Afsagt den 4. maj 2016 i sag nr. BS 190288/2014:

Jens Johansen
Postboks 56
Simuup Aqq. B 1839 24 A
3911 Sisimiut

mod

Miljøbeskyttelsesklageudvalget.
Departement for erhvers- og selskabsstyrelsen
Postboks 689
3900 Nuuk

Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag, der er anlagt ved Retten i Grønland den 10. september 2014 vedrører spørgsmålet om, hvorvidt  Miljøbeskyttelsesklageudvalget med rette stadfæstede Qeqqata Kommunias afslag på Jens Johansens dispensation til
udledning af gråt spildevand fra ejendommen Qeeqi 14-6, Sisimiut var berettiget, samt hvorvidt Miljøbeskyttelsesklageudvalget har krænket EMRK art. 6, stk. 1 og som følge heraf skal betale erstatning til Jens Johansen. Jens Johansen har under sagen frafaldet sin påstand mod Qeqqata Kommunia, således at sagen alene er behandlet efter Jens Johansens påstande overfor adciterede, Miljøbeskyttelsesklageudvalget.

Jens Johansen har nedlagt følgende påstande overfor Miljøbeskyttelsesklageudvalget:

1) Miljøbeskyttelsesklageudvalget tilpligtes at anerkende, at afgørelsen af den 6. juni 2014 er ugyldig, samt tilpligtes at meddele sagsøger dispensation til udledning af gråt spildevand.

2) Principalt: Miljøbeskyttelsesklageudvalget tilpligtes at godtgøre sagsøger erstatning for krænkelse af den europæiske mennekserettighedskonvention (EMRK) art. 6, stk. 1 med 260.750 kr.
Subsidiært: Miljøbeskyttelsesklageudvalget tilpligtes at godtgøre sagsøger for krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1 med et efter rettens skøn fastsat mindre beløb.

Miljøbeskyttelsesklageudvalget har påstået frifindelse overfor påstand 1 og 2.

Oplysningerne i sagen

Den 10. september 2001 søgte Jens Johansen om arealtildeling til selvbyggerhus i Sisimiut. Ved brev af den 18. september 2001 (bilag C) gav kommunen Jens Johansen et forhåndstilsagn om arealtildeling. Af brevet fremgår blandt andet, at Jens Johansen skulle indsende redegørelse for opsamling af gråt og sort spildevand, samt at Jens Johansen måtte forvente, at der ville blive stillet krav om, at spildevand ikke blev udledt til terræn. Ved brev af den 4. oktober 2001 søgte Jens Johansen om dispensation til udledning
af gråt spildevand. Ved brev af den 3. december 2003 blev Jens Johansen meddelt endelig arealtildeling. Af brevet fremgår blandt andet, at det tildelte areal var beliggende i et område, som var reguleret af lokalplan A10a. Det fremgår endvidere af brevet, at kommunen i henhold til lokalplanen havde stillet krav om, at gråt spildevand skulle opsamles i kloak, samt at Jens Johansens dispensationsansøgning
ville blive behandlet, når embedslægen havde taget stilling til denne.
Af lokalplan A10a af den 28. august 2001 fremgår blandt andet:

"§ 7 Ledningsnet
7.1 Ny bebyggelse skal tilsluttes offentlig vandforsyning
7.2 Gråt og sort spildevand skal opsamles i tank eller ledes til offentlig kloak.
7.3 Der skal ske tilslutning til offentlig kloak i områder, hvor en sådan forefindes eller etableres."

Ved brev af den 24. juni 2004 anmodede kommunen i henhold til miljøbeskyttelseslovens
§ 34, stk. 3 embedslægen om at fremkomme med bemærkninger til, hvorvidt Jens Johansen burde meddeles dispensation til, at udlede
gråt spildevand til terræn. Ved brev af den 29. juni 2004 til kommunen meddelte embedslægen, at denne fandt det utilrådigt at give Jens Johansen dispensation. Kommunen gav på baggrund heraf afslag på dispensationsansøgningen den 3. september 2004.

