Forord
Det Sociale Ankenævn aflægger hermed den årlige beretning til Landstinget i henhold til Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation § 10 stk. 5.
Beretningen følger kalenderåret og indeholder en kort redegørelse over Det Sociale Ankenævns virke, statistik over modtagne klager og afsluttede sager.
Beretningen kan findes på Det Sociale Ankenævns hjemmeside: www.dsa.gl.
Det Sociale Ankenævn vil alene orientere kommunerne, Kanukoka, Landstingets Ombudsmand, Rigsombudsmanden og Socialrådgiveruddannelsen om, at beretningen er lagt på hjemmesiden.
Det Sociale Ankenævns Sekretariat kan efter aftale udlevere eller tilsende kopi af årsberetningen i papirform.
Det Sociale Ankenævns Sekretariat kan kontaktes på følgende måde:
Adresse:
Hans Egedes Vej 3
Postboks 689
3900 Nuuk
Mail: dsa@nanoq.gl
Telefon nr: 32 80 33
Fax nr: 32 78 50
December 2013
Naja Joelsen
Formand.
Ankenævnets lovgrundlag
I 1980 påbegyndte Det Sociale Ankenævn sit arbejde.
Det Sociale Ankenævns kompetence fremgår af § 8, stk. 1 og 2 i Landstingsforordning nr. 11 af 12. november 2001 om socialvæsenets styrelse og organisation.
Det Sociale Ankenævn er klageinstans for afgørelser truffet i medfør af det sociale regelsæt af en kommune eller Departementet for Familie og Justitsvæsen, (tidligere Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling og endnu tidligere Departementet for Sociale Anliggender).
Ankenævnets arbejde er nærmere reguleret i forordningens §§ 9 – 11.
Generelt om Det Sociale Ankenævn
Det Sociale Ankenævn er landets øverste administrative klageinstans på det sociale område.
Det er en administrativ, domstolslignende myndighed, som er uafhængig af instrukser og udtalelser fra myndigheder eller andre om, hvordan de enkelte sager skal behandles og afgøres.
Det Sociale Ankenævns opgaver er blandt andet at træffe afgørelse i:
- Sager om førtids- og alderspension
- Sager om bevilling af offentlig hjælp
- Sager om hjælpeforanstaltninger vedrørende børn og unge, herunder tvangsanbringelser
- Sager om pension efter Nordisk Konvention
- Sager på det øvrige sociale område
- Arbejdsmarkedsydelse
- Sager hvor to kommuner er uenige om betaling af udgifter på det sociale område, og hvor Departementet for Familie og Justitsvæsen har truffet afgørelse
Det Sociale Ankenævns afgørelser er endelige og kan ikke påklages til en anden administrativ myndighed.
I praksis betyder det, at borgerne kan klage over de fleste afgørelser, der er truffet af kommunen på det sociale område.
Det Sociale Ankenævns formål er også at skabe ensartet praksis i kommunerne, således at en sag vurderes ens, uanset hvilken kommune, der træffer afgørelse.
Det Sociale Ankenævn offentliggør derfor, så vidt muligt efter hvert møde, principafgørelser, der i særlig grad egner sig til at danne grundlag for et klart og værdifuldt vejlednings – og praksisgrundlag for kommunerne og faglige interessenter.
På den måde er Det Sociale Ankenævn med til at sikre, at der træffes fyldestgørende og korrekte afgørelser, uanset i hvilken kommune, man bor.
Sammensætning
Det Sociale Ankenævn bestod i 2011 af 1 formand, som var jurist og 3 medlemmer, som havde kendskab til den sociale lovgivning og indsigt i socialpolitiske forhold.
Formand:
Naja Joelsen, Nuuk
Medlemmer:
Bendt Frederiksen, Nuussuaq ved Upernavik
Nukákuluk Kreutzmann, Nuuk
Stine Egede Nørbæk, Qaqortoq
Det Sociale Ankenævn afholdt 4 nævnsmøder i 2011: april, juni, september og december. De 3 af møderne foregik af økonomiske grunde delvist som telefonmøder.
På hvert møde blev behandlet 30 – 40 sager.
Sagerne afgøres ved stemmeflertal. Det vil sige, at Det Sociale Ankenævns afgørelser bliver truffet af formanden og de beskikkede medlemmer. Hver enkelt sag gennemgås og afgøres på mødet.
