog Boligklagenævnets sekretariat en klage fra august 2008. Klagen går på et modtaget påbud fra udlejer, hvor det kræves, at lejeren ophører med at holde hund indenfor 14 dage, hvorefter lejemålet ellers vil blive ophævet med krav om øjeblikkelig fraflytning jf. §§ 50, stk. 3 og 73, stk. 2, nr. 4 og stk. 3[1][1].

Ved samme skrivelse er lejeren blevet adviseret af udlejer om klagemulighed til boligklagenævnet. Denne advisering var imidlertid fejlbehæftet, hvorfor klagen har været sendt det forkerte sted hen med forsinkelse til følge. Klagefristen anses derfor, som overholdt af boligklagenævnet.

Klager blev ved skrivelse af september 2008 adviseret om at bortskaffe hunden til sagen blev afgjort, idet hundehold uden tilladelse er en overtrædelse af husordensreglerne.

Udlejer fik ved skrivelse af september 2008 forelagt lejers klage til udtalelse.

Ved skrivelse af september 2008 har udlejer svaret, og oplyst, at lejer ikke har tilladelse til at holde hund. Der er heller intet, der indikerer, at lejer på noget tidspunkt har søgt om at holde hund. Udlejer påpeger endvidere, at Kommune, der ejer boligerne har vedtaget, at der i boligafdelingen ikke kan opnås tilladelse til at holde husdyr.

Ved skrivelse af september fik klager forelagt udlejers skrivelse af september 2008 med mulighed for at fremkomme med yderligere kommentarer. Lejer har ikke benyttet sig af denne mulighed.

Afgørelse

Jf. § 84, stk. 1, nr. 5, fandt Boligklagenævnet, at nævnet havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen, hvad angik overtrædelse af husordensreglerne.

Boligklagenævnet gennemgik sagen og vedtog enstemmigt, at lejer skal bortskaffe sin hund senest 14 dage efter at denne afgørelse er meddelt parterne, idet udlejer ellers vil være berettiget til straks at ophæve lejemålet uden yderligere varsel. Lejer er derfor ikke berettiget til at holde hund.

Begrundelse

Jf. § 50, stk.1, skal lejer overholde de i lejekontrakten angivne ordensregler for boligen. Disse indebærer, at der ikke vil blive givet tilladelse til hundehold i boligafdelingerne 162 og 167. Dette sammenholdt med det faktum, at der ikke er blevet søgt om eller givet tilladelse til hundehold indebærer, at udlejer kan ophæve lejeaftalen, jf. § 73, stk. 2, nr. 4.

Da udlejer ved skrivelse af august 2008 har givet påbud om, at lejer skal bortskaffe sin hund inden 14 dage fra brevets dato, kan udlejer som udgangspunkt hæve lejeaftalen. Lejer har imidlertid bortskaffet hunden indenfor 14-dages fristen og har derfor efterkommet udlejers krav om bortskaffelse af hunden, grundlaget for ophævelse af lejemålet er således bortfaldet.

Klagevejledning

Boligklagenævnets afgørelser kan ikke påklages til anden forvaltningsmyndighed jf. § 86, stk. 7 i landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger med senere ændringer.

Ønskes tvisten mellem udlejer og lejer indbragt for domstolene, skal stævning mod udlejer indgives til kredsretten. Dette gælder, selvom korrespondance m.v. måtte være foretaget af udlejers administrationsaktieselskab.

Boligklagenævnets afgørelser har bindende virkning overfor hjemmestyret og kommunerne som udlejer af boliger. Såfremt der er antaget en ekstern administrator af hjemmestyret eller kommunerne har nævnets afgørelser ligeledes bindende virkning for disse jf. § 86, stk. 6.

Landsrettens vejledningsafdeling er åben for telefoniske henvendelser torsdage kl. 14-15 på telefon 36 80 00.