Ved brev af den 8. september 2004 påklagede Jens Johansens afslaget på dispensationen.
Miljøbeskyttelsesklageudvalget stadfæstede den 16. juni 2014 kommunens afgørelse.

Den 11. april 2003 blev John Rasmussen, som er Jens Johansens nabo, meddelt dispensation til at udlede gråt spildevand til terræn.
I forbindelse med Miljøbeskyttelsesklageudvalgets behandling af Jens Johansens klagesag anmodede Miljøbeskyttelsesklageudvalget kommunen om, at belyse udledningsforholdene for henholdsvis Jens Johansen og John Rasmussen. Af kommunens redegørelse herfor af den 24. juli 2007 fremgår blandt andet, at spildevandet fra John Rasmussens hus bliver udledt til en stor sænkning ved Siimuup Aqq, hvor der ikke færdes børn, samt at generne herved begrænser sig til uhygiejniske forhold. Det fremgår endvidere af brevet, at spildevandet
fra Jens Johansens hus løber via en smal kløft ned til et sumpet terræn sydvest for Nikkorsuit, hvor der af og til er færdsel af legende børn. Det fremgår endeligt af brevet, at Nikkorsuit er en temmelig befærdet gennemfartsvej, og udledningen skaber gener om vinteren og ved tøbrud.

