Forord
I henhold til landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation § 10 stk. 5 afgiver Det Sociale Ankenævn en årlig beretning til Landstinget om sin virksomhed.
Beretningen følger kalenderåret og indeholder ud over en statistik over modtagne klager og afsagte kendelser også et optryk af principielle kendelser i anonymiseret form.
Beretningen fremsendes til kommunerne, Kanukoka, Landstingets Ombudsmand, Rigsombudsmanden og Socialrådgiveruddannelsen.
Beretningen kan hentes på ankenævnets hjemmeside www.nanoq.gl/DSA og udleveres endvidere ved henvendelse til Det Sociale Ankenævn.
Februar 2006
Ole Rud
Formand.
Ankenævnets lovgrundlag
Det Sociale Ankenævns virke påbegyndtes den 1. januar 1980.
Ifølge Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation § 8, stk. 1 og 2 er Det Sociale Ankenævn klageinstans for afgørelser truffet i medfør af det sociale regelsæt af en kommune eller af Landsstyret.
Ankenævnets virke er nærmere reguleret i forordningens §§ 9 – 11.
Ankenævnet består af en formand og fire øvrige medlemmer. Landsstyret udpeger formanden og dennes suppleant, samt de fire medlemmer og deres suppleanter for en 2-årig periode. Formanden skal have bestået en juridisk kandidateksamen og/eller på anden måde have indgående kendskab til socialretlige forhold i Grønland. To medlemmer skal have socialretlig indsigt, og to medlemmer skal have socialpolitisk indsigt. Landsstyret stiller sekretariatsbistand til rådighed for Det Sociale Ankenævn.
Ankenævnets sammensætning
Det Sociale Ankenævn har i beretningsåret haft følgende sammensætning :
Bendt Frederiksen, Upernavik
Nukákuluk Kreutzmann, Nuuk
Martha Labansen, Nuuk
Emilie Lennert, Sisimiut
Ole Rud, Nuuk
Ole Rud har i beretningsåret været Ankenævnets formand.
Landsstyrets Sekretariat varetager sekretariatsfunktionen for Det Sociale Ankenævn.
Der afholdes normalt 3-5 møder årligt.
Særligt om sekretariatets virke
Sekretariatsfunktionen for ankenævnet varetages af Landsstyrets Sekretariat. Sekretariatsfunktionen kan opdeles i på den ene side de egentlige sekretariatsopgaver for nævnet (modtagelse af klager, indhentning af relevant sagsmateriale, styring og tilrettelæggelse af sager, arrangementer af ankenævnets møder, m.v.) og på den anden side den konkrete juridiske sagsbehandling af klagesagerne.
Landsstyret besluttede den 13. november 2003, at det Sociale Ankenævn fik egen bevilling med virkning fra finansåret 2004. Landsstyret foreslog en bevilling på 1,0 mio. kr. Dette blev godkendt af Landstinget i forbindelse med vedtagelsen af Finansloven 2004 og stadfæstet den 11. december 2003.
I henhold til lovgivningen kan beslutninger på socialområdet påklages til Det Sociale Ankenævn. Ankenævnet modtager klager over særdeles indgribende beslutninger om f.eks. tvangsfjernelse af børn, og klager over relativt mindre indgribende forhold som f.eks. et kommunalt afslag på personligt tillæg i henhold til pensionsreglerne til køb af en fin riffel, en bådmotor, etc.
Ankenævnets sekretærer/sagsbehandlere ansættes som fuldmægtige i Landsstyrets Sekretariat, og indgik til og med finansåret 2003 i Landsstyrets Sekretariats samlede personalenormering. Der ansættes normalt jurister til arbejdet. Der har siden 1988, alt efter arbejdsbyrde og mulighederne for rekruttering og fastholdelse af medarbejderne været ansat 1-2 sekretærer på fuld tid til at varetage arbejdet.
Det har i den periode, hvor Landsstyrets Sekretariatet har varetaget sekretariats- opgaven for nævnet, været vanskeligt at rekruttere og fastholde juridisk personale til at varetage sagsområdet. Den typiske ansættelsesvarighed har tidligere været ca. 1 år. Den hyppige udskiftning af personale, kombineret med at ankenævnet på et møde normalt kan behandle mellem 20-30 sager har bevirket, at ankenævnet har et større antal mere end et år gamle sager under behandling, hvilket ankenævnet anser som meget utilfredsstillende.
Ankenævnet har siden sommeren 2002 arbejdet på at nedbringe antallet af sager under behandling. Formanden har i øget omfang bidraget til sekretariatets sags- behandling med råd og vejledning.
Det er ankenævnets vurdering, at der grundet den stigende sagsmængde vil være behov for at tilføre ankenævnet yderligere ressourcer.
Ankenævnets virksomhed 2003
Ankenævnet har i beretningsåret modtaget i alt 193 sager. I forhold til 2002 var der tale om en nedgang på 37 sager. Der tilgår normalt nævnet mellem 20 og 25 sager månedligt.