Ankenævnets virksomhed 2011
Det Sociale Ankenævn havde i 2011 fortsat fokus på at sikre borgernes retssikkerhed ved at forkorte sagsbehandlingstiden, og ved at træffe afgørelser af høj kvalitet.
Det Sociale Ankenævn måtte ligesom tidligere år hjemvise en del sager: 47 på grund af væsentlige mangler ved sagsbehandlingen i kommunerne.
I 2011 modtog Ankenævnet 270 sager og afsluttede 341 sager. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid lå på 10 til 11 måneder.
Til sammenligning kan det oplyses, at Det Sociale Ankenævn i 2010 modtog 291 sager, og afsluttede 336 sager.
Specielt vedrørende handicapsager
Det Sociale Ankenævn finder udviklingen i klagesager vedrørende personer med vidtgående handicap særdeles bekymrende.
Den 1. januar 2011 blev kompetencen til at træffe afgørelser i sager vedrørende hjælp til personer med vidtgående handicap udlagt fra det daværende Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling til kommunerne.
Antallet af klager på området er faldet ganske betragteligt, efter at beslutningskompetencen på området er udlagt til kommunerne.
Det Sociale Ankenævn modtog i 2009: 23 klager vedrørende personer med vidtgående handicap, i 2010: 62 klager vedrørende personer med vidtgående handicap og i 2011: 6 klager vedrørende personer med vidtgående handicap.
Af de 6 sager i 2011 blev 3 afvist pga. manglende kompetence. Dvs. at Det Sociale Ankenævn kun skulle realitetsbehandle 3 sager, indkommet i 2011.
Ved en nøjere gennemgang af disse sager har det vist sig, at det enten drejer sig om voksne med et fysisk handicap, eller børn, hvor forældrene varetager deres interesser. Der indkommer således ikke længere klager fra voksne personer med psykisk handicap.
I kommunerne var sagsbehandlerne tidligere (efter indhentet fuldmagt) ofte behjælpelige med at påklage afgørelser, truffet af Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling til Det Sociale Ankenævn. Det er Det Sociale Ankenævns opfattelse, at de mange personer med vidtgående handicap, specielt et psykisk handicap ikke får den fornødne støtte til at påklage afgørelser, truffet af kommunerne, til Det Sociale Ankenævn.
Det Sociale Ankenævn har fremført sine bekymringer overfor såvel Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling som Kanukoka. Det Sociale Ankenævn håber, at der vil blive truffet foranstaltninger til at afhjælpe dette problem.
Fordeling af afgørelser fra Det Sociale Ankenævn i 2011
Alderspension og førtidspension: 27 sager
Orlov og dagpenge ved graviditet, barsel, og adoption: 5 sager
Offentlig hjælp: 54 sager
Arbejdsmarkedsydelse: 12 sager
Hjælp til børn og unge: 6 sager
Hjælp til personer med vidtgående handicap: 24 sager
Børnetilskud: 6 sager
Boligsikring: 2 sager
Underholdsbidrag: 1 sager
Institutioner: 1 sager
Formanden har truffet afgørelse i 52 sager
Sekretariatet har afvist 52 sager
Sekretariatet har pga. sagsbehandlingsfejl hjemvist 47 sager
Andre sager 52 sager
I alt 341 sager
I denne årsberetnings bilag er som noget nyt anført statistikker, hvoraf fremgår fordelingen af de afgjorte sager, mellem de enkelte kommuner og byer i kommunerne, opgjort på følgende måde:
Statistik 1 viser sager, afgjort på nævn, henholdsvis stadfæstelser, ændringer og hjemvisninger.
Statistik 2 viser sager, afgjort af formanden, henholdsvis stadfæstelser, ændringer og hjemvisninger.
Statistik 3 viser sager, afgjort med hjemvisninger pga. sagsbehandlingsfejl.
Som anført ovenfor måtte 47 sager hjemvises til kommunerne pga. sagsbehandlingsfejl. Det drejede sig om så alvorlige sagsbehandlingsfejl, at det stred mod borgernes retssikkerhed. Det var derfor nødvenligt at hjemvise sagerne og pålægge kommunerne at genoptage sagen og træffe ny afgørelse, således at både sagsbehandling og afgørelse kunne leve op til kravene i sagsbehandlingsloven.
Det Sociale Ankenævn offentliggjorde i 2011 i alt 16 principielle afgørelser, fordelt på de sociale områder, som kan påklages til Det Sociale Ankenævn. De principielle afgørelser er refereret nedenfor. Hele indholdet af alle afgørelserne kan læses på nævnets hjemmeside: www.dsa.gl.