Forklaringer

Der er under sagen afgivet forklaringer af Jens Johansen samt vidnet Lone Kristensen. Jens Johansen har forklaret blandt andet, at han i 2001 ansøgte kommunen om, at få tilladelse til at opføre et selvbyggerhus. I forbindelse hermed ansøgte han om tilladelse til at udlede gråt spildevand. Han kendte til udledningsforholdene i området, og han havde flere samtaler med kommunen, hvor denne orienterede ham om, at han blot skulle søge om dispensation til at udlede spildevand. Han talte både med en Hanne og en John, som på daværende
tidspunkt var ansat i den tekniske forvaltning. Han havde også kendskab til lokalplanen.
Han påbegyndte byggeriet i 2004. Byggeriet blev færdig i 2005. John Rasmussens hus blev vist opført i 2001 eller 2002. Han husker ikke hvornår han fik kendskab til brevet fra embedslægen, men han mener, at han fik kendskab til brevet på et sent tidspunkt. Han fik vist på et tidspunkt et informationsbrev fra kommunen.
Foreholdt foto taget af Jens Johansen i september 2015 (bilag 4) forklarede han, at fotoet viser det terræn han udleder spildevand til. Spildevandet fra hans hus udledes til en dalsænkning ved Nikkorsuit. John Rasmussens spildevand udledes til Siimuup Aqq. Der er mere trafik på Nikkorsuit end på Siimuup Aqq, men han mener ikke, at udledningen er til gene for nogen, da han udleder spildevand til dalsænkningen. Der er ingen børn, som leger der. De leger til gengæld på Siimuup Aqq. Der er ikke andre, som udleder spildevand
til dalsænkningen ved Nikkorsuit, og han valgte at udlede dertil, da han ville forurene mindst muligt.
Han blev meget overrasket over afslaget på dispensationen, da der ikke kan bygges flere huse i området. Han er endvidere skuffet over, at kommunen har udøvet forskelsbehandling ved at give John Rasmussen dispensation til at udlede spildevand til terræn.
Den nærmeste kloaktilslutning ligger ca. 3 huse væk på et fjeld ca. 500 meter fra hans hus. Hvis han skal tilsluttes kloakken skal der installeres en pumpe. Han udleder stadig spildevand til dalsænkningen. Kommunen har ikke påpeget dette overfor ham. Lone Kristensen har forklaret blandt andet, at hun er ansat i Qeqqata kommuns tekniske forfaltning. Hun var med til at træffe kommunens afgørelsen
i nærværende sag. Vedrørende de fysiske forhold i området forklarede Lone Kristiansen, at Siimuup Aqq. ligger syd for Jens Johansens hus. Nordvest for huset ligger der et vandområde, som har forbindelse til havet. Dette område er spildevandsbelastet.
Spildevandet kommer fra et stort antal boliger på Siimuup Aqq, nordsiden af Nikkoorsuit og fra Teleøen. Nordvest for huset er der endvidere et grønt område, hvortil der løber spildevand. Om sommeren er området sumpet, mens der om vinteren opstår isdannelser fra spildevandet. Spildevandet fra Jens Johansen hus bliver udledt til en lille kløft nord for huset. Via kløften løber spildevandet ned til Nikkoorsuit. Når der er tøbrud eller tilstrækkelige mængder vand kan spildevandet løbe ud til sumpen. Om vinteren stopper røret til, og spildevandet forbliver derfor syd for Nikkoorsuit. John Rasmussens hus ligger sydvest for Jens Johansens hus. Spildevandet fra John Rasmussens hus udledes til en sænkning vest for John Rasmussens hus. John Rasmussens nabo udleder også spildevand til denne sænkning. Spildevandet forbliver i sænkningen, hvor der dannes en sump. Både Jens Johansens og John Rasmussens hus har indlagt helårsvand. Der er ikke anlagt offentlig kloak på den del af Siimuup Aqq., hvor Jens Johansens hus ligger.
Som følge af, at flere og flere får indlagt helårsvand, udledes der idag mere spildevand end tidligere. Tidligere tog kommunen ikke højde for, at helårsvand medfører mere spildevand end sommervand,og der er derfor mange, som har fået dispensation til at udlede spildevand. Kommunen stiller idag krav til, at spildevand skal opsamles i septiktank eller tilsluttes kloak inden der gives tilladelse til, at borgere indlægger helårsvand i deres huse. Hun ved ikke hvor mange huse i området, som udleder spildevand til terræn, men gætter på, at det er en del. Hun blev i 2003 orienteret om, at kommunen ønskede at ændre praksis for hvornår der blev meddelt dispensation til udledning af spildevand, således at kommunen blev mere restriktiv med, hvornår der blev meddelt dispensation. Praksisændringen gælder ikke kun for det område, hvor Jens Johansen bor, men for hele området, der er omfattet af lokalplanen. Hun ved ikke hvorfor kommunen ikke har henvist til praksisændringen i afslaget på dispensationen, men det fremgår under alle omstændigheder af Miljøbeskyttelsesklagenævnets
