Virksomheder kan kun opkræve et gebyr hos en forbruger, hvis det er aftalt parterne imellem, eller hvis det undtagelsesvist fremgår af lovgivningen. Virksomheders gebyrer er som udgangspunkt ikke reguleret i lovgivningen. En virksomhed kan derfor normalt selv bestemme, hvilke gebyrer virksomheden vil opkræve hos sine kunder. Markedsføringsloven regulerer dog visse ting omkring de gebyrer, du selv aftaler med virksomheden. Det gælder for eksempel nye gebyrer i en løbende aftale eller ændring af de gebyrer, du allerede har accepteret at betale. Aftaler om andre løbende betalinger er reguleret af nogle meget generelle regler i aftaleloven. Er der ikke lovgivet om en bestemt slags gebyr, kan virksomheden som udgangspunkt selv bestemme, om den vil opkræve et gebyr. Virksomheden kan selv fastsætte gebyrets størrelse og hyppigheden, hvormed det opkræves. Som forbruger skal du blot oplyses om mulige gebyrer, før du accepterer at indgå en aftale eller at købe en vare. Et gebyr kan være aftalt på mange måder. Det kan fremgå af et aftalepapir, en kontrakt eller lignende, som du og virksomheden sammen har udarbejdet. Det kan også fremgå af virksomhedens almindelige forretningsbetingelser eller standardaftalevilkår. Selvom et gebyr er en del af aftalen, kan det godt være urimeligt at opkræve det under de aktuelle omstændigheder, eller gebyret kan være urimeligt højt. Er gebyret urimeligt, kan aftalen ændres, så du alligevel ikke skal betale eller skal betale mindre. Gebyrer som en del af en løbende aftale En løbende aftale kan for eksempel være en forsikringsaftale, en låneaftale, et mobilabonnement eller medlemskab af et fitnesscenter. I en sådan aftale vil der ofte være aftalt nogle faste gebyrer som for eksempel administrationsgebyr, opsigelsesgebyr, eller faktureringsgebyr. Stigende gebyrer Ønsker virksomheden at kunne ændre på disse gebyrer, for eksempel at lade dem stige i takt med prisudviklingen, skal det fremgå af aftalen. Når der sker stigninger, skal du varsles om de nye takster. Nye gebyrer Ønsker virksomheden at indføje nye gebyrer, er der reelt tale om en ændring af aftalen. En sådan aftaleændring skal varsles i så god tid, at du kan nå at komme ud af aftalen, hvis du ikke ønsker at indgå den nye aftale. Større ændringer i en eksisterende aftale skal varsles tydeligt til den ...

Hvad er reglerne for at bytte julegaver? Hvor lang tid er et gavekort gyldigt? Og hvad er de gode råd ved køb af gaver på nettet?

Hvornår en levering er så forsinket, at din kunde kan blive frigjort af aftalen, vil afhænge af, hvad du har lovet kunden, da aftalen blev indgået. Du skal være opmærksom på to situationer: Hvis købet er betinget af levering inden for en frist Hvis du skal levere varen til et bestemt tidspunkt, og kunden ved aftalens indgåelse har betinget sig dette, vil enhver forsinkelse være væsentlig, og kunden vil kunne hæve købet. Et eksempel er, hvis brudekjolen ikke bliver leveret til det aftalte tidspunkt. Hvis købet ikke er betinget af levering inden for en frist Hvis I ikke har aftalt et bestemt tidspunkt for levering, vil kunden typisk anmode dig om at levere varen, og du vil være forpligtet til inden for rimeligt hurtigt at levere varen. Har du ved købet oplyst at varen ikke var på lager, så må kunden normalt forvente, at den først skal fragtes til byen eller bygden. Ved større varer vil du derfor normalt kunne medtage tid til skibsfragt i den rimelige leveringstid. Leverer du på trods af anmodningen ikke varen, eller går der lang tid, kan kunden bede dig levere varen inden en bestemt frist. Det kaldes et “påkrav”. En forbruger kan give dig et påkrav ved at ringe eller skrive til dig. Den frist, som kunden giver dig, skal være rimelig. Hvad der er “rimeligt”, afhænger af hvilken vare der er tale om, kundens behov for varen, men også dine leveringsmuligheder. Hvis du ikke kan levere varen inden for fristen, og fristen i øvrigt er rimelig efter omstændighederne, har kunden ret til at hæve købet. Fastsætter kunden ikke nogen bestemt frist i sit påkrav, skal varen leveres inden for rimelig tid fra det er afgivet. Det er uden betydning, at det er din leverandør og ikke dig selv, der er skyld i forsinkelsen. Man taler ikke om forsinkelse, hvis kunden selv er skyld i, at varen ikke kan blive leveret til tiden. Et godt råd Undersøg, hvor lang leveringsfrist dine egne leverandører har. Specielt hvis købet er betinget af levering inden en bestemt dato.

Du kan som sælger blive erstatningsansvarlig, hvis det produkt, du har solgt til en forbruger, er årsag til skader på en person eller en genstand. Hvornår er man ansvarlig? Efter produktansvarslovens regler kan producenten og mellemhandleren (f.eks. sælger eller leverandør) af en vare blive erstatningsansvarlige, når der er sket skade på en person eller en genstand som følge af et defekt produkt, der er produceret eller leveret af denne. Der er tre grundlæggende betingelser for, at du kan blive erstatningsansvarlig: Der skal være tale om et produkt: Et produkt er enhver fysisk genstand (løsøre), herunder også dele, der indgår som bestanddel af en anden vare eller fast ejendom og elektricitet. Produktet skal være defekt: Et produkt anses for defekt, når det ikke frembyder den sikkerhed, som man med rette kan forvente. Det kan f.eks. være sten i et rugbrød. Der skal være sket skade forårsaget af det defekte produkt: Skade betyder, at nogen skal være kommet til skade, eller noget skal være gået i stykker som følge af det defekte produkt. Man kan blive ansvarlig for erstatning og godtgørelse for personskade, erstatning for tab af forsørger og skade på ting, hvis genstanden sædvanligvis er beregnet til privat brug og bruges i overensstemmelse hermed. Produktansvarsloven omfatter ikke uforarbejdede produkter hidrørende fra landbrug, fiskeri og fangst. Det vi f.eks. sige køb af uforarbejdede fødevarer på brættet. Hvem er ansvarlig? Produktansvarsloven skelner mellem producent og mellemhandler, som begge kan være erstatningsansvarlige. En producent er den, der fremstiller et færdigt produkt, et delprodukt, en råvare eller den, der frembringer eller indsamler et naturprodukt, samt den der anbringer sit navn på et produkt for herved at udgive sig for at være producent af varen. Den, der indfører et produkt i Rigsfællesskabet med henblik på videresalg, udlejning, leasing eller anden form for omsætning, anses også for at være producent. En mellemhandler er enhver, der som led i sit erhverv videresælger, udlejer, leaser eller på anden måde bringer et produkt i omsætning uden at blive anset som producent. Det kan f.eks. være en importør eller detailhandler. Når en forbruger oplever en skade på en person eller ting, der er forårsaget af en anden vare, kan han vælge ...