Det Sociale Ankenævns Sekretariat
Sekretariatet varetager sekretariatsfunktionen for Det Sociale Ankenævn. Sekretariatet hører under Styrelsen for Råd og Nævn.
Sekretariatet bestod i 2011 af 3 jurister og 2 kontormedarbejdere.
Sekretariatets opgaver er:
- bekræftelse for modtagelse af klagen
- afvisning af behandling af sagen på grund af klagefristen
- afvisning på grund af manglende kompetence
- indhentelse af oplysninger
- forberedelse af sager til nævnsmøder
- skrivning af referat af nævnsmøder
- udsendelse af afgørelser
- offentliggørelse af principielle afgørelser på hjemmesiden Sekretariatet stod også for at arrangere nævnets møder
For fortsat at sikre borgernes retssikkerhed indgik Det Sociale Ankenævn en aftale med Ikiu (retshjælpen), som resulterede i, at nævnets sagsbehandlere sammen med Ikiu besøgte byerne Tasiilaq, Ilulissat og Upernavik, hvor sagsbehandleren overfor kommunens sagsbehandlere redegjorde for de vigtigste regler indenfor Landstinglov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning. Herudover blev Politiet og Kredsretten orienteret om berøringspunkter med den sociale lovgivning, som kunne have interesse i det daglige arbejde.
Endvidere har en af nævnets medarbejdere holdt offentligt orienteringsmøde i Oqaatsut. Her blev borgerne i bygden orienteret om muligheden for at påklage kommunens afgørelser på det sociale område til Det Sociale Ankenævn. Ligeledes holdt medarbejderen et møde i Narsaq med kommunens medarbejdere på det sociale område og forklarede om Det Sociale Ankenævns arbejde.
Resume af offentliggjorte afgørelser
Nedenfor gengives et resumé af nogle af de afgørelser, der er offentliggjort som principielle afgørelser i 2011.
Ligesom de tidligere år har de fleste af afgørelserne fået bemærkninger om, at reglerne i Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, ikke var overholdt. Afgørelserne manglede ofte angivelse af det korrekte lovgrundlag, og begrundelserne var meget mangelfulde.
Dertil kommer, at flere af afgørelserne, som ikke gav borgeren fuldt medhold, burde have været skriftlige også selv om det ikke er et lovkrav.
Notatpligten i § 6 i Landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen var i mange af sagerne ikke overholdt.
De enkelte afgørelser fik bemærkninger om de anførte mangler.
Afgørelserne kan læses fuldt ud på Det Sociale Ankenævns hjemmeside: www.dsa.gl.
1. 2009-015706 Beregning af førtidspension og personligt tillæg:
8. april 2011
Sagen vedrører et ægtepar, hvor begge modtog førtidspension. Ægteparret fik udbetalt 10.500 kr. om måneden. Efter fradrag af faste udgifter til husleje, el og varme havde ægteparret et rådighedsbeløb på 8.506,65 kr. om måneden.
Kommunen har i brev til Det Sociale Ankenævn anført, at ægteparret ikke var berettiget til personligt tillæg, da beløbet var højere end de 8.000 kr. om måneden, som kommunen har bestemt som nedre grænse for personligt tillæg til ægtepar, som begge er førtidspensionister.
Det Sociale Ankenævn fandt, at ægteparret modtog det højeste pensionsbeløb, der efter reglerne i § 11 i Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 kan tilkendes par med førtidspension.
Det Sociale Ankenævn fandt endvidere, at ægtefællerne ikke var berettiget til personligt tillæg, idet rådighedsbeløbet efter betaling af faste udgifter var af en størrelsesorden, som ægteparret ville kunne klare sig for i det daglige.
Det Sociale Ankenævn bemærkede overfor kommunen, at der ved ansøgning om personligt tillæg skal foretages en individuel og konkret vurdering af pensionistens behov. Der er ikke i forordningen om førtidspension hjemmel til at fastsætte et generelt loft for bevilling af personlige tillæg.
Det Sociale Ankenævn fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse.
Lovgrundlaget for afgørelsen var §§ 11 og 15 i Landstingsforordning nr. 4 af 7. maj 2007 om førtidspension.
