Sags nr. 2009-015941

Det Sociale Ankenævns formand har den 8. april 2011 behandlet din klage over N´s mundtlige afgørelse vedrørende beregning af barselsdagpenge og har afsagt følgende

Afgørelse

N´s afgørelse hjemvises. Dette betyder, at N skal træffe en ny afgørelse i sagen.

Sagen afgøres i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 12 af 31. oktober 1996 om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

Redegørelse

Det er oplyst, at du den 16. december 2008 søgte om dagpenge på grund af din graviditet.

N traf en mundtlig afgørelse.

Det fremgår ikke, hvornår N har truffet denne mundtlige afgørelse, og det fremgår således heller ikke, om der er givet en begrundelse, korrekt klagevejledning, og om der er henvist til det anvendte lovgrundlag.

Du klagede ved brev modtaget den 24. februar 2009 til Det Sociale Ankenævn.

Du oplyste, at du havde været sygemeldt i 2 uger ud af de krævede 13 ugers beskæftigelse, inden du gik på barsel, og at du i disse uger modtog arbejdsmarkedsydelse.

Du oplyste endvidere, at N ikke havde medtaget de 2 ugers arbejdsmarkedsydelse i beregningen af dine barselsdagpenge.

Ved oversendelse af sagens akter har N oplyst, at du fik bevilget dagpenge ifølge Landstingsforordning nr. 12 af 31, oktober 1996 om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.

Kommunen oplyste, at du var utilfreds med, at den tid, hvor du var sygemeldt og modtog arbejdsmarkedsydelse, ikke var medtaget i beregningen af dine dagpenge.

N oplyste i den forbindelse, at de alene havde medtaget 11 af de 13 uger forud for din barsel, idet du i disse 11 uger havde haft lønnet beskæftigelse.

Kommunen vurderede, at sætningen i § 21, stk. 2: Har orlovshaveren p.g.a. fagligt kursus el.lign. været fraværende fra sit arbejde indenfor de seneste 13 uger forud for orlovsperioden, kan der bortses fra fraværsperioden, i denne situation skulle forstås således, at dine 2 fraværsuger skulle fratrækkes de 13 ugers beskæftigelse, som var krævet for at modtage barselsorlovsydelse, således at orlovsydelsen blev beregnet ud fra de resterende 11 uger.

N har den 6. april 2009 truffet en skriftlig afgørelse vedrørende din orlovsydelse.

Af afgørelsen fremgår det, at du blev tildelt dagpenge fra den 15. december 2008 til og med 18. april 2009.

Dagpengene blev udbetalt første gang den 23. december 2008 og efterfølgende hver 14. dag.

Dagpengene blev beregnet ud fra dine lønsedler med 62,38 timer per 14.dag.

Lovgrundlag

Ifølge § 21, stk. 2 Landstingsforordning nr. 12 af 31. oktober 1996 om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption skal dagpenge beregnes ud fra det ugentlige antal timer den pågældende har haft lønnet beskæftigelse, herunder uddannelse med praktikløn, inden for de seneste 13 uger forud for orlovens begyndelse, dog således at der maksimalt kan ydes dagpenge for 40 timer ugentligt.

Har den orlovsberettigede indenfor de seneste 13 uger forud for orlovsperioden været fraværende på grund af faglige kursus eller lignende kan der bortses fra fraværsperioden.

Vurdering

N´s afgørelse hjemvises.

Det Sociale Ankenævn har lagt vægt, på at § 21, stk. 2 skal fortolkes således, at der skal ses bort fra, at du fysisk har været fraværende fra arbejdet i de to uger, idet du fortsat måtte anses for at være i beskæftigelse.

Den erhvervede indkomst i den periode i form af arbejdsmarkedsydelse skulle således indgå i beregningen af din orlovsydelse.

N skal træffe en ny afgørelse med en ny beregning af hele din orlovsydelse gældende fra den 15. december 2008.

Den nye afgørelse vil også kunne påklages til Det Sociale Ankenævn.

Afgørelse

N´s afgørelse hjemvises.

Venlig hilsen

Naja Joelsen

Formand

Kopi er sendt til N

Lovgrundlag (DK)

Landstingsforordning r. 12 af 31. oktober 1996 om orlov m.v. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption

§ 21, stk. 2. Antallet af ugentlige timer, der kan gives dagpenge for, beregnes ud fra den enkeltes lønnede beskæftigelse, herunder uddannelse med praktikløn, inden for de seneste 13 uger forud for orlovens begyndelse, dog således at der maksimalt kan ydes dagpenge for 40 timer ugentligt. Har orlovshaveren p.g.a. fagligt kursus el.lign. været fraværende fra sit arbejde indenfor de seneste 13 uger forud for orlovsperioden, kan der bortses fra fraværsperioden.