Sagsfremstilling

Den 3. juli 2006 har lejer indbragt en klage for Boligklagenævnet over udlejers afslag på anmodning om at få udleveret maling til brug for løbende indvendig vedligeholdelse af lejemålet samt udlejers pålæg om, at lejer selv skal betale for løbende indvendig vedligeholdelse.

Lejer påbegyndte lejemålet i november 1986 som personalebolig og overtog lejemålet som almindelig lejebolig d. 1. juni 1987.

I foråret 2006 rettede lejer telefonisk henvendelse til udlejer med henblik på at få udleveret maling til boligen som led i den løbende indvendige vedligeholdelse.

Udlejer afviste lejers anmodning under henvisning til, at den indvendige vedligeholdelsespligt påhviler lejer, og at denne selv skal bekoste udgifterne til indvendig maling.

Udlejer har d. 20. juli 2006 fået forelagt lejers klage med bilag til udtalelse. Ved skrivelse af d. 10. august 2006 erkender udlejer, at for lejemål indgået før d. 1. januar 1990 gælder der særlige regler vedrørende pligten til indvendig vedligeholdelse. Udlejer fastholder imidlertid, at udlejers afslag på udlevering af maling var korrekt, dog oplyser udlejer, at udlejer har pligten til løbende indvendig vedligeholdelse af lejers lejemål. Udlejers praksis er, at udlejer efter henvendelse fra lejer foretager en vurdering af lejemålets stand. Tilsiger lejemålets stand at vedligeholdelse er nødvendig, udfører udlejer vedligeholdelsesarbejder indenfor rammerne af afdelingens budgetterede midler hertil. Ved skrivelse af d. 17. august 2006 er dels lejer dels udlejer blevet anmodet om at fremsende kopi af lejekontrakten. Fra lejer er kopi af lejekontrakten modtaget d. 24. august 2006 og fra udlejer ved skrivelse af d. 23. august.

Afgørelse

Jf. § 84, stk. 1, nr. 2, fandt Boligklagenævnet, at det havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen.

Boligklagenævnet gennemgik sagen og vedtog enstemmigt, at udlejer senest 14 dage efter denne afgørelse er meddelt til parterne skal foretage en fysisk gennemgang af lejemålet med henblik på at foretage en vurdering af, hvorvidt lejemålets stand tilsiger behov for maling.

Et flertal på 3 nævnsmedlemmer fandt, at udlejer skal betale for den løbende indvendige vedligeholdelse i lejemålet, herunder indvendig maling, uanset at vedligeholdelsesarbejdet udføres af udlejer eller af lejer for udlejers regning.

Et mindretal på 1 nævnsmedlem fandt, at udlejer skal betale for den løbende indvendige vedligeholdelse i lejemålet, herunder indvendig maling. Vedligeholdelsesarbejdet udføres af udlejer.

Afgørelse træffes i overensstemmelse med flertallets beslutning.

Begrundelse

Boligklagenævnet fandt enstemmigt, at den nuværende ordning omkring lejers ansvar for og betaling for løbende indvendig vedligeholdelse ikke gælder for det pågældende lejemål, da lejeaftalen er indgået i 1986, jf. § 88, stk. 1, jf. § 45, stk. 3, i Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger.

Et flertal på 3 nævnsmedlemmer fandt, at fordelingen af udgifterne til løbende indvendig vedligeholdelse vedrørende lejemålet reguleres af lejekontrakten og dennes Almindelige Bestemmelser, hvoraf fremgår at indvendig maling af lejemålet påhviler udlejer, jf. pkt. 6.2. i lejekontraktens Almindelige Bestemmelser. Lejekontraktens Almindelige Bestemmelser regulerer ikke hvorvidt den løbende indvendige vedligeholdelse skal udføres af udlejer eller af lejer for udlejers regning, hvorfor lejer har ret til at foretage den løbende indvendige vedligeholdelse.

Under indvendig vedligeholdelse hører: Hvidtning af lofter, maling og/eller tapetsering af vægge samt lakering af gulve i boligen.

Et mindretal på 1 nævnsmedlem fandt, at fordelingen af udgifterne til løbende indvendig vedligeholdelse vedrørende lejemålet reguleres af lejekontrakten og dennes Almindelige Bestemmelser, hvoraf fremgår at indvendig maling af lejemålet påhviler udlejer, jf. pkt. 6.2. i lejekontraktens Almindelige Bestemmelser. Lejekontraktens Almindelige Bestemmelser regulerer ikke hvorvidt den løbende indvendige vedligeholdelse skal udføres af udlejer eller af lejer for udlejers regning, hvorfor udlejer har ret til at udføre vedligeholdelsesarbejdet, såfremt udlejer ønsker det.