2. 40.72.03 Offentlig hjælp – fraflyttet ægtefælle – forsørgerpligt:
8. april 2011
Sagen vedrører en mor med 5 mindreårige børn, som søgte kommunen om offentlig hjælp. Ægtefællen havde forladt hjemmet og var uden fast bopæl. Kommunen gav afslag på ansøgningen og begrundede dette med, at ansøger ikke var kommet med fyldestgørende oplysninger, herunder ægtefællens lønsedler. Ansøger oplyste, at der var indgivet skilsmissepapirer, men at ægtefællen ikke ville møde op på politistationen.
Det Sociale Ankenævn ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at ansøger var berettiget til offentlig hjælp. Ved afgørelsen lagde Det Sociale Ankenævn bl.a. vægt på, at ægtefællerne ikke længere boede sammen og var ved at blive skilt. I vurderingen indgik, at et ægtepar, der ikke længere var samlevende fortsat skulle bidrage til hinandens forsørgelse, og at ægtefællen derfor skulle have været pålagt at betale både underholdsbidrag til ansøger og til børnene. Det Sociale Ankenævn henviste i afgørelsen til, at kommunen kunne have været indtrådt i retten til at få fastsat bidragene og derefter indtrådt i kravet på udbetaling af disse.
Det forhold, at ansøger ikke kunne fremskaffe lønsedler fra ægtefællen, skulle ikke komme ansøger og børnene til skade. Kommunen blev bedt om, at hjælpe ansøger med at få fastsat underholdsbidrag til sig selv og børnene.
Lovgrundlaget for afgørelsen var § 4 stk. 2 og § 5 stk. 1 og stk. 2, § 7 og § 13 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp og § 6 stk. 1, 1. og 2. punktum i Lov nr. 150 af 31. marts 1993 om ægteskabets retsvirkninger.
3. 2010-035918 Offentlig hjælp til studerende:
8. april 2011
Sagen vedrører en enlig mor, der er studerende. Hun søgte om offentlig hjælp, da hun ikke kunne klare sig for sin uddannelsesstøtte på 3.587 kr. om måneden. Kommunen beregnede hendes behov og bevilgede offentlig hjælp på i alt 2.334 kr.
Det Sociale Ankenævn fandt, at ansøger ikke var berettiget til at modtage offentlig hjælp, da hun var studerende. Det Sociale Ankenævn henviste til, at der ikke kan bevilges offentlig hjælp, såfremt ansøger har et forsørgelsesgrundlag. Det Sociale Ankenævn lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ikke var udsat for en social begivenhed, og at hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det Sociale Ankenævn bemærkede desuden, at den udbetalte offentlige hjælp ikke skulle betales tilbage.
Lovgrundlaget for afgørelsen er § 4 stk. 2, § 7 stk. 1 og § 8 stk. 1 nr. 1 i Landstingsforordning
nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
4. 2010-025413 Tilbagebetaling af offentlig hjælp – misbrugsbehandling:
8. april 2011
Ansøger modtog i 2007 offentlig hjælp til misbrugsbehandling. Hjælpen blev ydet mod tilbagebetaling. I forbindelse med at ansøger var berettiget til udbetaling af overskydende skat, holdt kommunen skattebeløbet tilbage til delvis dækning af hjælpen. Ansøger underskrev efterfølgende en tilbagebetalingserklæring.
Det Sociale Ankenævn fandt, at kommunen ikke var berettiget til at kræve tilbagebetaling af den offentlige hjælp, som var bevilget til afvænning og rejseudgifter. Kommunen var således heller ikke berettiget til at tilbageholde ansøgers overskydende skat. Afgørelsen blev begrundet med, at betingelserne for tilbagebetaling ikke var opfyldt. Det overskydende skattebeløb skulle derfor returneres til ansøger, ligesom han skulle have eventuelle tilbagebetalte beløb, udbetalt fra kommunen.
Det Sociale Ankenævn bemærkede desuden, at en kommune ikke kunne udarbejde interne regler for tilbagebetaling, som er afhængige af, om ansøger klarer et eventuelt afvænningsophold, uddannelse eller tilsvarende.
Det Sociale Ankenævn ændrede kommunens afgørelse.
Lovgrundlaget for afgørelsen var §§ 20 stk. 1, og 28 stk. 1 nr. 1 og nr. 2 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
5. 2009-022116 Tilbagebetaling af offentlig hjælp – rejseudgifter:
8. april 2011
Sagen vedrører et forældrepar med et 2-årigt barn, der skulle overføres til behandling på et hospital i X-land. Kommunen bevilgede offentlig hjælp til faderens rejse, mod tilbagebetaling. Faderen underskrev samtidig en skyldnererklæring. Faderen har klaget over tilbagebetalingskravet, herunder at kommunen har afslået at frafalde eller nedsætte gælden.
