Hjælp til betaling af udgifter til flytning til nytildelt bolig

Sags nr. 2011-055239

Det Sociale Ankenævn har den 14. december 2012 behandlet din klage over Kommunen´s afgørelse af 15. august 2011 om afslag på hjælp til betaling af udgifter til flytning til en nytildelt bolig og har truffet følgende

Afgørelse

Kommunen´s afgørelse opretholdes. Det betyder, at resultatet af kommunens afgørelse er korrekt. Du får derfor ikke medhold i din klage.

Sagen afgøres i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.

Redegørelse:

Du har søgt om økonomisk hjælp til betaling af udgifter på i alt 7.011 kr. i forbindelse med flytning til en ny bolig.

Kommunen gav den 15. august 2011 afslag på økonomisk hjælp. Kommunen vurderede, at der ikke var lovgrundlag for bevilling af hjælpen. Kommunen begrundende afslaget med, at kommunen vidste, at du var rejst fra din bolig, og du blot havde sagt, at du blev væk i mindst 2 år. Derfor fandt kommunen, at der ikke var grundlag for at yde dig hjælp, da der ikke havde været nogen sociale begivenheder, der kunne begrunde ydelsen.

Den 21. september 2011 redegjorde kommunen for sagen. I den forbindelse anførte kommunen, at der den 2. marts 2011 blev givet afslag på ansøgning om hjælp til udgifter til indflytning, idet du selv måtte gøre dine forberedelser, før du besluttede dig for at skaffe dig en bolig. Du har desuden den 15. februar 2011 i forbindelse med din ansøgning oplyst, at du havde fået tildelt en bolig igennem Inissiaatileqatigiiffiup, og at du havde underskrevet lejekontrakten, således at de faste udgifter skulle betales. Du oplyste endvidere, at din samlever var i By på uddannelse, og du ville rejse ned til hende, og du regnede med, at du ville være hos hende i mindst 2 måneder, men du kunne ikke sige, hvornår du ville tage tilbage. Du oplyste, at du ville fremleje boligen til samleverens mor. Kommunen besluttede at give afslag, idet det ikke ville havde nogen hjælpende effekt på ansøgeren, hvis hjælpen blev bevilget, dersom du havde besluttet dig for at rejse.

Det fremgår af folkeregisteret, at du er 25 år, ugift og at du ikke har nogen børn.

Lovgrundlag

Ifølge § 7 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp kan kommunalbestyrelsen yde offentlig hjælp ved akut trang, såfremt ansøgeren 1) har været ude for en social begivenhed i form af sygdom, barsel, ledighed, samlivsophør eller lignende og 2) ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen og familiens forsørgelse og til faste udgifter.

Ifølge landstingsforordningens § 8 kan kommunalbestyrelsen yde offentlig hjælp til faste udgifter samt til enkeltudgifter, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 7 og er 1) ledig og ikke har et rimeligt tilbud om arbejde og aktivt søger at udnytte sine arbejdsmuligheder,

Ifølge landstingsforordningens § 20 kan kommunalbestyrelsen yde offentlig hjælp til betaling af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre ansøgerens og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Offentlig hjælp til enkeltudgifter kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunalbestyrelsen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde offentlig hjælp til en enkeltudgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for ansøgerens eller familiens livsførelse.

Det er dog en forudsætning at betingelserne i §§ 7 og 8 er opfyldte.

Ifølge 21, stk. 1 i samme forordning kan kommunen yde offentlig hjælp til betaling af en flytning, som forbedrer ansøgerens og familiens bolig- og erhvervsforhold, såfremt hverken ansøgeren eller ægtefælle, registreret partner eller dermed ligestillet samlever, jf. § 13, stk. 6 har økonomisk mulighed for at betale udgifterne, og såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 4, stk. 1.

Vurdering

Det Sociale Ankenævn finder, at du ikke er berettiget til at få økonomisk hjælp til udgifter i forbindelse med flytning til nytildelt bolig i alt 7.011 kr.