afgørelse. Siden praksisændringen er der blevet bygget en del, og ingen har fået dispensation til at udlede spildevand. De fleste nybyggerier er dog tilsluttet offentlig kloak. Husene, hvor ejerne har fået afslag på dispensation, ligger øst for Jens Johansens hus. Der er blandt andet en lille kontorbygning, som er ejet af selvstyret, som har fået afslag på dispensation. Hun var ikke sagsbehandler på John Rasmussens ansøgning på dispensation til udledning af spildevand, så hun ved ikke hvorfor John Rasmussen fik dispensation, men det betragtes idag som en fejl, at han fik dispensationenen. Parternes synspunkter Jens Johansen har til støtte for påstand 1 nærmere anført, at kommunens afslag på dispensationsansøgningen er materielt forkert, samt at kommunen har udøvet sit frie skøn på en vilkårlig måde. Kommunen har herved i strid med forvaltningsrettens almindelige lighedsgrundsætning nægtet Jens Johansen en dispensationstilladelse, som han havde en berettiget forventning om at få meddelt. At det forholder sig således støttes af, at Jens Johansen på intet tidspunkt har
fået pålæg om, at spildevandet skulle opsamles i septiktank eller tilsluttes til offentlig kloak. Endvidere har Jens Johansens nabo, John Rasmussen, som udleder spildevand til det samme område som Jens Johansen, modtaget dispensation til udledning af spildevand til trods for, at han søgte om dispensation senere end Jens Johansen. Afslaget på Jens Johansens dispensationsansøgning er således ikke udtryk for en praksisændring, men udtryk for en konkret forskelsbehandling. Til støtte for påstand 2 har Jens Johansen nærmere anført, at den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 6, stk. 1, om ret til rettergang indenfor en rimelig frist er blevet krænket. Denne frist begynder at løbe fra indgivelse af klagen til rekursmyndigheden, Miljøbeskyttelsesklageudvalget, hvorfor fristen i denne sag begyndte at løbe den 8. september 2004, da Jens Johansen påklagede kommunens afslag på dispensation. Dette bør medføre, at Miljøbeskyttelsesklageudvalget skal betale erstatning til Jens Johansen med 260.750 kr eller et efter rettens skøn fastsat mindre
beløb. Erstatningen skal beregnes efter de generelle kriterier og beløb, som et kammer af EU-domstolen har fastslået. På baggrund af kammerets udtalelse og idet sagen har været af væsentlig interesse for Jens Johansen skal erstatningen fastsættes til 3.500 euro for hvert år sagen har varet. Da sagen har varet mere end 10 år kan erstatningen passende fastsættes til 260.750 kr. Sagens udfald har ingen betydning for fastsættelse af erstatningen. Miljøbeskyttelsesklageudvalget har til støtte for sin frifindelsespåstand overfor Jens Johansens påstand 1 anført, at Miljøbeskyttelsesklageudvalget med rette stadfæstede kommunens afslag på dispensation.
At det forholder sig således støttes af, at afslaget på dispensationen er i overensstemmelse med lokalplan A10a samt både den dagældende og nugældende miljøbeskyttelseslov.
Miljøbeskyttelsesklageudvalget har endvidere gjort gældende, at kommunens afgørelse ikke er materielt forkert, samt at komunen har en
skønsmæssig kompetence til at vurdere, om der er grundlag for at tildele en dispensation. Kommunen var således berettiget til at give afslag på dispensationsansøgningen i henhold til den gældende lovgivning. Miljøbeskyttelsesklageudvalget har endelig gjort gældende, at kommunen ikke har handlet i strid med forvaltningsrettens almindelige lighedsgrundsætning ved at have meddelt John Rasmussen dispensation til udledning af spildevand, idet der er faktiske forskelle mellem de to sager. Miljøbeskyttelsesklageudvalget har endvidere gjort gældende, at John Rasmussens dispensation beror på en sagsbehandlingsfejl. Miljøbeskyttelsesklageudvalget har til støtte for sin frifindelsespåstand overfor sagsøgers påstand 2 anført, at der ikke er sket nogen krænkelse af EMRK art. 6, stk. 1, hvorfor der ikke er grundlag for erstatning. Sagsbehandlingstiden skal i henhold til EMRK art. 6, stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor Jens Johansen kunne indbringe sagen for domstolene. Jens Johansen var ikke afskåret fra at indbringe kommunens afgørelse for domstolene allerede i 2004.
Rettens begrundelse og afgørelse

