Frisører

Før du booker tid hos frisøren

Undersøg, hvad frisøren tager for behandlingen, før du booker tid, og lav en klar aftale om prisen, især hvis der er tale en større og dyrere behandling. Så mindsker du risikoen for, at der opstår konflikt om prisen efterfølgende.

Udgangspunktet er, at du skal betale den pris, frisøren opkræver, hvis prisen ellers er normal og rimelig set i forhold til f.eks. type af behandling og varigheden af behandlingen.

Oplysninger om klipningen/farvningen

Frisøren har pligt til at oplyse dig om forhold, som frisøren kendte eller burde kende til, og som har betydning for din bedømmelse af behandlingen.

Det kan f.eks. være oplysning om, at det kan være nødvendigt med flere farvninger end bare én. Frisøren skal bevise, at du har fået oplysningerne.

Fejl ved klipningen/farvningen

Er du utilfreds med en farvning eller klipning, kan det være svært at afgøre, om det er en fejl eller beror på en misforståelse mellem dig og frisøren.

Det vil f.eks. være en fejl, hvis behandlingen ikke er udført fagmæssigt korrekt, f.eks. hvis farven klumper, eller der er skader på hår og hovedbund. Det kan også være en fejl, hvis du ikke har fået de nødvendige oplysninger fra frisøren om behandlingen, f.eks. oplysningen om at frisøren ikke kan garantere et bestemt resultat af hårfarvningen.

Ofte vil det komme an på en konkret vurdering, om behandlingen har fejl eller mangler i forhold til det, der blev aftalt.

Det er dig, som skal bevise, at der er fejl ved behandlingen. Det er derfor en god idé f.eks. at tage billeder af håret som dokumentation.

Utilfreds – klag til frisøren

Hvis resultatet af dit frisørbesøg ikke er blevet som forventet, skal du klage til din frisør. Forsøg at blive enige om, hvad en mulig løsning kan være. Det kan f.eks. være et afslag i prisen, en ny behandling, en hårkur eller at du får pengene tilbage afhængig af skadens omgang.

Frisøren skal have mulighed for at afhjælpe problemet

Hvis der er fejl eller mangler i behandlingen, skal du give frisøren mulighed for inden for rimelig tid at undersøge og evt. genbehandle dit hår. Det kan f.eks. være, at dit hår er blevet lysere, end det skulle, eller ikke er blevet krøllet nok. Så kan frisøren farve det lidt mørkere igen eller krølle det mere. Hvis det derimod ikke er muligt at afhjælpe problemet, f.eks. fordi håret er blevet for kort eller er helt ødelagt, så kan du have ret til at få dine penge tilbage eller få et afslag i prisen.

Hvis du ikke giver frisøren mulighed for at løse problemet, men i stedet f.eks. booker tid hos en anden frisør, vil du få svært ved at få ret i en eventuel klagesag.

Sådan løser du problemet

  •  Sørg for at afklare dine ønsker, undersøg prisen, og bliv enig med frisøren forud for behandlingen.
  •  Er du utilfreds med resultatet af klipningen/farvningen, så tag evt. billeder af dit hår for at dokumentere fejlen
  •  Lykkes det dig ikke at finde en løsning med frisøren, kan du tage sagen videre til Forbrugerklagenævnet.
Scroll to Top