Forord
Det Sociale Ankenævn aflægger den årlige beretning til Landstinget i henhold til Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation § 10 stk. 5.
Beretningen følger kalenderåret og indeholder en kort redegørelse over Det Sociale Ankenævns virke, statistik over modtagne klager og afsluttede sager.
Beretningen kan findes på Det Sociale Ankenævns hjemmeside: www.dsa.gl.
Det Sociale Ankenævn vil alene orientere kommunerne, Kanukoka, Landstingets Ombudsmand, Rigsombudsmanden og Socialrådgiveruddannelsen om, at beretningen er lagt på hjemmesiden.
Det Sociale Ankenævns Sekretariat kan efter aftale udlevere eller tilsende kopi af årsberetningen i papirform.
Det Sociale Ankenævns Sekretariat kan kontaktes på følgende måde:
Adresse:
Hans Egedesvej 3
Postboks 689
3900 Nuuk
Mail: dsa@nanoq.gl
Telefon nr: 32 80 33
Fax nr: 32 78 50
November 2012
Naja Joelsen
Formand.
Ankenævnets lovgrundlag
I 1980 påbegyndte Det Sociale Ankenævn sit virke.
Det Sociale Ankenævns kompetence fremgår af § 8, stk. 1 og 2 i Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation.
Det Sociale Ankenævn er klageinstans for afgørelser truffet i medfør af det sociale regelsæt af en kommune eller Departementet for Familie, Kultur, Kirke og ligestilling, det tidligere Departementet for Sociale Anliggender.
Ankenævnets virke er nærmere reguleret i forordningens §§ 9 – 11.
Generelt om Det Sociale Ankenævn
Det Sociale Ankenævn er landets øverste administrative klageinstans på det sociale område.
Det er en administrativ, domstolslignende myndighed, som er uafhængig af instrukser og udtalelser fra myndigheder eller andre, om hvordan de enkelte sager skal behandles og afgøres.
Det Sociale Ankenævns opgaver er blandt andet at træffe afgørelse i:
- førtids- og alderspensionssager
- offentlig hjælps sager
- børnesager
- sager om pension efter Nordisk konvention
- sager på det øvrige sociale område
- sager hvor to kommuner er uenige om betaling af udgifter på det sociale område
Det Sociale Ankenævns afgørelser er derfor som udgangspunkt endelige og kan ikke påklages til en anden myndighed.
Undtaget herfra er afgørelser om anbringelse af børn uden samtykke. Det fremgår direkte af § 8 stk. 3 i Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation, at disse afgørelser kan indbringes for retten.
I praksis betyder det, at borgerne kan klage over de fleste afgørelser, der er truffet af kommunen på det sociale område.
Det Sociale Ankenævns formål er også, at afgørelser, særligt principafgørelser skal danne et klart og værdifuldt vejlednings- og praksisgrundlag for kommuner og andre faglige interessenter.
På den måde er Det Sociale Ankenævn med til at sikre, at der træffes fyldestgørende og korrekte afgørelser, uanset hvor i landet man bor.
Sammensætning
Det Sociale Ankenævn bestod i beretningsåret af 1 formand, som var jurist, og 3 medlemmer, som havde kendskab til den sociale lovgivning og indsigt i socialpolitiske forhold.
Formand:
Naja Joelsen, Nuuk
Medlemmer:
Bendt Frederiksen, Nuussuaq ved Upernavik
Nukákuluk Kreutzmann, Nuuk
Stine Egede Nørbæk, Qaqortoq
Det Sociale Ankenævn afholdt 4 nævnsmøder i beretningsåret: februar, juni, oktober og december. De 3 af møderne foregik af økonomiske grunde delvist som telefonmøder.
På hvert møde behandles mellem 30-40 sager.
Sager afgøres ved stemmeflertal. Det vil sige, at Det Sociale Ankenævns afgørelser bliver truffet af formanden og de beskikkede medlemmer. Hver enkelt sag gennemgås og afgøres på mødet.
Ankenævnets virksomhed 2010
Det Sociale Ankenævn havde i beretningsåret fortsat fokus på at sikre borgernes retssikkerhed ved at forkorte sagsbehandlingstiden, og ved at kendelserne fortsat havde en høj kvalitet.
