Sags nr. 2013-088214

Det Sociale Ankenævn har den 22. august 2014 behandlet din klage over Kommunen´s afgørelse af 6. juni 2013 om bevilling af psykologhjælp og har truffet følgende

AFGØRELSE

Kommunen´s afgørelse opretholdes. Det betyder, at kommunens afgørelse er korrekt, og at du derfor ikke får medhold i din klage.

Sagen afgøres i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp samt Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.

Redegørelse:

Det fremgår af sagen, at du har været indsat i Anstalten for domfældte i xxxxx. Du blev i 2009 idømt 9 års fængsel for manddrab, forsøg på manddrab og vold.

Kriminalforsorgen har på dine vegne den 24. april 2013 søgt Kommune om hjælp til psykologbehandlinger eller samtaleterapi.

Ved afgørelse den 6. juni 2013 fik du afslag på ansøgningen. Afgørelsen er begrundet med, at der ikke er hjemmel til at betale psykologhjælp eller samtaleterapi.

Det anføres, at kommunen mener, at det er Kriminalforsorgen og herigennem staten, der skal betale psykologhjælp til en person, der befinder sig i en af kriminalforsorgens anstalter.

Kommunen har ikke anført lovgrundlag og har ikke givet klagevejledning.

I brev af 12. juli 2013 til Kommune oplyser Kriminalforsorgen, at man mener, at kommunen har hjemmel til at yde psykologbistand og henviser bl.a. til, at du tidligere har fået psykologhjælp i xxxx.

Kriminalforsorgen anfører, at du er opvokset under omstændigheder, som skønnes belastende og potentielt forstyrrende for en hensigtsmæssig psykologisk udvikling herunder alkoholmisbrug og vold i hjemmet. Du havde skolemæssige vanskeligheder ved bl.a. indlæring og koncentration og udviklede senere voldsomme affektive udbrud med udadreagerende og selvdestruktiv adfærd.

Under mentalobservationen har både overlæge, speciallæge i psykiatri xxx xxxx og psykolog xxx xxxx anbefalet, at dine personligheds – og følelsesmæssige integration søges styrket via psykoterapeutisk behandling af længere varighed.

Kriminalforsorgen henviser herefter til Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2007 og anfører at, ifølge § 7 skal det offentlige yde offentlig hjælp ved akut trang, såfremt ansøgeren har været udsat for en social begivenhed. Det er Kriminalforsorgens opfattelse at du er omfattet af bestemmelse, bl.a. under henvisning til, at bestemmelsen ikke er udtømmende med hensyn til opregningen af ”sociale begivenheder” sammenholdt med, at offentlig hjælp ved akut trang er underste sikkerhedsnet.

I brev af 24. juli 2013 har Kommunen fastholdt sin afgørelse. Kommunen har tillige anført ankevejledning.

I forbindelse med din klage af 13. august 2013 til Det Sociale Ankenævn anfører du, at kommunens afgørelse er ugyldig og i strid med Landstingsforordning nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning. Du henviser til, at begrundelsen er mangelfuld, at der ikke henvises til relevante retsregler, at klagevejledning mangler, at du ikke har haft mulighed for at afgive en udtalelse til sagen, at du ikke har været indkaldt til rådgivning om din situation, og at der ikke er udarbejdet en individuel handlingsplan i samarbejde med kommunen.

Men hensyn til Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp henviser Kriminalforsorgen til, at du har været udsat for en social begivenhed, da du ikke er anstaltsanbragt frivilligt.

Kriminalforsorgen oplyser i rykker til Det Sociale Ankenævn den 12. august 2014, at man ikke kan forstå, at sagen ikke er behandlet endnu, selvom den er indleveret for et år siden. Sagen ønskes derfor behandlet på mødet den 22. august 2014. Det anføres bl.a. at der er krav om, at du modtager psykologbehandling, før du prøveløslades, men Kriminalforsorgen kan ikke finansiere dette, da du ikke er idømt psykologbehandling i dommen. Sagen er ved at være presserende, da muligheden for prøveløsladelse falder inden for det næste halve år.

Det fremgår af folkeregisteret, at du nu er løsladt.

Lovgrundlag:

Det fremgår af § 1 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp, at formålet med forordningen er at skabe et økonomisk sikkerhedsnet for alle personer, der opholder sig i Grønland, og ikke kan klare sig på anden vis.

Forordningen skal endvidere sørge for offentlig hjælp til personer, der ikke kan forsørge sig selv og sin familie.

Af forordningen § 3 fremgår, at enhver, der opholder sig i Grønland, har ret til offentlig hjælp ved akut trang, såfremt den pågældende ikke er i stand til at skaffe sig og sin familie det nødvendige til livets ophold.

Af samme forordnings § 13 fremgår, at størrelsen på offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter fastsættes skønsmæssigt ud fra modtageren af offentlig hjælps hidtidige levevilkår, forsørgelsesforpligtelser, en eventuel ægtefælle, registreret partner eller dermed ligestillet samlevers indtægter, faste udgifter og lokale forhold.

Der kan kun udbetales offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter til modtageren af offentlig hjælp og dennes families nødvendige underhold samt til rimelige udgifter til husleje, forbrugsafgifter og andre faste udgifter.