Ad påstand 1:

Ejendommen B-1839, Sisimiut, er beliggende i et område, der er omfattet af lokalplan A10a, som blev vedtaget af kommunalbestyrelsen i Sisimiut den 28. august 2001. Af lokalplanens § 7 fremgår blandt andet, at ny bebyggelse skal tilsluttes offentlig vandforsyning, og at gråt og sort spildevand skal opsamles i tank eller ledes til offentlig kloak.
Det følger både af den dagældende miljøbeskyttelseslovs § 34 og af den gældende miljøbeskyttelseslovs § 15 jf. § 16, at kommunalbestyrelsen kan give dispensation til udledning af ikke sanitært spildevand (gråt spildevand), samt at embedslægen skal høres som led i vurderingen af, om der skal gives dispensation eller ej. Retten lægger herefter til grund, at det klare udgangspunkt efter loven og
lokalplanen er, at der ikke må udledes gråt spildevand til terræn. Retten lægger endvidere til grund, at der efter miljøbeskyttelsesloven er meddelt kommunalbestyrelsen et vist skøn ved afgørelse af, om der bør meddeles dispensation til udledning af gråt spildevand. Dette skøn kan ikke efterprøves ved domstolene. Spørgsmålet er herefter, om kommunen har tilsidesat lighedsgrundsætningen
ved ikke at give Jens Johansen dispensation til at udlede gråt spildevand til terræn, herunder hvorvidt Jens Johansen har haft en berettiget forventning om, at han ville få dispensationen.
Det er ubestridt at Jens Johansen den 18. januar 2001 modtog brev om forhåndstilsagn om arealtildeling til selvbyggerhus, den 16. november 2001 modtog brev om revideret forhåndstilsagn om arealtildeling til selvbyggerhus, den 13. februar 2002 modtog brev om arealtildeling og den 3. december 2003 modtog brev om arealtildeling A614 til enfamilies hus. Det fremgår af alle brevene, at spildevand ikke må udledes til terræn. Det kan efter sagens oplysninger, herunder Lone Kristensens forklaring lægges til grund, at Qeqqeta Kommunia ønskede en praksisændring for, hvornår der blev meddelt dispensation til udledning af gråt spildevand til terræn. Praksisændringen gjaldt for hele byen og ikke kun det område hvor Jens Johansen bor. Det kan endvidere lægges til grund, at Jens Johansens nabo, John Rasmussen, blev meddelt dispensation til at udlede spildevand til terræn efter kommunen havde ændret praksis, men at dispensationen
beroede på en sagsbehandlingsfejl. Det kan endelig lægges til grund, at spildevandet fra henholdsvis Jens Johansens og John Rasmussens huse bliver udledt til to forskellige områder. Spildevandet fra John Rasmussens hus bliver udledt til en en sænkning, hvorimod spildevandet fra Jens Johansens hus bliver udledt til et sumpet stykke terræn via en smal kløft. Herefter, og da kommunen i henhold til gældende lovgivning var berettiget til at træffe en afgørelse, som konkret indebar en skærpelse af den hidtidige praksis, finder retten at kommunen ikke har tilsidesat lighedsgrundsætningen.
Det forhold at Jens Johansen, som følge af praksisændringen, er den eneste i sit område, som ikke har fået dispensation til udledning af spildevand, kan ikke føre til andet resultat. Endvidere finder retten ikke, at kommunen som følge af sagsbehandlingsfejlen var forpligtet til også at meddele Jens Johansen dispensation. Endeligt finder retten, at Jens Johansen på intet tidspunkt har haft en berettiget forventning om, at han ville blive meddelt dispensation til at udlede gråt spildevand til terræn, idet han af breve fra kommunen af den 18. januar 2001, 16. november 2001, 13. februar 2002 og 3. december 2003 var blevet informeret om, at spildevand ikke måtte udledes.
På baggrund af ovenstående, og da der i øvrigt ikke efter de foreliggende oplysninger er grundlag for at statuere, at kommunen ved sit afslag på dispensation har udøvet skønnet på en ulovlig måde, finder retten, at Miljøbeskyttelsesklageudvalget med rette stadfæstede kommunens afgørelse af 3. september 2004.

Miljøbeskyttelsesklageudvalgets påstand om frifindelse overfor Jens Johansens påstand 1 tages derfor til følge.

