Ulovlig ophævelse af lejemål

Redegørelse

I henhold til lejekontrakt dateret den 5. maj 2006 overtog du per denne dag lejemålet XX.

Den 4. juli 2006 underrettede du skriftligt XX Kommune om, at du overlod din lejlighed til din søn i forbindelse med, at du tog til YY. Din søn boede i forvejen sammen med dig i boligen.

XX Kommune tog dette til underretning og noterede derudover på dit brev, at du forventede at være væk i op til 2½ år.

Ifølge telefonnotat af 9. februar 2011 overgik administrationen af lejemålet til Boligselskabet den 1. januar 2009.

I brev af 14. juni 2010, modtaget her den 18. juni 2010 har du klaget til Boligklagenævnet over, at Boligselskabet ikke vil give dig lejligheden tilbage. Du oplyser, at dette var du blevet lovet ved fraflytningen i 2006, og at du kun har oplyst til udlejer, at din søn skulle passe lejligheden, mens du var væk. Boligselskabet har ikke til Boligklagenævnet indsendt kopi af et brev eller telefonnotat om, at du ikke kan flytte tilbage i din bolig.

Boligselskabet har til Boligklagenævnet oplyst, at selskabet anser din underretning af 4. juli 2006 som en overdragelse af dit lejemål til din søn, og at du kun kan få ret til boligen, hvis din søn fremlejer boligen til dig.

Der foreligger hverken lejekontrakt eller fremlejekontrakt mellem din søn og XX Kommune, som dengang var administrator på boligen.

Lovgrundlag

Det fremgår af § 84, stk. 1 nr. 6 i Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger, at Boligklagenævnet kan behandle sager vedrørende brugsrettens overgang til andre.

Vurdering

Boligklagenævnet finder, at du i hvert fald på tidspunktet for klagens indlevering må anses for lejer af lejemålet, med en dertil hørende huslejeforpligtelse.

Boligklagenævnet har herved lagt vægt på, at Boligselskabet ikke har godtgjort, at der har fundet en overdragelse sted af lejemålet, idet Boligselskabet ikke har kunnet fremlægge lejekontrakt mellem Boligselskabet/XX Kommune og din søn, og idet Boligselskabet aldrig har opsagt lejemålet i forhold til dig.

Afgørelse

Du stilles som lejer af lejemålet XX.

Klagevejledning

Boligklagenævnets afgørelse kan ikke påklages til anden forvaltningsmyndighed jf. 86, stk. 7 i landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger med senere ændringer.

Ønskes tvisten mellem udlejer og lejer indbragt for domstolene, skal stævning mod udlejer indgives til kredsretten. Dette gælder selvom korrespondance, mv. måtte være foretaget af udlejers administrationsaktieselskab.

Boligklagenævnets afgørelser har bindende virkning overfor selvstyret og kommunerne som udlejer af boliger, jf. § 86, stk. 6.

Landsrettens vejledningsafdeling er åben for telefoniske henvendelser torsdage kl. 14-15 på telefon 368000.

Scroll to Top