Du har altid to års reklamationsret - også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er begrundelsen for, at varen er blevet sat ned i pris.

Udsalg – kan du bytte varen?

Mange fysiske butikker, der normalt tilbyder en retur- eller ombytningsret, vil ofte skilte med, at det ikke gælder for udsalgsvarer. Fortryder du købet, må du skille dig af med varen på anden vis.

Udsalg på nettet

Når du handler på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret. Det gælder også for udsalgsvarer.

Der er dog en række varer og ydelser, der generelt er udtaget fra fortrydelsesretten. Det gælder f.eks. flybilletter, billetter til fritids- og kulturtilbud og mad og drikke til husholdningens løbende forbrug.

Selvom du bevarer din fortrydelsesret, når du går på udsalg på nettet, skal du være opmærksom på, at du selv skal betale returforsendelsen, hvis du fortryder købet.

En del netbutikker tilbyder dog som en service at betale returforsendelsen. Tjek, om det også gælder udsalgsvarer.

Gode råd om udsalg

  •  Overvej, om det reelt er et godt tilbud. Undgå at fokusere alene på prisnedsættelsen, men vurdér, om varen er prisen værd
  •  Husk at en tilbudspris kun betyder, at en butik har sat sin egen pris på varen ned. Ikke at prisen er billigere end hos andre. Kig efter priser på varen i flere butikker eller på nettet, før du køber
  •  Undersøg, om varen kan det, du har brug for og forventer, eller om den allerede er forældet ved købet
  •  Husk, at du i fysiske butikker normalt ikke har retur- eller ombytningsret, så du kan ikke aflevere varen igen, hvis du fortryder købet, eller varen ikke passer - medmindre det er aftalt ved købet.
  •  Tilbyder den fysiske butik normalt retur- eller ombytningsret, gælder det også udsalgsvarer, medmindre butikken gør specielt opmærksom på, at det ikke gælder udsalgsvarer.
  •  Køber du udsalgsvaren på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret.
  •  Du har altid to års reklamationsret - også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er begrundelsen for prisnedsættelsen.
  •  Hvis butikken holder ophørsudsalg, er det ikke sikkert du kan nå at klage over eventuelle fejl på varen, før butikken lukker. Hvis virksomheden som står bag butikken også er lukket ned, så vil der ikke længere være nogen du kan klage til over fejl på varen.

Hjælp os med at blive bedre

For at give dig den bedst mulige oplevelse på aua.gl, kan du her skrive til os om manglende tekst eller hvis du finder fejl i vores udgivelser


Relateret udgivelser