Ad påstand 2:

Det følger af praksis fra EU-domstolen, at perioden for, hvornår sagsbehandlingstiden skal regnes fra, som hovedregel er fra det tidspunkt, hvor en klager indbringer en tvist for retten. Fristen kan dog begynde at løbe på et tidligere tidspunkt i tilfælde, hvor udnyttelse af administrativ rekurs er en betingelse for domstolsprøvelsen. Det følger af både den dagældende miljøbeskyttelseslovs § 41 og den
gældende miljøbeskyttelseslovens § 60, at beslutninger kan påklages til Miljøbeskyttelsesklageudvalget. Det er ubestridt, at Jens Johansen den 3. september 2004 fik afslag på sin ansøgning om dispensation og den 8. september 2004 påklagede kommunens afslag herom til Miljøbeskyttelsesudvalget. Det er ligeledes ubestridt, at Miljøbeskyttelsesudvalget den 16. juni 2014 stadfæstede kommunens afgørelse, samt at Jens Johansen den 1. september 2014 stævnede Qeqqata Kommune og den 19. februar 2015 adciterede Miljøbeskyttelsesklageudvalget. På baggrund af ovenstående finder retten, at der hverken i den dagældende eller gældende miljøbeskyttelseslov var fastsat krav om, at Jens Johansen skulle have udnyttet den administrative rekurs inden han indbragte sagen for
domstolene. Herefter, og da Jens Johansen ikke var afskåret fra at indbringe sagen for domstolene i 2004, da han fik afslag på dispensationen eller på et senere tidspunkt, finder retten, at Jens Johansen har ladet hengå lang tid mellem han fik afslaget på dispensationen og sagsanlægget. Fristen for hvornår sagsbehandlingstiden skal regnes fra, er således fra indlevering af stævningen den 14. september 2014.

På baggrund af ovenstående, og da sagen blev hovedforhandlet den 10. marts 2016 finder retten ikke, at Jens Johansens rettigheder, som er beskyttet af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, er blevet krænket. Miljøbeskyttelsesklageudvalgets påstand om frifindelse overfor Jens Johansens påstand 2 tages derfor til følge.

Sagsomkostninger:

Sagens økonomiske værdi er efter det oplyste 262.750 kr. Sagsøger har tillige nedlagt en anerkendelsespåstand. Der er ikke under sagen taget stilling til anerkendelsespåstandens økonomiske værdi. Henset til resultatet af rettens afgørelse, hvorefter
Miljøbeskyttelsesklageudvalget har fået fuldt medhold, finder retten grundlag for at tilpligte Jens Johansen at betale sagsomkostninger til
Miljøbeskyttelsesklageudvalget, jf. retsplejelovens § 247, stk. 1.
Efter landsretternes vejledende takster for fastsættelsen af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand i proceduresager udgør omkostningsbeløbet for en sag af denne størrelse mellem 22.000 kr. og 55.000 kr. Herefter, og under hensyn til sagsgenstandens størrelse, antallet af forberedende retsmøder, sagens udfald, hovedforhandlingens varighed, omfanget af skriftvekslingen og bevisførelsen, kan omkostningerne passende fastsættes til 50.000 kr. Retten har på grundlag af anerkendelsespåstanden, hvis økonomiske værdi ikke er opgjort, fastsat sagens omkostninger i den øvre ende af det relevante interval. Retten har endeligt lagt vægt på, at Jens Johansen sent i forløbet, og efter sagen var berammet til hovedforhandling, anmodede om syn og skøn, hvilket nødvendiggjorde endnu et forberedende retsmøde. Jens Johansen skal herefter betale sagens omkostninger til Miljøbeskyttelsesklageudvalget med 50.000 kr.

Thi kendes for ret:

Miljøbeskyttelsesklageudvalget frifindes.

I sagsomkostninger skal Jens Johansen inden 4 uger til Miljøbeskyttelsesklagenævnet betale 50.000 kr.

Jesper Kirstein

Dommerfuldmægtig

Udskriftens rigtighed bekræftes.
Retten i Grønland, den 4. maj 2016.
Jonna Stephensen, Retssekretær