Det Sociale Ankenævn fandt, at faderen ikke skulle betale hjælpen tilbage. Afgørelsen blev begrundet med, at uanset på hvilket grundlag, hjælpen var ydet, forelå der ikke dokumentation for, at betingelserne for tilbagebetaling var opfyldte.
Det Sociale Ankenævn henviste desuden til, at såfremt der ikke var lovhjemmel til at yde hjælpen til rejsen, og beløbet var bevilget udelukkende på faderens tilsagn om tilbagebetaling, var kravet om tilbagebetaling ugyldigt. Begrundelsen herfor var, at kommunen skal overholde bevillingsreglerne, hvilket indebærer, at såfremt betingelserne for at yde hjælp ikke er til stede, kan der ikke stilles krav om tilbagebetaling.
Der er ikke hjemmel i forordningen til, at kommunen kan påtage sig lånevirksomhed. Kommunens afgørelse ændredes.
Lovgrundlaget for afgørelsen var §§ 27 og 28 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
6. 2010-038688 Beregning af børnetilskud – samliv:
8. april 2011
Sagen vedrører en mor med to børn, som den 4. januar 2010 søgte om børnetilskud. Hun havde siden den 7. august 2009 været samlevende. Kommunen bevilgede i første omgang børnetilskud, beregnet på grundlag af hendes indkomst i 2009.
Ved en senere afgørelse fik moderen afslag med henvisning til hendes og samleverens samlede indkomst.
Det Sociale Ankenævn fandt, at moderen var berettiget til at modtage børnetilskud fra januar 2010, beregnet på grundlag af sin egen indkomst. Der henvistes i afgørelsen til, at moderen og samleveren ikke havde været samlevende i mindst 1 år på ansøgningstidspunktet.
Samleverens indkomst skulle derfor ikke indgå i beregningen.
Det Sociale Ankenævn bemærkede, at børnetilskuddet skulle om beregnes fra 1. september 2010, idet samlivet på det tidspunkt havde varet 1 år. Børnetilskuddet skulle herefter beregnes på grundlag af begges indkomster, såfremt samlivet fortsat bestod.
Det Sociale Ankenævn ændrede kommunens afgørelse.
Lovgrundlaget for afgørelsen er § 1, stk. 1, § 3, stk. 1 og stk. 3, og § 4 stk. 1 i Landstingsforordning nr. 11 af 31. oktober 1996 om børnetilskud.
7. 2010-040320 Udbetaling af børnebidrag:
8. april 2011
Sagen vedrører en mor, der den 18. oktober 2010 søgte om forskudsvis udbetaling af børnebidrag til sin datter. Datteren boede på det tidspunkt hos sin ældre søster for at kunne fortsætte sin skolegang i 10. klasse.
Kommunen gav et foreløbigt afslag på ansøgningen og henviste til, at det skulle undersøges, hvem der forsørgede datteren. Moderen har i klagen oplyst, at hun har fået afslag på udbetaling af børnebidraget, da datteren bor hos sin storesøster. Børnebidraget blev efterfølgende udbetalt til storesøsteren.
Det Sociale Ankenævn fandt, at moderen skulle have udbetalt forskudsvise bidrag med virkning fra den 18. oktober 2010.
Det forhold, at datteren boede et andet sted, havde ingen betydning for forskudsvis udbetaling af børnebidrag. Det afgørende for udbetalingen var, hvem der forsørgede barnet.
Det Sociale Ankenævn lagde vægt på, at det af sagen fremgik, at moderen løbende indsatte beløb på storesøsterens konto til forsørgelse af datteren. Dertil kom, at hverken kommunen eller storesøsteren havde anfægtet, at moderen forsat forsørgede datteren. Kommunen kunne ikke kræve tilbagebetaling af de bidrag, der var udbetalt til storesøsteren, da hun ikke var vidende om, at hun ikke var berettiget til pengene.
Det Sociale Ankenævn ændrede kommunens afgørelse.
Lovgrundlaget for afgørelsen er § 4 i Landstingsforordning nr. 2 af 3. marts 1994 om udbetaling af underholdsbidrag mv. til børn og adoptionstilskud og § 4 stk. 1 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 33 af 26. juli 1994 om udbetaling af underholdsbidrag mv. til børn og adoptionstilskud.