I 2010 havde Det Sociale Ankenævn derfor ekstra meget fokus på at få behandlet de mange indkomne sager både hurtigt og med en høj faglig kvalitet.
Som noget nyt i 2010 besluttede Det Sociale Ankenævn, at sager, som var blevet behandlet forkert af kommunen, altså sagsbehandlingsfejl, der betød, at lovgivningens krav ikke var opfyldt, skulle hjemvises til kommunen hurtigt til ny behandling og afgørelse.
Problemer med oversættelse af akter og afgørelser medførte, at Det Sociale Ankenævn ikke kunne nedbringe sagsbehandlingstiden så meget som ønskeligt.
Ankenævnet modtog i beretningsåret 291 sager og afsluttede 336 sager.
Til sammenligning kan det oplyses, at Det Sociale Ankenævn i 2010 modtog 276 sager og afsluttede 346 sager.
Fordeling af kendelser fra Det Sociale Ankenævn i 2010
Alderspension og førtidspension: 50 sager
Orlov og dagpenge ved graviditet, barsel, og adoption: 2 sager
Offentlig hjælp: 59 sager
Arbejdsmarkedsydelse: 2 sager
Hjælp til børn og unge: 3 sager
Hjælp til personer med vidtgående handicap: 55 sager Børnetilskud: 7 sag
Boligsikring: 1 sager
Underholdsbidrag: 2 sager
Institutioner: 0 sager
Formanden har truffet afgørelse i 75 sager
Sekretariatet har afvist 51 sager
Sekretariatet har pga. sagsbehandlingsfejl hjemvist 26 sager
Andre sager 3 sager
I alt 336 sager
Det Sociale Ankenævns sekretariat har efter kommunesammenlægningerne ikke ført statistik over, hvordan klagerne i beretningsåret fordeler sig på kommunerne og de forskellige byer.
Det Sociale Ankenævn offentliggjorde i 2010 i alt 17 principielle kendelser, fordelt på de sociale områder, som kan påklages til Det Sociale Ankenævn. De væsentligste af de principielle kendelser er refereret nedenfor. Hele indholdet af alle kendelserne kan læses på nævnets hjemmeside: www.dsa.gl.
Det Sociale Ankenævns Sekretariat
Sekretariatet varetager sekretariatsfunktionen for Det Sociale Ankenævn. Sekretariatet hører under Styrelsen for Råd og Nævn.
Sekretariatet bestod i beretningsåret af 2,5 jurist og 2 kontormedarbejdere.
Sekretariatets opgaver er:
- oprette sager
- bekræfte modtagelse af klagen
- afvise behandling af klagen pga. klagefristen
- afvise pga. manglende kompetence
- indhente oplysninger
- forberede sager til nævnsmøder
- skrive referat af nævnsmøder
- udsende kendelser
- offentliggøre principielle kendelser på hjemmesiden
Sekretariatet stod også for at arrangere nævnets møder.
For at sikre borgernes retssikkerhed yderligere, tog sekretariatet initiativ til at forbedre kommunernes kendskab til sociallovgivningen, samt hvordan en afgørelse skal skrives efter reglerne i Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.
I 2010 udsendte sekretariatet derfor tilbud til kommunerne om undervisning efter behov og ønske. Kommuneqarfik Sermersooq ønskede undervisning, og efter fælles planlægning blev der i oktober 2010 afholdt kursus i nogle af reglerne om offentlig hjælp.
Resume af offentliggjorte kendelser
Nedenfor gengives et resumé af nogle af de kendelser, der er offentliggjort som principielle kendelser i 2010. Kendelserne kan læses fuldt ud på Det Sociale Ankenævns hjemmeside: www.dsa.gl
1. Tilkendelsestidspunktet for førtidspension:
25. juni 2010
En kvinde, som var tilkendt førtidspension med virkning fra den 1. januar 2007, klagede over tilkendelsestidspunktet. Hun mente, at tilkendelses- tidspunktet skulle fastsættes til november måned 2005, idet hun på det tidspunkt var ophørt med at arbejde på grund af sin lidelse.
