Sags nr. 2010-040320

Det Sociale Ankenævn har den 8. april 2011 behandlet din klage over X`s afgørelse af 22. oktober 2010 om foreløbigt afslag på forskudsvis udbetaling af børnebidrag og har afsagt følgende

Afgørelse

X´s afgørelse ændres, således at X skal udbetale børnebidrag til dig med tilbagevirkende kraft. Dette betyder, at du får medhold i din klage.

Sagen afgøres i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 2 af 3. marts 1994 om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn og adoptionstilskud og Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 33 af 26. juli 1994 om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn og adoptionstilskud.

Redegørelse

Du har den 18. oktober 2010 søgt X om forskudsvis udbetaling af børnebidrag til din datter A.

X traf den 22. oktober 2010 en foreløbig afgørelse, hvorefter der blev givet afslag.

X lagde vægt på, at der skulle iværksættes en undersøgelse for at fastlægge, hvem der forsørgede din datter A, idet hun boede hos din ældste datter S i C.

Du klagede ved brev modtaget den 22. oktober 2010 til Det Sociale Ankenævn.

Du oplyste, at X ikke ville udbetale børnebidraget til dig, fordi din datter ikke boede hos dig.

Din datter A kunne ikke gå i 10. klasse i B i X, og du arrangerede derfor, at hun kunne bo hos din ældste datter i C, så hun kunne gå i 10. klasse der.

Du oplyste, at A fortsat skulle have adresse hos dig, og at du fortsat stod for forsørgelsen af hende.

I den forbindelse oplyste du, at du hver 14. dag indsatte penge på A´s konto til mad og andre fornødenheder.

Du oplyste endvidere, at en sagsbehandler i bygdekontoret i B havde kontaktet din ældste datter for at oplyse, at din datter A skulle flytte sin adresse ned til sin søster i C.

Du forstår ikke, hvorfor X ikke ville betale børnebidraget til dig, og ej heller hvorfor T skulle involveres i sagen.

Ved oversendelse af sagens akter er X ikke fremkommet med yderligere oplysninger.

Af sagens akter fremgår, at der den 22. oktober 2010 blev udfyldt en flytteattest for A, som blev underskrevet af din ældste datter S.

Af Det Sociale Ankenævns telefonsamtale af 28. oktober 2010 med dig fremgår, at bidraget er blevet udbetalt til din ældste datter S.

Lovgrundlag

Efter § 4, stk. 1 i Ifølge Landstingsforordning nr. 2 af 3. marts 1994 om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn og adoptionstilskud kan et bidrag til et barns underhold udbetales forskudsvis af det offentlige til den bidragsberettigede, hvis den bidragsberettigede ikke har modtaget børnebidraget senest på forfaldsdagen.

I henhold til Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 33 af 26. juli 1994 om udbetaling af underholdsbidrag m.v. til børn og adoptionstilskud § 4, 1. punktum skal en ansøgning om forskudsvis udbetaling af børnebidrag indeholde oplysninger om, hvem der forsørger barnet, såfremt barnet ikke bor hos den bidragsberettigede.

Ifølge § 4, 2. punktum kan bidrag ikke udbetales forskudsvist af det offentlige, hvis ikke det er den bidragsberettigede, der forsørger barnet.

Vurdering

Det Sociale Ankenævn vurderer, at X-a skal udbetale forskudsvist børnebidrag til dig med virkning fra den 18. oktober 2010.

Det Sociale Ankenævn har lagt vægt på, at den omstændighed, at A bor et andet sted, ikke er afgørende for, hvem der er berettiget til at få udbetalt bidraget forskudsvist.

Det afgørende er, hvem der forsørger barnet.

Det Sociale Ankenævn har i den forbindelse lagt vægt på, at det af sagens oplysninger fremgår, at du løbende indbetalte penge til din datter A´s konto til hendes forsørgelse.

Det Sociale Ankenævn har endvidere lagt vægt på, at det hverken er anfægtet af din ældste datter eller af kommunen, at du fortsat har forsørget din datter.

Det Sociale Ankenævn skal i den forbindelse påpege, at forskudsvis udbetaling af bidrag fra det offentlige ikke kan finde sted, hvis det ikke er den bidragsberettigede, der forsørger barnet.

Det Sociale Ankenævn skal i den forbindelse oplyse, at kommunen ikke kan få refunderet de bidrag, der allerede er udbetalt til S, idet hun ikke kunne være vidende om, at hun ikke var berettiget til pengene.

Det Sociale Ankenævn skal endvidere bemærke, at en flytteattest ikke kan underskrives af andre end forældremyndighedsindehaveren.

Afgørelse

X´s afgørelse af 22. oktober 2010 ændres.

Venlig hilsen

Naja Joelsen

Formand

Kopi er sendt til X.

Lovgrundlag (DK)

Landstingsforordning nr. 2 af 3. marts 1994 om udbetaling af underholdsbidrag, m.v. til børn, samt adoptionstilskud.

§ 4, stk. 1 Efter ansøgning fra den der er berettiget til at modtage bidrag til et barns underhold, i h. t. afgørelse udfærdiget efter reglerne i lov om børns retsstilling, ægteskabsloven eller lov om ægteskabets retsvirkninger, kan bidrag til et barns underhold

forskudsvis udbetales af det offentlige efter forfaldsdagen, hvis bidraget ikke senest på forfaldsdagen, er betalt direkte til den bidragsberettigede.

Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 33 af 26. juli 1994 om udbetaling af underholdsbidrag, m.v. til børn, samt adoptionstilskud.

§ 4. Bor barnet ikke hos bidragsberettigede, skal ansøgningen indeholde oplysninger om, hvem der afholder udgifterne til barnets forsørgelse. Afholder bidragsberettigede ikke udgifter til barnets forsørgelse, kan bidraget ikke forskudsvis udbetales af det offentlige.