8. 2009-015941 Beregning af barsel dagpenge – hjemvisning:
8. april 2011
Sagen vedrører en kvinde, der den 16. december 2008 søgte kommunen om dagpenge på grund af graviditet. Kommunen gav mundtligt afslag på ansøgningen. I klagen oplyste kvinden, at hun havde været sygemeldt i 2 uger ud af de 13 ugers forudgående beskæftigelse, som var grundlag for beregningen. I disse to uger havde hun modtaget arbejdsmarkedsydelse. Kommunen oplyste, at der ved beregningen alene var medtaget 11 uger, idet kvinden kun i denne periode havde haft lønnet beskæftigelse. De 2 uger med arbejdsmarkedsydelse indgik ikke i beregningen.
Kommunen anførte, at § 21 stk. 2 i Landstingsforordningen om arbejdsmarkedsydelse skulle forstås således, at de 2 uger, hvor kvinden ikke havde været i beskæftigelse, skulle holdes uden for beregningen.
Det Sociale Ankenævn hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Nævnet fandt, at § 21 stk. 2 i landstingsforordningen skulle fortolkes således, at der skulle ses bort fra, at kvinden fysisk havde været fraværende fra arbejdet i de 2 uger på grund af sygdom, og at hun fortsat måtte anses for at være i beskæftigelse. Kommunen skulle derfor ved beregningen af hendes dagpenge medtage perioden med arbejdsmarkedsydelse.
Sagen blev hjemvist til fornyet beregning og afgørelse.
Lovgrundlaget for afgørelsen er § 21 stk. 2 i Landstingsforordning nr. 12 af 31. oktober om orlov mv. og dagpenge ved graviditet, barsel og adoption.
9. 2010-038643 Offentlig hjælp – ejerbolig:
24. juni 2011
Sagen vedrører et ægtepar med et mindreårigt barn. Moderen søgte om offentlig hjælp, bl.a. til betaling af boligudgifter for april måned 2010, hvor hun var sygemeldt fra sit arbejde. Kommunen gav afslag på ansøgningen og henviste til § 13 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp. Kommunen henviste herefter til, at der ikke i forordningen er hjemmel til at betale støtte til egen bolig.
Det Sociale Ankenævn har, til trods for flere rykkerskrivelser ikke modtaget de akter fra kommunen, som nævnet har bedt om. Afgørelsen er derfor truffet på grundlag af de oplysninger, som nævnet var i besiddelse af.
Det Sociale Ankenævn fandt, at ægteparret var berettiget til at modtage offentlig hjælp for april måned 2010. Den offentlige hjælp skulle omfatte udgifter til husleje, elregning, solarolie og underholdshjælp til to voksne og et barn. Såfremt familien havde haft indtægter i april måned, skulle disse fradrages i hjælpen.
Det Sociale Ankenævn bemærkede, at der ikke i forordningen om offentlig hjælp skelnes imellem, om der ydes hjælp til betaling af husleje i en lejebolig, ejer – eller andelsbolig. En sådan begrænsning af forordningens anvendelsesområde, kan ikke foretages i en vejledning, men skal have lovhjemmel.
Kommunens afgørelse ændredes.
Lovgrundlag for afgørelsen er §§ 7og 8 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
10. 2009-019838 Handicap – støttepersontimer:
24. juni 2011
Sagen vedrører en kvinde, der er vidtgående handicappet efter en hjerneblødning. Ifølge støtteperson-rapporten havde ansøger på grundlag af denne modtaget 40 støttepersontimer ugentligt.
I forbindelse med en ny ansøgning om støttetimer, besluttede Departementet for Sociale Anliggender (Departementet for Familie, Kultur, Kirke og Ligestilling) at bevilge ansøger 20 støttepersontimer om ugen. Ifølge støttepersonrapporten var der ikke sket nogen bedring af hendes helbred og muligheder for at klare sig selv. Departementet for Sociale Anliggender begrundede nedsættelsen til 20 timer med, at ansøger ikke skulle beskæftiges i samme omfang som tidligere, da hun også havde brug for hvile.
Det Sociale Ankenævn ændrede Departementets afgørelse. Det Sociale Ankenævn fandt, at Departementet ikke havde godtgjort, at ansøgers behov for støttetimer var blevet mindre, ligesom der heller ikke forelå oplysninger, der viste dette. Det Sociale Ankenævn fandt derfor, at ansøgers behov for støttetimer fortsat var 40 timer ugentligt.
