2011-049006

Det Sociale Ankenævns formand har den 12. december 2011 behandlet din klage over Kommunens afgørelse af 18. juli 2011om, at din boligsikring er beregnet til 2. 295 kr. per måned og har truffet følgende

Afgørelse

Kommunens afgørelse om beregning af din boligsikring ændres, således at du er berettiget til 2805 kr. per måned. Dette betyder, at du får medhold i din klage.

Sagen afgøres i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 3 af 31. maj 2001 om boligsikring i lejeboliger med senere ændringer.

 

Redegørelse

Kommunen traf den 18. juli 2011 afgørelse om boligsikring til dig for året 2011. På baggrund af den forventede husstandsindkomst på 126.252 kr. og husleje på 5. 100 kr. har kommunen beregnet din boligsikring til 2. 295 kr. om måneden.

Du har i din klage anført, at du er timelærer og får løn på timebasis. Endvidere har du oplyst, at du skulle aflevere seks lønsedler af 14 dags løn, eller tre måneders løn. Kommunen var ligeglad om de seks lønsedler var i en rækkefølge. Du fortalte også, at du ikke havde fået løn i januar, og derfor ikke havde lønseddel for denne måned, men det var lige meget, de skulle bare have seks lønsedler.

Du anførte også, at du ikke kommer til at tjene penge i helligdagene, og når der er skole fridage, og for eksempel til sommer. Endelig har du oplyst, at din A-indkomst for 2010 var på 62.875 kr. og B-indkomst på 26.400 kr. Desuden har du oplyst, at du fik den højeste boligsikring sidste år 2010.

Lovgrundlag

I henhold til § 5, stk. 2 i Landstingsforordning nr. 3 af 31, maj 2001 om boligsikring i lejeboliger skal boligsikring, ved væsentlige ændringer siden beregningen for det indeværende boligsikringsår, beregnes på grundlag af den forventede skattepligtige indkomst i det indeværende boligsikringsår.

Vurdering

Det Sociale Ankenævns formand vurderer, at Kommunens beregning af boligsikring er forkert.

Det fremgår af de i sagen foreliggende lønsedler, at du i en periode på 12 uger har tjent 36.330 kroner. Dette svarer til 3027 kroner pr. uge. Du har i din klage oplyst, at du ikke har haft indtægt i januar, ligesom du ikke vil få nogen indtægt i skolen sommerferie og på helligdage. Du er ikke berettiget til feriepenge, da du før din nuværende ansættelse var studerende.

Det Sociale Ankenævns formand vurderer, at du skønsmæssigt vil have indtægt i ca. 41 uger på et år. Dette svarer til en samlet årlig indtægt på 124.127 kroner. Efter personfradrag er din skattepligtige indkomst 114.127 kroner.

Du er herefter berettiget til en månedlig boligsikring på 2805 kroner.

Det Sociale Ankenævns formand kan bemærke, at du er forpligtet til at meddele kommunen, hvis din indtægt ændres væsentligt.

Afgørelse

Kommunens afgørelse af 18. juli 2011 ændres.