Det fremgår af forordningens § 20, at kommunalbestyrelsen kan yde offentlig hjælp til betaling af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 4, stk. 1 og § 8, og egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre ansøgerens og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Offentlig hjælp til enkeltudgifter kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunalbestyrelsen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde offentlig hjælp til en enkeltudgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for ansøgerens eller familiens livsførelse.

Vurdering:

Det Sociale Ankenævn finder, at du ikke er berettiget til at modtage økonomiske hjælp til betaling af psykologbehandling eller samtaleterapeutisk behandling.

Begrundelsen herfor er, at der ikke i Landstingsforordning nr. 15 af 20.november 2006 er hjemmel til at bevilge denne hjælp.

Det Sociale Ankenævn har herved lagt vægt på, at formålet med landstingsforordningen er at yde økonomisk hjælp til personer, der ikke er i stand til at forsørge dem selv og deres familie.

Det Sociale Ankenævn har desuden lagt vægt på at, ifølge forordningens § 13 stk. 2 kan der kun udbetales offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter til modtageren af offentlig hjælp og dennes families nødvendige underhold samt til rimelige udgifter til husleje, forbrugsafgifter og andre faste udgifter jfr. herved forordningens § 13 stk. 2.

Psykologhjælp er således ikke blandt de udgifter, hvortil der kan bevilges hjælp efter forordningen.

Udgiften kan heller ikke bevilges efter forordningens § 20 om enkeltudgifter.

Begrundelsen herfor er, at der ikke er tale om en enkeltudgift, men udgifter, der løber over en længere periode.

Det Sociale Ankenævn har desuden lagt vægt på, at enkeltudgifter ifølge bemærkningerne til forordningen normalt vedrører almindelige forbrugsgoder, som familien ikke har økonomisk mulighed for at betale.

Det Sociale Ankenævn skal overfor kommunen bemærke, at kommunens afgørelse er mangelfuld, idet den ikke lever op til kravene om sagsbehandling i Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning. Bestemmelserne er anført nedenfor under lovgrundlaget.

Til trods for, at Det Sociale Ankenævn siden 2. september 2013 har anmodet om akter i sagen, har Det Sociale Ankenævn først modtaget disse den 12. august 2014. Det Sociale Ankenævn har derfor ikke kunnet træffe afgørelse i sagen tidligere.

Det Sociale Ankenævn finder det kritisabelt, at kommunen trods Det Sociale Ankenævns anmodning, ikke straks har indsendt samtlige akter i sagen, hvilket kommunen er forpligtet til efter § 32 i Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.

Afgørelse:

Det Sociale Ankenævn opretholder kommunens afgørelse af 6. juni 2013.

Venlig hilsen

Formand

Kopi til Kommunen, hovedkontoret og kontoret i xxxx.

Kommunen bedes desuden udlevere den originale afgørelse til klager.

Lovgrundlag:

Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp

§ 1. Formålet med denne forordning er at skabe et økonomisk sikkerhedsnet for alle personer, der opholder sig i Grønland, og ikke kan klare sig på anden vis. Forordningen skal endvidere sørge for offentlig hjælp til personer, der ikke kan forsørge sig selv og sin familie.

§ 7. Kommunalbestyrelsen kan yde offentlig hjælp ved akut trang, såfremt ansøgeren

  1. har været ude for en social begivenhed i form af sygdom, barsel, ledighed, samlivsophør eller lignende, og
  2. ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen og familiens forsørgelse og til faste udgifter.

§ 8. Kommunalbestyrelsen kan yde offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter samt til enkeltudgifter, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 7, og er

  1. ledig og ikke har et rimeligt tilbud om arbejde og aktivt søger at udnytte sine arbejdsmuligheder,
  2. vurderet uarbejdsdygtig på grund af tilpasningsproblemer eller dårligt helbred, eller
  3. syg eller på barsel og derfor ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

§ 13. Størrelsen på offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter fastsættes skønsmæssigt ud fra modtageren af offentlig hjælps hidtidige levevilkår, forsørgelsesforpligtelser, en eventuel ægtefælle, registreret partner eller dermed ligestillet samlevers indtægter, faste udgifter og lokale forhold.

Stk. 2. Der kan kun udbetales offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter til modtageren af offentlig hjælp og dennes families nødvendige underhold samt til rimelige udgifter til husleje, forbrugsafgifter og andre faste udgifter.

§ 20. Kommunalbestyrelsen kan yde offentlig hjælp til betaling af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 4, stk. 1 og § 8, og egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre ansøgerens og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Offentlig hjælp til enkeltudgifter kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunalbestyrelsen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde offentlig hjælp til en enkeltudgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for ansøgerens eller familiens livsførelse.

Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.

§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.

Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15.

Kapitel 7.

Klagevejledning

§ 25. Afgørelser, som kan påklages til anden forvaltningsmyndighed, skal, når de meddeles skriftligt, være ledsaget af en vejledning om klageadgang med angivelse af klageinstans og oplysning om fremgangsmåde ved indgivelse af klage, herunder om eventuel tidsfrist. Dette gælder dog ikke, hvis afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.

§ 32. l det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, som myndigheden skal træffe.