Lovgrundlaget er § 7 i Landstingsforordning nr. 7 af 3. november 1994 om hjælp til personer med vidtgående handicap og §§ 9 og 10 i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 9 af 4. april 2008 om hjælp til personer med vidtgående handicap.
11. 2011-047016 Boligsikring – ansøgning:
24. juni 2011
Sagen vedrører en enlig mand, der den 9. februar 2011 søgte om boligsikring for 2011.
Kommunen bevilgede boligsikring med virkning fra den 1. marts 2011, beregnet på grundlag af den forventede indtægt for 2011. Ansøger har klaget over, at han ikke fik udbetalt boligsikring for januar og februar måned 2011.
Det Sociale Ankenævn fandt, at ansøger var berettiget til at modtage boligsikring fra den 1. januar 2011. Afgørelsen blev begrundet med, at det ikke er en betingelse for at modtage boligsikring, at der er indgivet ansøgning ved årets begyndelse. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at ansøger havde et materielt retskrav på at modtage ydelsen. Dette indebar, at ansøger skulle oplyse kommunen om eventuelle ændringer i sine personlige forhold, således at kommunen kunne regulere boligsikringen, hvis der var grundlag herfor.
Kommunens afgørelse ændredes.
Lovgrundlag for afgørelsen er §§ 7 og 8 i Landstingsforordning nr. 3 af 31. maj 2001 om boligsikring i lejeboliger og § 9 i Landstingsforordning nr. 13 af 14. november 2004 om ændring af landstingsforordning om boligsikring i lejeboliger.
12. 2010-043447 Beregning af boligsikring – hjemvisning:
24. juni 2011
Sagen vedrører et ægtepar uden hjemmeboende børn, som flyttede ind i deres nuværende lejlighed i 2010. Kommunen gav afslag på ansøgning om boligsikring med henvisning til, at ægteparrets samlede indtægt oversteg den maksimumindkomst, der berettiger til boligsikring. Ægteparret har oplyst, at hustruen modtager førtidspension, og at manden er arbejdsløs.
Kommunen har senere begrundet afgørelsen med, at selvom manden for tiden var arbejdsløs, og ikke havde indtægt af samme størrelse som tidligere, var der ikke tale om en varig nedsættelse af indtægten, hvilket ifølge Departementets vejledning er et krav for, at beregningen af boligsikringen kan ske på grundlag af den forventede indkomst.
Det Sociale Ankenævns formand fandt, at kommunens afgørelse var forkert. Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at forordningen ikke stiller krav om, at indtægtsnedgangen skal være varig, for at der kan ske omberegning på grundlag af den forventede indkomst.
Departementets instruks i sagsbehandling af ansøgninger om boligsikring i lejeboliger, udgivet i november 2001, er derfor ikke korrekt på dette område. Forordningens anvendelsesområde kan ikke indskrænkes ved en instruks fra Departementet.
Kommunen skulle derfor foretage en ny beregning af boligsikringen for 2011 på grundlag af den forventede indtægt i 2011.
Lovgrundlaget for afgørelsen er §§ 5 og 6 i Landstingsforordning nr. 3 af 31. maj 2001 om boligsikring i lejeboliger og Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 12 af 28.maj 2003 om grænsebeløb, egen andel og minimums – og maksimumsbeløb for boligsikring, §§ 1 og 2.
13. 2010-040270 Beregning af offentlig hjælp – hjemvisning:
30. september 2011
Det Sociale Ankenævns formand fandt, at ved beregning af gennemsnitlig månedsløn for en person, der modtager løn hver 14. dag skal udgangspunktet for beregningen være personenes ugeløn. Herefter skal kommunen beregne personens løn i 13 uger, som svarer til 3 måneder. Ved at dividere lønnen med 3, fås personens månedsløn. Ved beregningen tages der således højde for, at en måned har mere end 28 dage.
Afgørelsen, som kan ses på hjemmesiden, viser med udgangspunkt i afgørelsen, hvorledes beregningen foretages.
Sagen blev hjemvist til fornyet behandling på grundlag af det anførte om beregningen. Lovgrundlaget for afgørelsen er § 7,§ 8, § 13 stk. 2 og § 14 i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
14. 2009-016920 Boligsikring – ændrede indtægtsforhold – hjemvisning:
2. december 2011
Ansøger, der ikke tidligere havde modtaget boligsikring, fik afslag på sin ansøgning herom med henvisning til, at hendes og samleverens indtægter oversteg maksimumindtægten for bevilling af boligsikring. I klagen er det oplyst, at samleveren var uden arbejde, og at parret havde 4 børn.
