Sags nr.2011-049729

Det Sociale Ankenævn har på møde den 13. december 2012 behandlet din klage over Kommunens afgørelse af 14. april 2011 og har truffet følgende

Afgørelse

Kommunens afgørelse ændres. Det betyder, at du får medhold i din klage og at kommunen skal foretage en ny beregning af dit timeantal ved din ansøgning om arbejdsmarkedsydelse.

Afgørelsen er truffet i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 5 af 1. juni 2006 om arbejdsmarkedsydelse.

Redegørelse

Det fremgår af sagen, at du er gift og har 3 børn. Du er beskæftiget hos Arbejdsplads F, hvor du er timelønnet. Det fremgår af oplysningerne om dine arbejdstimer, at der var flere uger i 2011, hvor du ikke var i arbejde.

Det er oplyst, at du havde barselsorlov fra den 25. februar til den 18. marts 2011. Årsagen til, at du herud over har været uden arbejde i andre perioder, er ikke oplyst.

Den 1. april 2011 tilmeldte du dig som arbejdsledig og søgte om arbejdsmarkedsydelse.

Ved afgørelse af 14. april 2011 fik du afslag på din ansøgning. Afgørelsen blev begrundet med, at du har indsendt dokumentation for dine arbejdstimer og at denne viser, at du i de sidste 13 uger har haft 153,14 timer og at dette timeantal ligger under det timetal, der kræves efter forordningen.

Som lovgrundlag henviste Kommunen til § 4 pkt. 3 i Landstingsforordning nr. 5 af 1. juni 2006 om arbejdsmarkedsydelse. Bestemmelsen er citeret i afgørelsen.

I klagen af 20. april 2011 har du bl.a. anført, at du skulle have orlov og at det ikke var din skyld. Efter din kone nedkom fik du orlov i 3 uger og det afstedkom, at der blev for få timer til at du kunne få dagpenge. Du skulle reelt have haft dagpenge i forbindelse med barslen, men kom ud i orlovssituationen uden at være skyld i det. Du oplyser, at din kone får dagpenge, men at det ikke er tilstrækkeligt til at forsørge familien.

Kommunen har den 25. august 2011 på mail oplyst, at der ikke findes flere oplysninger i sagen og at Det Sociale Ankenævn derfor skal træffe afgørelse på det foreliggende grundlag.

Lovgrundlag

Ifølge § 4 i Landstingsforordning nr. 5 af1. juni 2006 udbetaler kommunalbestyrelsen arbejdsmarkedsydelsen, når en ledig, hjemsendt eller syg person henvender sig til kommunalbestyrelsen, opfylder betingelserne i kapitel 3 eller i kapitel 4, og endvidere opfylder følgende betingelser:

3) de seneste 13 uger har haft beskæftigelse som lønmodtager og i denne periode har haft mindst 182 timers beskæftigelse. Perioder med arbejdsmarkedsydelse tæller ikke som optjent beskæftigelse.

Vurdering

Det Sociale Ankenævn finder, at Kommunen skal foretage en ny vurdering af, om du var berettiget til at modtage arbejdsmarkedsydelse fra den 1. april 2011, hvor du meldte dig ledig.

Begrundelsen for afgørelsen er, at der skal foretages en ny beregning af, om du opfylder beskæftigelseskravet i § 4 stk. 1 nr. 3 i Landstingsforordning nr. 5 af 1. juni 2006 om arbejdsmarkedsydelse.

Det Sociale Ankenævn finder, at barselsperioden skal medregnes ved opgørelsen af dine arbejdstimer forud for ansøgningen om arbejdsmarkedsydelse.

Begrundelsen herfor er, at du fortsat var ansat hos Arbejdsplads F i orlovsperioden og at du derfor kunne forvente en vis beskæftigelse i denne periode, såfremt du ikke havde valgt at gå på barselsorlov.

Det Sociale Ankenævn har herved lagt vægt på, at du ifølge loven har ret til at gå på barselsorlov og at du i orlovsperioden ikke skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Kommunen skal herefter foretage en ny beregning af, om du ville have været berettiget til arbejdsmarkedsydelse fra den 1. april 2011. I beregningen skal indgå de timer, som du kunne forventes at være beskæftiget i perioden fra den 25. februar 2011 til den 18. marts 2011.

