Det Sociale Ankenævn har den 25. juni 2010 behandlet din klage over A Kommunes afgørelse for så vidt angår tilkendelsestidspunktet for førtidspension og har afsagt følgende

Kendelse

Du tilkendes førtidspension med virkning fra den 1. januar 2007. Dette betyder, at du ikke får medhold i din klage.

Sagen afgøres i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension.

Redegørelse

Du har den 27. november 2006 søgt om førtidspension.

Du har den 22. maj 2007 klaget over A Kommunes afgørelse for så vidt angår tilkendelsestidspunktet for din førtidspension. Du oplyser, at tilkendelsestidspunktet skal være fra november 2005 og ikke november 2006, idet du stoppede med at arbejde i november 2005.

I forbindelse med oversendelse af akterne er A Kommune ikke kommet med yderligere oplysninger.

Det fremgår af sagsbehandlerens skriftlige vurdering, at du har smerter i højre arm og højre side af ryggen efter en brystkræftoperation i 2005, og at du ikke har nogen uddannelse. Det fremgår endvidere, at du bør indstilles til førtidspension med virkning fra den 1. december 2006 på grund af dine gener. Dog skal det undersøges om din erhvervsevne er varigt nedsat.

Ifølge oplysningerne fra lægeundersøgelse af 17. december 2006 har du gener i form af smerter i højre side af ryggen, generel afkræftelse i højre side af kroppen, smerter i højre arm, som medfører bevægeindskrænkning heraf samt træthedstendens.

Der er ikke medsendt en skriftlig afgørelse fra kommunen, og det fremgår således ikke, om der er givet en skriftlig afgørelse med begrundelse, ankevejledning og korrekt henvisning til lovgrundlaget og citering af de anvendte bestemmelser.

Lovgrundlag

I henhold til Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 § 6, stk. 1 kan en person tilkendes førtidspension, hvis dennes erhvervsevne er varigt er nedsat på grund af fysiske, psykiske eller sociale årsager.

Efter Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 § 17 indtræder retten til 1. udbetaling af førtidspension den 1. måned efter at ansøgning er indgivet og betingelserne er opfyldt.

Vurdering

Det Sociale Ankenævn vurderer, at du er berettiget til førtidspension med virkning fra den 1. januar 2007.

Det Sociale Ankenævn har lagt vægt på, at du ifølge de lægelige oplysninger har en varig nedsat erhvervsevne på grund af følgevirkningerne efter din højresidige brystkræftoperation i november 2005. Du har gener i form af generel afkræftelse i højre side af kroppen, smerter i højre side af ryggen og i højre arm, som medfører bevægeindskrænkning heraf samt træthedstendens.

Det Sociale Ankenævn har endvidere lagt vægt på, at vurderingen af, at din erhvervsevne er varigt nedsat er foretaget af læge x ved undersøgelse af 17. december 2006, hvorfor du efter Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 § 17 tidligst kan tilkendes førtidspension fra førstkommende måned efter konstateringen af din varige nedsatte erhvervsevne.

Hvis kommunen har valgt at følge deres egen indstilling, hvor du skulle tilkendes førtidspension med virkning fra den 1. december 2006, vil Det Sociale Ankenævn acceptere dette, og kommunen vil ikke kunne kræve tilbagebetaling af førtidspensionen for denne måned af dig, da du var i god tro omkring din modtagelse af førtidspension.

Har kommunen tilkendt dig førtidspension med tilkendelsestidspunkt senere end den 1. januar 2007, skal kommunen betale dig førtidspension med tilbagevirkende kraft gældende fra den 1. januar 2007.

Det Sociale Ankenævns formand skal endvidere påpege, at kommunen i forbindelse med en ankesag skal sende sagens akter til Det Sociale Ankenævn, således at Det Sociale Ankenævn har de bedst mulige forudsætninger for at vurdere sagen.

Afgørelse

Du tilkendes førtidspension med virkning fra den 1. januar 2007.

Venlig hilsen

Naja Joelsen

Formand

Lovgrundlag (GL):

Siusinaartumik pensionisiat pillugit Inatsisartut peqqussutaat nr. 4, 7. maj 2007-imeersoq

Siusinaartumik pensionisiaqalersitsineq

§ 6. Inuit timikkut, eqqarsartaatsikkut inooqataanikkulluunniit pissutsinik patsiseqartumik inuussutissarsiorsinnaanermikkut ataavartumik appariaateqarsimasut siusinaartumik pensionisianik tunineqarsinnaapput.

Kapitali 6

Aqutsineq

§ 17. Qinnuteqaatip tunniunneqarnerata aammalu piumasaqaataasut naammassineqarnerisa kingorna qaammatip qinnuteqarfiusup allaqqaataa aallarnerfigalugu siusinaartumik pensionisianik pisartagaqarsinnaatitaalerneq atuutilersinneqartassaaq.

Lovgrundlag (DK):

Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension

Tilkendelse af førtidspension

§ 6. Førtidspension kan tilkendes personer, hvis erhvervsevne er varigt nedsat af fysiske, psykiske eller sociale årsager.

Kapitel 6

Administration

§ 17. Retten til førtidspension indtræder den 1. i måneden efter, at ansøgning er indgivet og betingelserne er opfyldt.