Sags nr. 2009-015706

Det Sociale Ankenævn har den 8. april 2011 behandlet din klage over B, nu B afgørelse af 22. december 2008 om størrelsen af din førtidspension og har truffet følgende

Afgørelse

B afgørelse opretholdes, men med en anden begrundelse. Det vil sige, at indholdet af kommunens afgørelse er korrekt, og du får derfor ikke medhold i din klage.

Sagen afgøres i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension.

Redegørelse

Det er oplyst, at du og din ægtefælle modtager førtidspension.

Ved afgørelse af 22. december 2008 fik du meddelelse om, at du fra 1.januar 2009 ville modtage 5551,- kr. i førtidspension om måneden før skat. Ifølge kommunens lønspecifikation fratrækkes der i 2009 skat, svarende til 301,- kr. om måneden. Din ægtefælle ville modtage samme beløb om måneden. Det er oplyst, at jeres månedlige faste udgifter til husleje og el udgør 1.993,55 kr.

Ifølge afgørelsen var pensionen beregnet på grundlag af din og din ægtefælles indkomst i 2007. I 2007 havde I ikke indtægter ud over førtidspensionen.

Som lovgrundlag henviste B til § 11 i Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007, hvorefter førtidspensionen reguleres hver 1. januar på grundlag af den skattepligtige indtægt for det senest kendte indkomstår.

Du har i klagen anført, at pensionen er blevet mindre, til trods for at omkostningerne stiger.

B har i brev af 23. juli 2009 til Det Sociale Ankenævn bl.a. anført, at du og din ægtefælle hver måned får udbetalt 10.500,- kr. i førtidspension, og at I efter fradrag af udgiften til husleje, el og varme har et beløb til rådighed på 8.506,65 kr. hvilket er højere end de 8.000,- kr. som kommunalbestyrelsen har bestemt som nedre grænse for ægtepar, der begge er førtidspensionister.

B henviser til § 15 i Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension, hvorefter personlige tillæg bevilges efter individuel vurdering af behovet enten som løbende ydelse, der fastsættes for højst 1 år ad gangen eller som engangshjælp til dækning af særlige behov.

Lovgrundlag

Ifølge § 11 i Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension reguleres førtidspensionen hver 1. januar på grundlag af den skattepligtige indtægt for det senest kendte indkomstår.

Efter Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension § 15 stk.1, kan personlige tillæg bevilges efter en individuel vurdering af behovet enten som en løbende ydelse, der fastsættes for højst et år ad gangen, eller som engangshjælp til dækning af særlige behov.

Vurdering

Det Sociale Ankenævn finder, at Bs beregning er ukorrekt, idet der ikke er taget hensyn til, at du betaler skat af din førtidspension, hvilket betyder, at pensionsudbetalingen reduceres med skattebeløbet på 301,- kr.

Der foreligger ikke oplysninger om din ægtefælles skattebetaling.

Det Sociale Ankenævn finder, at beregningen af jeres førtidspension følger reglerne i forordningens § 11. I modtager således det højeste beløb, der kan tilkendes i førtidspension, hvilket i 2009 var 11.101,- kr. for par.

Det Sociale Ankenævn finder endvidere, at du og din ægtefælle ikke er berettiget til personligt tillæg, idet jeres rådighedsbeløb efter fradrag af husleje, el og varmeudgifter er af en størrelsesorden, som I vil kunne klare jer for i det daglige.

Det Sociale Ankenævn skal overfor kommunen bemærke, at der ved ansøgning om personligt tillæg skal foretages en individuel og konkret vurdering af pensionistens behov.

Der er således ikke i forordningen hjemmel til at fastsætte et generelt loft som grundlag for bevilling af personligt tillæg.

Med henvisning til det anførte finder Det Sociale Ankenævn ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.

Afgørelse

Kommunens afgørelse opretholdes, men med en ændret begrundelse.

Venlig hilsen

Naja Joelsen

Formand