Sags nr.2012-065729
Det Sociale Ankenævn har den 15. februar 2013 behandlet din klage over Kommunens afgørelse af 12. marts 2012 om tilbagebetaling af offentlig hjælp. Nævnet har truffet følgende:
Afgørelse
Kommunens afgørelse ændres. Det betyder, at kommunens afgørelse er forkert, og at du får medhold i din klage.
Sagen afgøres i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp, og Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.
Redegørelse
I august 2011 anmodede du Kommunen om dækning af dit barnebarn, F´s rejseudgifter fra X til X. Årsagen til rejsen var F-s mors alvorlige sygdom.
Kommunen imødekom den 29. august 2011 din anmodning om dækning af rejseudgifter, og indsatte herefter pengene på F´s konto, mod et krav om, at du tilbagebetalte udgifterne.
Ved mail af 28. og 29. november samt 1. december 2011 har du rettet henvendelse til kommunen vedrørende rimeligheden af kommunens tilbagebetalingskrav.
Som svar på dine henvendelser skrev kommunen til dig den 12. marts 2012, at baggrunden for tilbagebetalingskravet var, at sagen var blevet behandlet som en hastesag. Kommunen anførte at der ikke var andre muligheder i loven, idet en blandt de nærmeste pårørende dvs. forældre, ægtefælle, søskende eller børn allerede havde fået betalt rejseudgifter. Derfor var den eneste mulighed, at F´s rejseudgifter blev dækket mod en tilbagebetalingsordning. Årsagen hertil var, at F på grund af skolegang i X ikke kan modtage offentlig hjælp.
Den 15. marts 2012, klagede du til Det Sociale Ankenævn over kommunens afgørelse om, at du skulle tilbagebetale F´s rejseudgifter.
I klagen har du bl.a. anført følgende:
Sidste år i forbindelse med vores datter M´s alvorlige sygdom fik hendes mand og 2 yngste børn betalt rejsen til X fra socialforvaltningen i X. M´s ældste datter F opholdt sig på det tidspunkt i X for på egen regning at udvikle sig sprogligt. Efter lægernes udsagn er M´s tilstand så alvorlig at hendes ældste datter F bør komme til X. Jeg henvendte mig derfor til socialforvaltningen i X med en forespørgsel om hvorvidt det er muligt at få betalt hendes rejse til X. Jeg fik det svar at dette ikke var muligt, men at vi kunne indgå en aftale om en tilbagebetalingsordning – da der ikke var andet at gøre og det hastede var vi nødsaget til at acceptere tilbuddet – spørgsmålet er om det virkelig kan passe at F ikke kan få sin rejse betalt?
Lovgrundlag
Efter § 4, stk. 2, i Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp, kan der kun udbetales offentlig hjælp, hvis behovet ikke dækkes af andre ydelser.
Efter § 27, i samme forordning, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning om tilbagebetaling af uberettiget modtaget offentlig hjælp, såfremt modtageren af offentlig hjælp:
1) Mod bedre vidende har undladt at meddele kommunalbestyrelsen oplysninger, jf. § 26.
2) Mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne forordning.
3) Senere får udbetalt erstatning, offentlig pension, et underholdsbidrag eller lignende, som vedrører samme tidsrum og formål som den udbetalte offentlige hjælp.
Efter § 28, stk. 1, kan kommunalbestyrelsen endvidere træffe beslutning om tilbagebetaling af offentlig hjælp, såfremt:
1) Der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomiske eller arbejdsmæssige handlinger.
2) Der på det tidspunkt, da der søges om offentlig hjælp, foreligger forhold, der viser, at ansøgeren i løbet af kort tid vil være i stand til at tilbagebetale den offentlige hjælp.
Efter § 28, stk. 2, er det en betingelse for afgørelsen om tilbagebetalingspligt, at modtageren af offentlig hjælp skriftligt, senest samtidig med udbetalingen af den offentlige hjælp er blevet oplyst om tilbagebetalingspligten.
Det fremgår af § 22, i landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning, at en skriftlig afgørelse skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen giver den pågældende part fuldt ud medhold.
Ifølge § 24, stk. 1 og 2, skal begrundelsen indeholde:
• En henvisning til de retsregler, som afgørelsen er truffet efter.
• De hovedhensyn, som ligger til grund for et eventuelt skøn.
• En kort redegørelse af sagens faktiske omstændigheder
Vurdering
For at kunne kræve tilbagebetaling af allerede udbetalte offentlige ydelser, er det et krav at myndigheden har hjemmel i loven til tilbagebetalingskravet.
Da Kommunen ikke har haft hjemmel i loven til at stille krav om tilbagebetaling overfor dig, finder Det Sociale Ankenævn, at kommunens afgørelse om tilbagebetaling af rejseudgifterne for F i forbindelse med hendes mors alvorlige sygdom er ugyldig.
Nævnet skal i forbindelse hermed bemærke følgende:
1) Da du har søgt om offentlig hjælp på dit barnebarn F´s vegne, og da F var fyldt 18 år på ansøgningstidspunktet, burde kommunen have fuldmagt fra F, som gav dig bemyndigelse til at søge offentlig hjælp på hendes vegne. Da der ikke foreligger en fuldmagt, har kommunen handlet uden kompetence i sagen, idet din ansøgning på F´s vegne er ugyldig.