Det Sociale Ankenævn opretholdt kommunens afgørelse og henviste til, at det først ved lægeundersøgelse den 17. december 2006 kunne bekræftes, at hendes helbredstilstand var stationær, og at hendes erhvervsevne var varigt nedsat.
Lovgrundlaget var §§ 6 og 17 i Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension.
2. Personligt tillæg til førtidspension:
25. juni 2010
En førtidspensionist klagede over, at kommunen ved vurderingen af, om hun var berettiget til personligt tillæg, ikke havde medtaget udgifter til et banklån, som hun havde optaget i forbindelse med køb af hus. Kommunen afslog at medtage udgiften i beregningen og henviste til, at hun på egen hånd havde optaget banklånet, og at det offentlige ikke skulle yde hjælp til afvikling af lånet. Udgiften til banklånet skulle derfor ikke medtages i vurderingen af, om pensionisten var berettiget til personligt tillæg.
Det Sociale Ankenævn var enig i kommunens afgørelse, som blev opretholdt.
Lovgrundlaget er § 15 i Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension.
3. Bortfald af tilkendt førtidspension:
25. juni 2010
En førtidspensionist blev tilkendt førtidspension i 2005 på grund af rygsmerter. Ved afgørelse af 20. oktober 2008 meddelte kommunen, at førtidspensionen ville ophøre med virkning fra den 1. november 2008, idet lægelige undersøgelser vist, at borgeren kunne påtage sig arbejde. Kommunen henviste til, at arbejdsevnen skulle vurderes løbende. To læge- undersøgelser fra 2008 viste, at borgeren havde muskel- og ledsmerter og nedsat bevægelighed i skuldre, stiv lænderyg og smerter i knæene.
Det Sociale Ankenævn fandt, at borgeren fortsat skulle modtage førtidspension fra 1. november 2008 og frem til en eventuel arbejdsprøvning havde vist, at borgeren kunne påtage sig arbejde på almindelige vilkår, klare et fleksjob eller tilsvarende.
Det Sociale Ankenævn lagde ved afgørelsen vægt på, at en beslutning om ophør af førtidspension alene kan foretages af kommunen efter indhentelse af ny lægeerklæring og efter arbejdsprøvning er afsluttet, såfremt forløbet viser en bedring af borgerens erhvervsmuligheder. Det Sociale Ankenævn fandt ikke, at kommunen have godtgjort, at betingelserne for modtagelse af førtidspension ikke længere var opfyldt.
Lovgrundlag er § 18 stk. 2 i Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension.
4. Tilbagebetaling af barsels dagpenge:
3. december 2010
En kommune traf afgørelse om, at en borger skulle tilbagebetale barsels dagpenge, idet hun havde fået anvist et for stort beløb i barsels dagpenge. Årsagen hertil var, at kommunen havde lavet fejl ved beregningen.
Det Sociale Ankenævn har kun modtaget ganske få akter fra kommunen, herunder en mail der oplyste, at kommunen havde udbetalt et for stort beløb til borgeren i barsels dagpenge.
Det Sociale Ankenævn fandt, at borgeren ikke skulle tilbagebetale det opkrævede beløb.
Begrundelsen herfor var, at borgeren ikke havde givet urigtige oplysninger eller undladt at afgive oplysninger om ændrede forhold.
Kommunens afgørelse ændredes således. Lovgrundlaget er §§ 9, 21, 25 og 26 i Landstingsforordning nr. 12 af 31. oktober 1996 om orlov mv. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption med senere ændringer.
5. Tilbagebetaling af offentlig hjælp.
8. oktober 2010.
En borger blev bevilget offentlig hjælp til udgiften til flybilletter i anledning af et nært familiemedlems død. Hjælpen blev ydet mod tilbagebetaling. Kommunen begrundede sin afgørelse med, at borgeren var ung og havde sin fulde erhvervsevne. Borgeren ville kunne bestride et arbejde og indenfor kort tid blive selvforsørgende og i stand til at betale hjælpen tilbage. Kommunen henviste til § 10 stk. 1, nr. 4 i Landstingsforordning nr. 10 af 1. november 1982 om hjælp fra det offentlige.