De modtagne klager fordeler sig således:
52 klager vedrørte afgørelser truffet i henhold til Landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner m.v.
9 klager vedrørte afgørelser truffet i henhold til Landstingsforordning om orlov ved graviditet, barsel og adoption
54 klager vedrørte afgørelser truffet i henhold til Landstingsforordning om hjælp fra det offentlige
8 klager vedrørte afgørelser truffet i henhold til Landstingsforordning om takstmæssig hjælp
12 klager vedrørte afgørelser truffet i henhold til Landstingsforordning om hjælp til børn og unge
14 klager vedrørte afgørelser truffet i henhold til Landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap
2 klager vedrørte afgørelser truffet i henhold til Landstingsforordning om udbetaling af børnetilskud
21 klager vedrørte afgørelser truffet i henhold til Landstingsforordning om boligsikring
21 klager er umiddelbart blevet afvist og/eller henvist til anden eller rette myndig- hed, eller henlagt fordi, det af klagen ikke fremgik, hvad der klages over, eller på anden måde afsluttet uden behandling i nævnet
Afsagte kendelser
Der har i beretningsåret været afholdt 3 møder i Det Sociale Ankenævn. Ankenævnet har i alt behandlet 85 sager.
Det bemærkes, at antallet af behandlede klager i 2002 ikke er i overensstemmelse med antallet af modtagne klager i 2002. Baggrunden for dette er, at ikke alle sager, som blev modtaget i år 2002 var færdigbehandlede, og at der i 2002 tillige er behandlet sager som vedrører tidligere beretningsår.
De behandlede sager fordeler sig således på de enkelte sagsområder:
Landstingsforordning om sociale pensioner og ældreinstitutioner m.v.
Ankenævnet har behandlet 42 sager vedrørende Landstingsforordning om sociale
pensioner og ældreinstitutioner m.v.
Langt hovedparten af klagerne vedrører afslag på tildeling af førtidspension. Det er ankenævnets vurdering, at reglerne om førtidspension er vanskelige at varetage for kommunerne, og at reglerne i øvrigt administreres forskelligt fra kommune til kommune. Således ses kravet om revalidering, inden der kan tildeles førtidspension ofte håndhævet forskelligt.
I 22 sager blev den påklagede afgørelse tilsidesat helt eller delvist :
I 1 tilfælde blev afgørelsen ændret således, at der til klager blev tilkendt førtidspension i forbindelse med ny ansøgning, og da lægeattest havde påvist forværring af tilstanden.
I 4 tilfælde blev afgørelsen ændret da ankenævnet fastslog at der gælder samme
regler for udbetaling af personlige tillæg som ved alderspension i forbindelse med dødsfald.
I 1 tilfælde blev afgørelsen ændret således, at tilbagebetalingskrav for kost m.v. på plejehjem blev ophævet, da der ikke var hjemmel til opkrævning af betaling for kost i det omfang, som var lagt til grund af førsteinstansen.
I 6 tilfælde blev afgørelsen hjemvist, da førsteinstansen ikke havde foretaget en individuel behovsvurdering ved afvisning af ansøgning om personligt tillæg.
I 10 tilfælde blev afgørelsen hjemvist, da førsteinstansen ikke havde indhentet tilstrækkelige oplysninger til at træffe afgørelse om ansøgeren var berettiget til at modtage førtidspension.
I 20 sager blev den påklagede afgørelse stadfæstet:
I 9 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der ikke blev bevilget personligt tillæg, da der ikke var risiko for at pensionisten skulle komme i økonomisk trang såfremt denne selv afholdt udgiften
I 4 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der ikke blev tildelt førtidspension da klagerens erhvervsevne ikke var varigt nedsat af fysiske, psykiske og/eller sociale årsager
I 2 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der ikke skete ændring i pensionsforholdende grundet ægtefællens indkomst
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der ikke kunne ske udbetaling af personligt tillæg med 7 års tilbagevirkende kraft
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at klageren først var berettiget til førtidspension den første i måneden efter endt arbejdsprøvning
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at klageren først var berettiget til pension den første i måneden efter ansøgning
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der var grundlag for administration af pension, da klageren ikke selv kunne administrere egne økonomiske forhold
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at nævnet ikke fandt at der var grundlag for at opretholde hjemmehjælpsordning i klagers husstand
Landstingsforordning om hjælp fra det offentlige m.v.
Ankenævnet har behandlet 26 sager vedrørende Landstingsforordning om hjælp fra det offentlige m.v.
I 6 sager blev den påklagede afgørelse tilsidesat helt eller delvist:
I 1 tilfælde blev afgørelsen ændret således, at klageren fik tilkendt hjælp til betaling af brandforsikring.
I 1 tilfælde blev afgørelsen ændret således, at klageren ikke var pligtig til at tilbagebetale den ydede hjælp, da betingelserne for at yde hjælp mod tilbagebetaling ikke var opfyldt.
