Sags nr. 2010-038688

Det Sociale Ankenævn har den 8. april 2011 behandlet din klage over S´s afgørelse af 18. januar 2011 om afslag på børnetilskud og har afsagt følgende

Afgørelse

S´s afgørelse ændres, således at du bevilges børnetilskud med tilbagevirkende kraft. Dette betyder, at du får medhold i din klage.

Sagen afgøres i overensstemmelse med Inatsisartutlov nr. 9 af 7. december 2009 om børnetilskud, Landstingsforordning nr. 11 af 31. oktober 1996 om børnetilskud og Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 19. december 1996 om børnetilskud.

Redegørelse

Du har den 4. januar 2010 søgt om børnetilskud til dine 2 børn ud fra din daværende lønindkomst.

S traf den 13. januar 2010 afgørelse, hvorefter de vurderede, at du var berettiget til børnetilskud til begge dine børn på i alt 717,50 kroner per barn.

Kommunen beregnede tilskuddet ud fra en samlet indkomst for dig og din samlever på i alt 265.919 kroner.

Den 18. januar 2010 traf S en ny afgørelse, hvorefter der blev givet afslag på børnetilskud til dine børn.

Kommunen lagde vægt på, at du ikke havde godtgjort, at din indkomst var varig eller væsentligt nedsat, idet du fortsat levede sammen med din samlever.

S henviste i den forbindelse til § 3 i Landstingsforordning nr. 11 af 31. oktober 1996 om børnetilskud.

Du klagede ved brev modtaget den 1. marts 2010.

Du oplyste, at du søgte om børnetilskud på baggrund af en ændring af din indkomst, og at du først fik bevilget tilskuddet, men at du efterfølgende fik afslag.

Du ønskede derfor at anke S´s afgørelse.

Ved oversendelse af akterne til Det Sociale Ankenævn er S ikke fremkommet med yderligere bemærkninger.

Det fremgår af sagens akter, at du søgte om børnetilskud til dine børn på grund af ændringer i din indkomst.

I den forbindelse indsendte du dine lønsedler til kommunen.

Det fremgår endvidere af folkeregistret, at du og din samlever havde boet sammen siden den 7. august 2009.

Lovgrundlag

Ifølge § 3, stk. 1 i Landstingsforordning nr. 11 af 31. oktober 1996 om børnetilskud fastsættes udbetalingen af et børnetilskud ud fra den eller de tilskudsberettigedes indkomst i det senest kendte indkomstår.

Efter § 3, stk. 3 skal børnetilskuddet, når barnet bor hos den ene af forældrene, fastsættes efter denne forælders indkomst. Har forælderen en samlever, og har samlivet bestået i mindst et år, skal samleverens indkomst medregnes i beregningen af børnetilskuddet.

I henhold til § 4, stk. 1 i samme forordning kan kommunen undtagelsesvist beslutte at udbetale børnetilskud på baggrund af den forventede skattepligtige indkomst i stedet for efter det senest kendte indkomstår, såfremt den tilskudsberettigede kan godtgøre, at indkomsten er varig og væsentligt nedsat.

Efter § 1, stk. 1, nr. 1 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 19. december 1996 om børnetilskud forventes en indtægt at være varigt nedsat, når det er dokumenteret, at de indkomster, der umiddelbart skulle medregnes, er bortfaldet på grund af samlivsophør mellem ugifte, død, skilsmisse eller separation.

Vurdering

Det Sociale Ankenævn vurderer, at du var berettiget til børnetilskud til begge dine børn med tilbagevirkende kraft gældende fra januar 2010.

Det Sociale Ankenævn har lagt vægt på, at du havde dokumenteret din daværende indkomst ved hjælp af dine lønsedler, og at din indkomst var mindre end de 280.000 kroner, som er indkomstgrænsen for modtagelse af børnetilskud.

I denne vurdering er indgået, at du og din samlever ikke havde været samboende i minimum 1 år, da du søgte om børnetilskud, og din samlevers indkomst skulle derfor ikke indgå i beregningen.

S skal derfor udbetale børnetilskud til dig med tilbagevirkende kraft gældende fra januar 2010.

Børnetilskuddet skal alene beregnes ud fra din daværende indkomst i henhold til de indsendte lønsedler.

Det Sociale Ankenævn skal i den forbindelse bemærke, at en indkomst ikke kun kan anses for at være varigt og væsentligt nedsat, når der er tale om samlivsophævelse efter § 1, stk. 1, nr. 1 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 19. december 1996 om børnetilskud.

Denne lovbestemmelse nævner ikke alle de situationer, hvor en indkomst skal anses for at være varigt og væsentligt nedsat. I situationer som i denne sag, hvor en borger har en ændret lønindkomst, vil den ændrede faste lønindkomst være tilstrækkelig til en ny vurdering i forhold til beregningen af børnetilskud, såfremt ændringen en varig og væsentlig.

Børnetilskuddet fra januar 2010 skal udbetales som en engangsydelse, og fra den 1. marts 2010 og frem til og med udbetaling den 1. august 2010 skal tilskuddet udbetales som en løbende månedlig ydelse.

Det Sociale Ankenævn har i denne forbindelse lagt vægt på, at du og din samlever har boet sammen i 1 år den 7. august 2010, og børnetilskuddet derfor skal beregnes på ny fra den 1. september 2010, og at børnetilskud ifølge § 6 i Inatsisartutlov nr. 9 af 7. december 2009 om børnetilskud skal udbetales månedsvis fra lovens ikrafttræden den 1. marts 2010.

Afgørelse

S´s afgørelse af 18. januar 2010 ændres.

Venlig hilsen

Naja Joelsen

Formand

Kopi er sendt til S

Lovgrundlag (DK)

Inatsisartutlov nr. 9 af 7. december 2009 om børnetilskud

§ 6, stk. 1. Børnetilskud udbetales månedligt forud.

Landstingsforordning nr. 11 af 31. oktober 1996 om børnetilskud

§ 3, stk. 1 Størrelsen af børnetilskud fastsættes for hvert børnetilskudsår i finansloven, og udbetales ud fra den skattepligtige indkomst j f. stk. 2-6 i det senest kendte indkomstår, efter indkomstgrænser fastsat i finansloven.

§ 3, stk. 3. Bor barnet hos den ene af forældrene, udbetales børnetilskuddet på baggrund af dennes skattepligtige indkomst. Er denne forælder gift eller fast samlevende medregnes ægtefællens skattepligtige indkomst eller den faste samlevers skattepligtige indkomst, hvis samlivet har bestået mindst et år før børnetilskudsårets begyndelse.

§ 4., stk. 1. Kan en person godtgøre, at den skattepligtige indkomst, der j f. § 3 danner grundlag for udbetaling af børnetilskud, er væsentlig og varig nedsat, kan det sociale udvalg undtagelsesvis beslutte, at udbetale børnetilskuddet på baggrund af den forventede skattepligtige indkomst opgjort efter § 3.

Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 38 af 19. december 1996 om børnetilskud

§ 1. Indkomster, der lægges til grund ved udbetaling af børnetilskud må forventes varigt at være væsentligt nedsat, når:

1) en indkomst, der har dannet helt eller delvist grundlag for udbetalingen ikke længere skal medregnes, som følge af dødsfald, separation, skilsmisse eller dokumenteret samlivsophævelse mellem ugifte