AFGØRELSE

Boligselskabet x (herefter boligselskabet) har foretaget de fornødne undersøgelser med hensyn til angreb fra skimmelsvamp og har foretaget de udbedringer, som undersøgelsen anbefalede.

Der er ikke derefter konstateret yderligere svampeangreb.

Person a får således ikke medhold i person a’s klage over, at Boligselskabet ikke har gjort tilstrækkeligt for at forbedre indeklimaet i person a’s bolig.

Redegørelse:

Det fremgår af lejekontrakt, dateret den 22. januar 2009, at person a overtog lejemålet på adressen y, den 1. februar 2009.

Der er ikke - hverken fra person a’s eller boligselskabets side – oplysninger om problemer med indeklimaet i tiden omkring person a’s indflytning.

I e-mail af 18. december 2012 klagede person a til Boligklagenævnet, idet person a anførte, at person a var utilfreds med Boligselskabets langsommelige sagsbehandling, idet person a dels har klaget over skimmelsvamp, dels over utætheder ved person a’s altandør. Person a oplyser, at person a ca. 3 uger tidligere havde fået tilsendt kopi af firma xx’s rapport vedrørende undersøgelse, foretaget den 5. oktober 2011. Person a anfører endvidere, at person a i september og oktober 2012 flere gange har henvendt sig til Boligselskabet, da person a’s altandør er utæt.

I brev af 26. februar 2013 har Boligselskabet til Boligklagenævnet oplyst, at der fra person a’s indflytning og indtil efteråret 2011 blev foretaget forskellige håndværkerarbejder, herunder snedkerarbejde. Endvidere blev der foretaget undersøgelse vedrørende skimmelsvamp den 5. oktober 2011, og rapportens anbefaling i relation til skimmelsvamp blev fulgt. Der blev foretaget nye prøver ca. 1 måned efter, og disse prøver viste et ganske lavt, dvs. acceptabelt indhold af skimmelsvamp. Boligselskabet beklager, at person a ikke fik tilsendt rapporten  umiddelbart efter undersøgelsen. Rapporten er vedlagt boligselskabets brev. Boligselskabet anfører endelig, at hvis person a mener, at der stadig er problemer med person a’s altandør, skal person a rette henvendelse til boligselskabet, som så vil udbedre det.

Det fremgår af den vedlagte rapport, at firma xx den 5. oktober 2011 foretog undersøgelse af person a’s lejlighed med henblik på at konstatere, om der var et uacceptabelt højt niveau af skimmelsvamp i person a’s lejlighed. Ifølge erklæringen var der et middelhøjt indhold af skimmelsvamp i værelset, og et højt indhold af skimmelsvamp i soveværelset. Der var et lavt indhold af skimmelsvamp i stue/køkken. Da årsagen til skimmelsvampen ikke umiddelbart kunne konstateres, blev det anbefalet, at der skulle foretages rengøring med en støvsuger med HEPA-filter, og at badeværelset blev renoveret.

Det er endvidere oplyst, at der blev foretaget rengøring, hvor der blev benyttet støvsugere med HEPA-filter.

4-5 uger efter denne rengøring blev der på ny foretaget prøver. Disse viste et lavt indhold af skimmelsvamp.

I brev af 31. maj 2013 anmodede Boligklagenævnet dig om bemærkninger til disse oplysninger.

Person a er ikke fremkommet med bemærkninger til oplysningerne.

Lovgrundlag:

Det fremgår af § 84 i Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger, at Boligklagenævnet behandler klager indbragt af lejere blandt andet vedrørende

boligens vedligeholdelse og istandsættelse, jf. § 45.

Det fremgår af § 45 i samme forordning, at i Hjemmestyrets (nu Selvstyrets) og kommunernes udlejningsejendomme har udlejeren pligt til at drage omsorg for, at ejendommen og det lejede holdes forsvarligt vedlige.

Alle tekniske installationer til afløb, varme, el, gas og vand skal holdes i god og brugbar stand. På samme måde påhviler det udlejeren at vedligeholde el-kontakter, paneler, dørkarme, radiatorer, rør, faste skabe, inventar mv. Fornyelse eller anden istandsættelse som følge af forringelse ved slid og ælde skal foretages så ofte, det findes påkrævet under hensyn til ejendommens og det lejedes karakter.

Vurdering:

Det fremgår af sagen, at boligselskabet har fået foretaget undersøgelse vedrørende skimmelsvamp, at der blev konstateret skimmelsvamp i person a’s lejlighed, at boligselskabet fik foretaget den rengøring, der blev anbefalet for at fjerne/nedbringe tilstedeværelsen af skimmelsvamp, og at det ved den efterfølgende undersøgelse blev konstateret, at det havde hjulpet.

Boligklagenævnet har annmodet om person a’s bemærkninger til disse oplysninger. Person a er ikke fremkommet med bemærkninger.

Boligklagenævnet går ud fra, at dette er ensbetydende med, at person a er tilfreds med resultatet af de foretagne udbedringer.

Afgørelse:

Boligselskabet skal ikke - udover de foretagne undersøgelser og foranstaltninger for skimmelsvamp - igangsætte yderligere foranstaltninger i lejligheden.

Klagevejledning:

Boligklagenævnets afgørelse kan ikke påklages til anden forvaltningsmyndighed jf. 86, stk. 7 i Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger med senere ændringer. Ønskes tvisten mellem udlejer og lejer i indbragt for domstolene, skal stævning mod udlejer indgives til kredsretten. Dette gælder selvom korrespondance, mv. måtte være foretaget af udlejers administrationsaktieselskab.

Boligklagenævnets afgørelser har bindende virkning overfor selvstyret og kommunerne som udlejer af boliger, jf. § 86, stk. 6.

På klagenævnets vegne

Naja Joelsen

Formand for boligklagenævnet

Kopi til Boligselskabet x

Lovgrundlag:

Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger

Vedligeholdelse, istandsættelse og brug§ 45. I Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsejendomme har udlejeren pligt til at drage omsorg for, at ejendommen og det lejede holdes forsvarligt vedlige.

Stk. 2. Alle tekniske installationer til afløb, varme, el, gas og vand skal holdes i god og brugbar stand. På samme måde påhviler det udlejeren at vedligeholde elkontakter, paneler, dørkarme, radiatorer, rør, faste skabe, inventar mv. Fornyelse eller anden istandsættelse som følge af forringelse ved slid og ælde skal foretages så ofte, det findes påkrævet under hensyn til ejendommens og det lejedes karakter.

Stk. 3. I lejeperioden har lejeren ansvaret for og afholder udgiften til hvidtning af lofter, maling og/eller tapetsering af vægge samt lakering af gulve i boligen.