Det Sociale Ankenævn fandt, at den offentlige hjælp til rejseudgiften ikke skulle betales tilbage. Begrundelsen herfor var, at kravet om tilbagebetaling ”inden for kort tid” skal forstås således, at borgeren skal kunne betale beløbet tilbage indenfor en måned. Ved afgørelsen lagde Det Sociale Ankenævn vægt på bemærkningerne til lovforslaget, hvorefter kort tid skal forstås som indenfor en måned, da offentlig hjælp som hovedregel ikke skal betales tilbage.
Lovgrundlaget var § 28 stk. 1 nr. 2 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
Det Sociale Ankenævn ændrede kommunens afgørelse.
6. Offentlig hjælp til fanger.
12. februar 2010.
En fanger søgte om offentlig hjælp til betaling af restance vedrørende el. Kommunen gav mundtligt afslag på ansøgningen. I klagen er et anført, at Kommunens afgørelse var begrundet med, at ansøger var privat næringsdrivende.
Det Sociale Ankenævn fandt, at ansøger ikke var berettiget til betaling af restancen da der kun undtagelsesvis ydes offentlig hjælp til betaling af restancer. Lovgrundlaget var § 20 stk. 2 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
Det Sociale Ankenævn bemærkede, at afgørelsen burde have været skriftlig. Desuden kunne kommunen ikke lovligt vedtage en intern regel om, at en bestemt befolkningsgruppe kan udelukkes fra at modtage offentlig hjælp.
7. Offentlig hjælp til tøj til indsat.
8. oktober 2010
Kriminalforsorgen søgte for en person, der var indsat i Anstalten for Domfældte, offentlig hjælp til køb af tøj.
Kommunen afslog ansøgningen og begrundede afgørelsen med, at der ikke var specifikke bestemmelser i loven, der vedrørte Anstalten for domfældte. Den indsatte var senest overflyttet til anstalten F, hvor han ikke havde mulighed for at arbejde. Kommunen har overfor nævnet begrundet afgørelsen med, at den indsatte ikke havde været udsat for en social begivenhed, ligesom han ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det Sociale Ankenævn fandt, at den indsatte var berettiget til offentlig hjælp til betaling af tøj. Afgørelsen blev begrundet med, at den indsatte var omfattet af Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp, og at han opfyldte betingelserne for offentlig hjælp som engangsydelse i forordningens § 20.
Kommunens afgørelse ændredes.
Lovgrundlaget er § 20 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
8. Beregning af offentlig hjælp.
8. oktober 2010.
En kommune afslog at yde hjælp til en borger, der var ledig, med henvisning til, at han havde et beregnet overskud på 5121,12 kr. efter at faste udgifter var betalt. Borgeren havde en logerende boende, og ved beregningen havde kommunen medtaget den logerendes fulde indtægt.
Det Sociale Ankenævns formand fandt, at kommunens vurdering af, om borgeren var berettiget til offentlig hjælp var ukorrekt, idet kommunen havde medtaget den logerendes fulde indkomst, uden at foretage en konkret og skønsmæssig vurdering af, om der var grundlag for at medtage hele dennes indkomst.
Det Sociale Ankenævns formand henviste til § 13 stk. 3 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp, hvorefter der i beregningen skal indgå en skønsmæssig vurdering af størrelsen af det beløb, hvormed den logerende skal deltage i de fælles udgifter, når der tages hensyn til fordelen ved bofællesskabet.
Det bemærkedes desuden i afgørelsen, at en logerende ikke kan sidestilles med ægtefælle eller samlever.
Sagen blev hjemvist til kommunen, som skulle foretage en ny beregning af borgerens behov for offentlig hjælp.
9. Beregning af offentlig hjælp (børnetilskud).
8. oktober 2010.
En kommune afslog at bevilge offentlig hjælp til en borger med henvisning til, at familien havde et beregnet overskud på 1.221,40 kr. i den måned, hvor der søgtes hjælp.
Begrundelsen for afgørelsen var, at familien havde fået udbetalt børnetilskud i den foregående måned. Børnetilskuddet indgik derfor i beregningen af familiens behov.
Det Sociale Ankenævn fandt, at familien var berettiget til at modtage offentlig hjælp på ansøgningstidspunktet. Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens beregning var ukorrekt, idet kommunen havde medtaget børnetilskuddet i beregningen som indtægt.
