Det fremgår ikke af lejekontrakten hvem ejer er

Boligklagenævnet har den 9. juni 2021 behandlet din klage over Boligselskabet X`s afgørelse af 8. juli 2020 vedrørende Bolig Y, og har truffet følgende:

AFGØRELSE

Boligklagenævnet har ikke kompetence til at behandle din klage, da klagen vedrører en bolig ejet af ZX, som er et privat selskab. Sagen bortfalder derfor.

Afgørelsen er truffet i overensstemmelse med Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger med senere ændringer.

Sagens dokumenter: 

  1. Lejekontrakt mellem boligselskabet og klager dateret den 2. januar 2020
  2. E-mail mellem klager og Boligselskab om ansøgning og afslag
  3. Klage af 22. juli 2020
  4. Redegørelse fra Boligselskab
  5. Mail fra Boligselskab om ejerskab af boligen

Redegørelse:

Det fremgår af sagen, at du overtog lejemålet, Y, den 15. juli 2016. Det fremgår af lejekontrakten, at lejemålet udlejes af Boligselskabet på ejers vegne. Det fremgår ikke af lejekontrakten hvem ejer er.

Du havde den 7. juli 2020 ansøgt Boligselskabet om boligbytte mellem din bolig og en bolig, hvor lejeren planlagde at opsige sit lejemål. Den 8. juli 2020 gav Boligselskabet afslag med henvisning til, at det ikke er en reel boligbytning, når den ene lejer vil opsige lejemålet efterfølgende.

Du klagede til Boligklagenævnet den 22. juli 2020, over Boligselskabet afslag på boligbytte.

I en redegørelse til sagen oplyser Boligselskabet, at boligselskabet selv kan fastsætte reglerne for boligbytningsafgørelser, da Boligselskabet er blevet et privat boligselskab pr. 1. januar 2020.

Boligselskabet har efterfølgende oplyst over for Boligklagenævnet, at ZX har overtaget ejerskabet af hele boligafdelingen, hvor lejemålet, Bolig Y indgår. Lejemålet administreres af Boligselskabet.

Lovgrundlag:

Af § 82 i landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger fremgår, at Landsstyret kan nedsætte et boligklagenævn til behandling af tvister, jfr. § 84 mellem lejer og udlejer i Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsboliger, bestående af en formand samt tre almindelige nævnsmedlemmer.

Af § 86 stk. 6 i landstingsforordningen fremgår det, at Boligklagenævnets afgørelser har bindende virkning overfor Hjemmestyret og kommunerne som udlejer af boliger. Såfremt Hjemmestyret eller en kommune har antaget ekstern administrator, har nævnets afgørelser ligeledes bindende virkning for denne.

Stk. 7. Boligklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for en anden administrativ myndighed.

Vurdering:

Boligklagenævnet finder, at nævnet ikke har kompetence til at behandle din sag.

Begrundelsen herfor er, at din bolig ejes af ZX, som er et privat selskab. Boligklagenævnet kan kun behandle tvister mellem lejer og udlejer i Selvstyrets og kommunernes udlejningsboliger.

Boligklagenævnet har lagt vægt på, at ZX betragtes som et selvstændigt retssubjekt uden for kommunens område. Der er ikke i lovgivningen tilvejebragt hjemmel til, at boligklagenævnet kan behandle tvister, opstået mellem lejer og ZX.

Såfremt du vil klage over boligselskabets afgørelse, har du mulighed for at anlægge sag ved de almindelige domstole i Grønland. Stævning mod udlejer indgives til Kredsretten.

Afgørelse:

Boligklagenævnet har ikke kompetence til at behandle sagen, som derfor bortfalder.

Du har ret til at få dit gebyr tilbagebetalt. Du bedes derfor kontakte Boligklagenævnet og oplyse, på hvilken konto, du ønsker beløbet indbetalt. 

Klagevejledning:

Boligklagenævnets afgørelse kan ikke påklages til anden forvaltningsmyndighed, jf. § 86, stk. 7 i Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger med senere ændringer.

Venlig hilsen

Naja Joelsen

Formand for Boligklagenævnet

Kopi til Boligselskabet. Der henvises til j.nr. XX-XXX-XXXX

Scroll to Top