I 1 tilfælde blev afgørelsen hjemvist, da førsteinstansen ikke havde anvendt det relevante lovgrundlag.
I 2 tilfælde blev afgørelsen hjemvist, da førsteinstansen havde truffet afgørelse på et ufuldstændigt grundlag.
I 1 tilfælde blev afgørelsen hjemvist, da det ikke af førsteinstansens afgørelse fremgik hvilke konkrete omstændigheder, der var lagt vægt på i forbindelse med afgørelsen.
I 12 sager blev den påklagede afgørelse stadfæstet:
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at Ankenævnet vurderede at klagerne havde modtaget den hjælp som de efter forordningens bestemmelser var berettiget til
I 13 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at klageren ikke var berettiget til hjælp, da ydelse af hjælpen ikke kunne anses som værende af væsentlig betydning for klagernes muligheder for at klare sig selv fremover
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at offentlig hjælp fortsat skulle udbetales ved rekvisition, da klagerne efter de i sagen foreliggende oplysninger anvendte hjælpen til uhensigtsmæssige formål
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der ikke blev ydet hjælp til betaling af huslejerestance, da klageren ved restancens opståen selv havde mulighed for betale husleje
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at tilbagebetalingspligten blev opretholdt grundet klagers indkomst
I 2 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at den tidligere modtagne hjælp kunne modregnes i efterberegnet pension gældende samme periode.
Landstingsforordning om takstmæssig hjælp
Ankenævnet har behandlet og afsagt kendelse i 2 sager vedrørende Landstingsforordning om takstmæssig hjælp.
I 1 sag blev den påklagede afgørelse tilsidesat helt eller delvist:
I 1 tilfælde blev afgørelse hjemvist til fornyet behandling. Ankenævnet vurderede, at kommunen utilsigtet havde misforstået reglerne om takstmæssig hjælp. Kommunen skulle fra ansøgningsdagen beregne, hvor mange timer ansøgeren har arbejdet som lønmodtager de seneste 13 uger. Der er ikke i lovgivningen krav om, at man skal have arbejdet som lønmodtager i hver af de seneste 13 uger forud for ledighed for at modtage takstmæssig hjælp
I 1 tilfælde blev den påklagede afgørelse stadfæstet:
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet, idet klagerens arbejdsløshed fandtes at være selvforskyldt
Landstingsforordning om hjælp til børn og unge
Ankenævnet har behandlet 5 sager vedrørende Landstingsforordning om hjælp til børn og unge.
I 5 sager blev den påklagede afgørelse stadfæstet:
I 2 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der ikke blev givet plejetilladelse, da Ankenævnet ikke anså forholdene i familien for forsvarlige set i forhold til barnets pleje og opdragelse
I 3 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at afslag på plejevederlag blev opretholdt, da plejeforholdet var privat arrangeret
Landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap
Ankenævnet har behandlet 5 sager vedrørende Landstingsforordning om hjælp til personer med vidtgående handicap.
I 2 sager blev den påklagede afgørelse tilsidesat helt eller delvist:
I 2 tilfælde blev afgørelsen ændret således, at klageren var berettiget til hjælp efter Landstingsforordning om hjælp til vidtgående handicappede
I 3 sager blev den påklagede afgørelse stadfæstet:
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der ikke blev bevilget hjælp til seng, da udgiften til denne ikke væsentligt oversteg de udgifter, som en ikke handicappet har til seng
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at der ikke blev bevilget hjælp til køb af bil, da loven ikke indeholder hjemmel til dette
Landstingsforordning om børnetilskud
Ankenævnet har behandlet 1 sag vedrørende Landstingsforordning om børnetilskud.
I 1 sag blev den påklagede afgørelse stadfæstet:
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet således, at børnetilskud skulle udbetales ved rekvisition, da dette var nødvendigt af hensyn til varetagelse af barnets interesser og behov
Landstingsforordning om boligsikring
Ankenævnet har behandlet 3 sager vedrørende Landstingsforordning om boligsikring.
I 1 sag blev den påklagede afgørelse afvist:
I 1 tilfælde blev klagen afvist, da nævnet ikke havde kompetence til at behandle
I 1 sag blev den påklagede afgørelse tilsidesat helt eller delvist:
I 1 tilfælde blev afgørelsen hjemsendt til ny behandling, da kommunen ikke havde foretaget den nødvendige undersøgelse til sagens oplysning
I 1 sag blev den påklagede afgørelse stadfæstet:
I 1 tilfælde blev afgørelsen stadfæstet, da den årlige husstandsindkomst fra det nærmest slutlignede indkomstår lå over det årligt fastsatte grænsebeløb.
Landstingsforordning om underholdsbidrag til børn
Ankenævnet har behandlet 1 sag vedrørende Landstingsforordning om underholdsbidrag til børn.
I 1 sag blev den påklagede afgørelse stadfæstet:
I 1 tilfælde blev den påklagede afgørelse stadfæstet således, at der ikke kunne udbetales underholdsbidrag forskudsvist, da forældre og barn var samlevende