Kommunen oplyste, at parret havde fået afslag, da husstandsindtægten var for høj, og da samleverens arbejdsløshed ikke kunne medføre, at parret blev bevilget boligsikring efter § 5 i Landstingsforordning nr. 3 af 31. maj 2001 om boligsikring, idet arbejdsløshed ikke kunne betragtes som en varig nedgang i parrets husstandsindkomst.
Det Sociale Ankenævns formand fandt, at kommunen skulle træffe en ny afgørelse, da der ikke i forordningen er krav om, at indtægtsnedgangen skal være væsentlig og varig, men alene at indtægtsnedgangen er væsentlig. Som begrundelse henviste Det Sociale Ankenævn til ordlyden af forordningens § 5. Parret ville derfor eventuelt være berettiget til boligsikring, såfremt indtægtsnedgangen måtte anses for at være væsentlig.
Det Sociale Ankenævn bemærkede, at § 5 i Landstingsforordningen om boligsikring vedrører tilfælde, hvor ansøger ikke i forvejen modtager boligsikring.
Såfremt ansøger modtager boligsikring, anvendes forordningens § 10, som kræver både en væsentlig og en varig nedsættelse af husstandsindkomsten, hvis der skal foretages en omberegning.
Lovgrundlaget for afgørelsen er § 5 stk. 2 i Landstingsforordning nr. 3 af 31.maj 2001 om boligsikring.
15. 2011-049006 Beregning af boligsikring til timelønnet medarbejder:
2. december 2011
Sagen vedrører en timelønnet lærer, som ikke havde et fast timetal. Ved ansøgning om boligsikring bad kommunen om seks 14-dages lønsedler og beregnede på grundlag af disse hans forventede årsindkomst til 126.252 kr. og boligsikringen til 2.295 kr. Ved beregningen blev der ikke taget hensyn til ferier og det forhold, at ansøger ikke havde haft arbejde i januar måned.
Det Sociale Ankenævns formand ændrede kommunens afgørelse om ansøgers forventede årsindkomst.
Det Sociale Ankenævns formand begrundede afgørelsen med, at ansøger i en periode på 12 uger havde haft en indtægt på 36.330 kr., svarende til 3037 kr. om ugen. Det Sociale Ankenævns formand skønnede, at ansøger ville have timelønnet arbejde i 41 uger, hvilket ville svare til en skattepligtig forventet indtægt på 114.127 kr. Boligsikring blev på det grundlag fastsat til 2.805 kr. om måneden.
Lovgrundlaget er § 5 i Landstingsforordning nr. 3 af 31. maj 2001 om boligsikring i lejeboliger.
16. 2010-043122 Arbejdsmarkedsydelse – selvforskyldt ledig:
2. december 2011
Sagen vedrører en ansøger, der selv havde sagt sit job op, og som samtidig lod sig registrere som arbejdssøgende. Ved ansøgningen om arbejdsmarkedsydelse gav kommunen ansøger karantæne i 4 uger med henvisning til, at hun selv havde sagt sit job op og derfor måtte anses som selvforskyldt ledig.
Det Sociale Ankenævn fandt, at ansøger ikke var berettiget til at modtage arbejdsmarkedsydelse, heller ikke efter 4 uger. Ansøger havde ved sin opførsel på arbejdspladsen selv været årsag til, at hun blev sagt op. Ved selvforskyldt ledighed kan der ikke bevilges arbejdsmarkedsydelse.
Det Sociale Ankenævn bemærkede i afgørelsen, at en kommune ikke kan give karantæne efter forordningen om arbejdsmarkedsydelse, medmindre pågældende er berettiget til hjælp, og i perioden med arbejdsmarkedsydelse gør sig skyldig i et af de forhold, der er nævnt i § 11 stk. 1 nr. 1-5 i forordningen.
Kommunen skulle have vejledt om muligheden for at få offentlig hjælp og skulle tage stilling til, om betingelserne herfor var opfyldt i ledighedsperioden.
Lovgrundlaget for afgørelsen er § 2, stk. 1, § 3 og § 11 stk. 1 i Landstingsforordning nr. 5 af 1. juni 2006 om arbejdsmarkedsydelse og § 17 stk. 1 i Landstingsforordning nr. 7 af 20. november 2006 om ændring af landstingsforordning om arbejdsmarkedsydelse.