Det er en forudsætning for at få økonomisk hjælp til flytning, at der skal være tale om forbedring af ansøgerens og familiens bolig- og erhvervsforhold, og at hverken ansøger, ægtefælle eller dermed ligestillet samlever har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Du har selv over for kommunen oplyst, at du vil flytte til en anden by for at være sammen med din samlever, og at du vil fremleje din bolig.

Det Sociale Ankenævn finder derfor, at der ikke er tale om forbedring af dine boligforhold. Betingelserne for bevilling af økonomisk hjælp efter landstingsforordning om offentlig hjælp, § 21, stk. 1 er derfor ikke opfyldt.

Det Sociale Ankenævn finder endvidere, at der ikke er grundlag for at bevilge hjælp som en enkeltudgift efter § 20, stk. 1 i samme forordning.

Begrundelsen for denne vurdering er, at det ikke er oplyst, om du har været udsat for en social begivenhed. Du opfylder derfor ikke betingelserne for at yde offentlig hjælp.

Til det anførte om, at kommunen har pligt til at hjælpe dig, skal Det Sociale Ankenævn bemærke, at kommunen kun kan yde økonomisk hjælp, hvis betingelserne efter forordningen er opfyldte.

Afgørelse

Kommunen´s afgørelse opretholdes.

Venlig hilsen

Naja Joelsen

Formand

Kopi til

Hovedkontor i Kommunen, og

Afdeling

Lovgrundlag (DK)

Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp

§ 7. Kommunalbestyrelsen kan yde offentlig hjælp ved akut trang, såfremt ansøgeren

1) har været ude for en social begivenhed i form af sygdom, barsel, ledighed, samlivsophør eller lignende, og

2) ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen og familiens forsørgelse og til faste udgifter.

§ 8. Kommunalbestyrelsen kan yde offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter samt til enkeltudgifter, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 7, og er

1) ledig og ikke har et rimeligt tilbud om arbejde og aktivt søger at udnytte sine arbejdsmuligheder,

2) vurderet uarbejdsdygtig på grund af tilpasningsproblemer eller dårligt helbred, eller

3) syg eller på barsel og derfor ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Landsstyret kan fastsætte regler vedrørende betingelserne for at modtage offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter samt til enkeltudgifter, herunder om rådighedskravet, og hvornår ansøgeren vurderes uarbejdsdygtig på grund af tilpasningsproblemer.

§ 20. Kommunalbestyrelsen kan yde offentlig hjælp til betaling af rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 4, stk. 1 og § 8, og egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre ansøgerens og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Offentlig hjælp til enkeltudgifter kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunalbestyrelsen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde offentlig hjælp til en enkeltudgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for ansøgerens eller familiens livsførelse.

Stk. 2. Der kan kun i ganske særlige tilfælde ydes offentlig hjælp til enkeltudgifter til betaling af restancer.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan endvidere yde offentlig hjælp til betaling af rejseudgifter i forbindelse med nære pårørendes alvorlige sygdom og/eller død og begravelse. Hvis kommunalbestyrelsen stiller krav om lægeerklæring, skal kommunalbestyrelsen betale rekvireringen heraf.

Flyttehjælp

§ 21. Kommunalbestyrelsen kan yde offentlig hjælp til betaling af en flytning, som forbedrer ansøgerens og familiens bolig- og erhvervsforhold, såfremt hverken ansøgeren eller ægtefælle, registreret partner eller dermed ligestillet samlever, jf. § 13, stk. 6 har økonomisk mulighed for at betale udgifterne, og såfremt ansøgeren opfylder betingelserne i § 4, stk. 1.

Stk. 2. Sker flytningen til en anden kommune, skal der indhentes samtykke fra kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen inden flyttehjælp ydes. I modsat fald vil den kommunalbestyrelse, der yder flyttehjælp, være betalingskommune i en periode på 2 år.

Scroll to Top