2) Såfremt der havde været indhentet en gyldig fuldmagt fra F, skulle kommunen have behandlet sagen med F som ansøger. Dvs. at kommunen skulle have vurderet sagen ud fra F´s situation, og ikke ud fra din situation, idet du alene har handlet på hendes vegne. Dermed skulle kommunen have rettet et eventuelt tilbagebetalingskrav mod F.
3) Det fremgår af sagen, at F var studerende på ansøgningstidspunktet. Ifølge reglerne om offentlig hjælp, kan der kun udbetales offentlig hjælp til en person, hvis behovet ikke dækkes af andre ydelser, herunder bl.a. uddannelsesstøtte. Kommunen har oplyst at F ikke var berettiget til at modtage offentlig hjælp. Som nævnt kan der alene pålægges tilbagebetalingspligt af offentlige ydelser, hvis der er hjemmel hertil i loven. Det er således en forudsætning, at modtageren af ydelsen er omfattet af loven, og hjælpen desuden er udbetalt med hjemmel i loven. Hvis F ikke var berettiget til at modtage offentlig hjælp, og kommunen alligevel havde udbetalt offentlig hjælp til hende, kan kommunen ikke stille et evt. krav om tilbagebetaling over for F, da der ikke er hjemmel hertil i loven.
4) Det er ikke anført i loven, at kun ét nærtstående familiemedlem kan modtage offentlig hjælp til rejseudgifter i forbindelse med alvorlige sygdomme. Hvis kommunen har udfærdiget en intern regel med dette indhold, er den derfor ulovlig.
5) Det skal endvidere bemærkes, at når de grundlæggende betingelser for at kunne kræve tilbagebetaling er opfyldt, dvs. at hjælpen er ydet med hjemmel i loven, er det desuden en betingelse, at tilbagebetalingskravet opfylder kriterierne i loven. For så vidt angår offentlig hjælp, fremgår kriterierne for krav om tilbagebetaling af §§ 27, eller 28, i landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp.
Nævnet skal endeligt bemærke, at Kommunens afgørelse af 12. marts 2012, ikke lever op til reglerne om sagsbehandling, idet den ikke indeholder en henvisning til lovgrundlaget for afgørelsen.
Afgørelse
Kommunens afgørelse af 12. marts 2012 ændres således, at du ikke skal tilbagebetale F´s rejseudgifter i forbindelse med hendes mors alvorlige sygdom. Såfremt du allerede har tilbagebetalt hele eller en del af hjælpen, skal kommunen returnere beløbet til dig.
Venlig hilsen
Naja Joelsen
Formand
Kopi til Kommunens hovedkontor og kontoret
Lovgrundlag
Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp
Kapitel 2
Almindelige betingelser
§ 3. Enhver, der opholder sig i Grønland, har ret til offentlig hjælp ved akut trang, såfremt den pågældende ikke er i stand til at skaffe sig og sin familie det nødvendige til livets ophold.
§ 4. Ret til at modtage offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter samt til hjælp i særlige tilfælde er betinget af, at den pågældende har fast bopæl og er tilmeldt folkeregisteret i Grønland og er:
1) dansk statsborger,
2) gift med eller senest har været gift med en dansk statsborger, eller
3) er omfattet af aftaler med andre lande eller internationale organisationer, der giver personer, der ikke er danske statsborgere, ret til fortløbende offentlig hjælp til forsørgelse og til faste udgifter under ophold i Grønland.
Stk. 2. Der kan kun ydes offentlig hjælp efter denne landstingsforordning, såfremt behovet ikke dækkes af andre ydelser.
Kapitel 8
Tilbagebetaling
§ 27. Kommunalbestyrelsen skal træffe beslutning om tilbagebetaling af uberettiget modtaget offentlig hjælp, såfremt modtageren af offentlig hjælp:
1) Mod bedre vidende har undladt at meddele kommunalbestyrelsen oplysninger jf. § 26.
2) Mod bedre vidende uberettiget har modtaget ydelser efter denne forordning.
3) Senere får udbetalt erstatning, offentlig pension, et underholdsbidrag eller lignende, som vedrører samme tidsrum og formål som den udbetalte offentlige hjælp.
§ 28. Kommunalbestyrelsen kan endvidere træffe beslutning om tilbagebetaling af offentlig hjælp, såfremt:
1) Der må ydes en person hjælp på grund af pågældendes uforsvarlige økonomiske eller arbejdsmæssige handlinger.
2) Der på det tidspunkt, da der søges om offentlig hjælp, foreligger forhold, der viser, at ansøgeren i løbet af kort tid vil være i stand til at tilbagebetale den offentlige hjælp.
Stk. 2. Træffer kommunalbestyrelsen afgørelse om offentlig hjælp med tilbagebetalingspligt i medfør af stk. 1, nr. 2, skal dette meddeles modtageren af offentlig hjælp skriftligt, senest samtidig med udbetaling af den offentlige hjælp. Kommunalbestyrelsen kan bevilge henstand med tilbagebetalingen, hvis modtageren og dennes ægtefælle eller ligestillede samlever udelukkende modtager offentlig hjælp.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde efter forløbet af 1 år efter udbetalingen af den offentlige hjælp beslutte, at tilbagebetalingspligten bortfalder.
Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning.
Kapitel 6
Begrundelse
§ 22. En afgørelse skal, når den meddeles skriftligt, være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold.
§ 24. En begrundelse for en afgørelse skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet. I det omfang, afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, skal begrundelsen tillige angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen.
Stk. 2. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.
Stk. 3. Begrundelsens indhold kan begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til denne til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private eller offentlige interesser, jf. § 15.