Afgørelse

Det Sociale Ankenævn ændrer herved Kommunens afgørelse. Dette indebærer, at kommunen skal foretage en ny beregning af dit timetal.

Venlig hilsen

Naja Joelsen

Formand

Kopi til Kommunen

Kopi til afdeling

Lovgrundlag

Landstingsforordning nr. 5 af 1. juni 2006 om arbejdsmarkedsydelse

§ 3. Arbejdsmarkedsydelse ydes til lønmodtagere som kompensation for tab af indtægt forårsaget af uforskyldt ledighed, hjemsendelse eller sygdom.

§ 4. Kommunalbestyrelsen udbetaler arbejdsmarkedsydelsen, når en ledig, hjemsendt eller syg person henvender sig til kommunalbestyrelsen, opfylder betingelserne i kapitel 3 eller i kapitel 4, og endvidere opfylder følgende betingelser:

1) er fyldt 18 år eller er forsørger,

2) er tilmeldt folkeregistret i Grønland, og

3) de seneste 13 uger har haft beskæftigelse som lønmodtager og i denne periode har haft mindst 182 timers beskæftigelse. Perioder med arbejdsmarkedsydelse tæller ikke som optjent beskæftigelse.

Stk. 2. Personer, som hjemsendes på grund af produktionsstop eller følgerne deraf, og som er til rådighed for arbejdsmarkedet eller opkvalificering, har ret til arbejdsmarkedsydelse efter reglerne i denne landstingsforordning. Hjemsendelsen skal skriftligt dokumenteres af arbejdsgiver. Den skriftlige dokumentation kan ske elektronisk.

Stk. 3. Udsteder en arbejdsgiver bevidst eller groft uagtsomt fejlagtig dokumentation om hjemsendelse, der fører til uberettiget udbetaling af arbejdsmarkedsydelse, kan kommunalbestyrelsen opkræve et beløb svarende til den udbetalte arbejdsmarkedsydelse fra arbejdsgiveren.

Stk. 4. Ordningen gælder ikke for de hjemsendte, der oppebærer løn eller anden indtægt i forbindelse med hjemsendelse på grund af produktionsstop.

Stk. 5. Afgørelse om ansøgeren opfylder kravene i denne bestemmelse træffes af kommunalbestyrelsen.

§ 5. Ledige, hjemsendte eller syge, der modtager anden form for offentlig ydelse, der træder i stedet for en indtægt, eller er anbragt på en institution under kriminalforsorgen eller socialvæsenet, er ikke berettiget til arbejdsmarkedsydelse.

Bemærkninger til forordningens § 4 i Landstingsforordning nr. 5 af 1. juni 2011 omarbejdsmarkedsydelse:

Betingelserne for at kunne modtage arbejdsmarkedsydelse er, at en ledig, hjemsendt eller syg er arbejdsfør eller er ramt af sygdom under den periode jf. henholdsvis kapitel 3 og 4, hvor den ledige, hjemsendte eller syge ellers er til rådighed for arbejdsmarkedet, er fyldt 18 år, eller er forsørger, har folkeregisteradresse i en kommune i Grønland og i de seneste 13 uger har haft beskæftigelse samt i denne periode har haft mindst 182 timers beskæftigelse. Dette svarer til en gennemsnitlig minimumsbeskæftigelse på 14 timer om ugen over en 13-ugers periode. En person, der har været sygemeldt i 120 dage og efterfølgende afskediget, kan opfylde kravene om at have haft beskæftigelse i de seneste 13 uger. Såfremt en person har afholdt ferie, hvortil der er optjent feriegodtgørelse, inden for de seneste 13 uger, vil timerne tælle med til opfyldelse af beskæftigelseskravet. Betingelserne for at få udbetalt arbejdsmarkedsydelse skal være opfyldte på det tidspunkt, hvor personen anmoder om tildeling af arbejdsmarkedsydelse.