Det Sociale Ankenævn henviste til § 2 stk. 2 i Landstingsforordning nr. 11 af 31. oktober 1996, hvorefter børnetilskuddet altid tilkommer barnet, og at det ydes til forsørgelse af barnet. Det Sociale Ankenævn henviste desuden til, at ifølge § 2 stk. 2 i samme forordning kan der ikke modregnes i børnetilskuddet, der kan ikke ske kreditorforfølgning, og der kan heller ikke gøres udlæg i dette.
Det Sociale Ankenævn vurderede, at familien ville være berettiget til offentlig hjælp, idet børnetilskuddet skulle holdes uden for beregningen.
Kommunen skulle foretage en ny beregning i overensstemmelse med det anførte.
Lovgrundlaget var § 2 i Landstingsforordning nr. 11 af 31. oktober 1996 om børnetilskud og §§ 7, 8 og
13 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
10. Børnetilskud på rekvisition.
8. oktober 2010.
En kommune traf beslutning om, at børnetilskuddet til borgerens plejebarn, der boede på kollegium, skulle udbetales på rekvisition.
Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunen havde besluttet, at alle børn, der boede på kollegium, skulle have børnetilskuddet udbetalt på rekvisition. Kommunen har bl.a. anført, at baggrunden for en sådan beslutning var, at kommunen i de seneste år havde erfaret, at der ikke blev sørget for det nødvendige til børnene.
Det Sociale Ankenævn fandt, at en afgørelse om, at børnetilskuddet skal administreres, skal træffes individuelt og for hver familie, idet afgørelsen skal begrundes ud fra de konkrete forhold, der gør sig gældende i den enkelte sag. Kommunens afgørelse om at børnetilskud til alle børn, der bor på kollegium, skulle udbetales på rekvisition, er derfor forkert.
Kommunen skal derfor fremover foretage en individuel og konkret vurdering af, om der er behov for at udbetale børnetilskuddet på rekvisition.
Kommunens afgørelse ændredes.
Lovgrundlaget er § 5 stk. 5 og § 6 stk. 4 i Landstingsforordning nr. 11 af 31. oktober 1996 om børnetilskud.
11. Nedsættelse af børnebidrag.
8. oktober 2010.
En kommune traf afgørelse om, at børnebidraget til en borgers barn skulle nedsættes. Barnets far var død, og barnet opholdt sig hos sine bedsteforældre, mens moderen var under uddannelse.
Kommunen traf efterfølgende afgørelse om, at moderen skulle have udbetalt et mindre børnebidrag end tidligere, idet kommunen henviste til, at barnet nu boede hos bedsteforældrene.
Det Sociale Ankenævn fandt, at kommunens afgørelse var forkert, idet der ikke kan udfærdiges bidragsresolution og udbetales børnebidrag, når den bidragspligtige er afgået ved døden. Kommunen skulle derfor udbetale et tilsvarende beløb som tilskud fra det offentlige.
Da kommunen ikke havde godtgjort, at bedsteforældrene havde overtaget forsørgelsen af barnet, var moderen fortsat berettiget til at modtage pengene.
Kommunens afgørelse ændredes.
Lovgrundlag er §§ 4, 5 og 6 i Landstingsforordning nr. 2 af 3. marts 1994 om udbetaling af underholdsbidrag mv. til børn, samt adoptionstilskud med ændringer, som følger af Landstingsforordning nr. 3 af
12. juni 1995 om ændring af Landstingsforordning om udbetaling af underholdsbidrag mv. til børn samt adoptionstilskud.
Generelle bemærkninger til sagerne:
De fleste af kendelserne har fået bemærkninger om, at reglerne i Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning ikke var overholdt. Kendelserne manglede ofte angivelse af det korrekte lovgrundlag, og begrundelserne var meget mangelfulde.
Dertil kommer, at flere af afgørelserne, som ikke gav borgeren fuldt medhold, burde have været skriftlige
– også selv om det ikke er et lovkrav.
Notatpligten i § 6 i Landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen var ikke overholdt i mange af sagerne.
De enkelte kendelser fik bemærkninger om de anførte mangler.