Tjenesteydelse – hvad er det?

En tjenesteydelse er en arbejdsydelse eller anden ydelse, hvor der ikke er tale om køb af en egentlig vare, f.eks. en flytning, rensning eller leje af løsøre.

Handler du med tjenesteydelser og ikke varer, gælder der andre regler end købeloven. Der findes ikke en lov, i lighed med købeloven, der indeholder præcise regler for kundens rettigheder herunder f.eks., hvornår en tjenesteydelse er mangelfuld.

For at vurdere, om en tjenesteydelse er mangelfuld, bruger man dog blandt andet de samme principper, som købeloven beskriver om mangelfulde varer.

Opstår der en strid, må man se på, hvad der er aftalt, om den ydelse, der er leveret, er af god faglig standard, og hvad kunden med rimelighed kunne forvente under de givne omstændigheder.

Tjenesteydelser er omfattet af reglerne om forældelse, og det betyder, at kunden kan komme med reklamationer over ydelsen i op til 20 år. Dog højst 5 år, efter en mangel blev opdaget eller burde være opdaget.

Tjenesteydelse eller varekøb?

Det er ikke alle arbejdsydelser, der er tjenesteydelser. Hvis du fremstiller en vare til en kunde, f.eks. syr en kjole, er det et køb og dermed omfattet af købelovens regler. Hvis kunden derimod kommer med en kjole, som du skal sy ind og lægge op, så er det en tjenesteydelse.

Hvis du sælger en vare til kunden og i den forbindelse udfører en tjenesteydelse, så er det et køb, hvis varen er det vigtigste i aftalen. Du kan f.eks. sælge kunden en opvaskemaskine og også installere den. Her er installationen en del af købet og omfattet af købelovens regler.

Forbrugerbeskyttelse ved tjenesteydelser

Det er aftaleloven, der reguler, hvornår der er indgået en aftale, og du skal være opmærksom på, at loven også indeholder regler om forbrugerbeskyttelse.

Det betyder, at en aftale, der f.eks. indeholder uklare vilkår, kan blive tolket til kundens fordel.

Hvis aftalen indeholder urimelige vilkår, kan de slettes helt eller delvist fra aftalen. Det kan ske, også selvom du har udleveret aftalepapirer til kunden, f.eks. med dine ”almindelige betingelser”.

Løbende aftaler, abonnementer og lignende

Hvis din tjenesteydelse vedrører en løbende aftale, f.eks. en lejeaftale eller et abonnement, er reglerne for bindingstider og opsigelsesvilkår beskrevet i forbrugeraftaleloven.

Særlige regler for tjenesteydelser solgt på nettet

Hvis du sælger tjenesteydelser på nettet eller via postordre, skal du være opmærksom på, at der ved denne type salg gælder andre særlige regler for fortrydelse. Her har kunden normalt 14 dages fortrydelsesret, der løber fra den dag, aftalen blev indgået

Scroll to Top