Bruger du AI til at skrive din klage? Så husk dette

Kunstig intelligens (AI) og AI-værktøjer kan være en hjælp, når du skal formulere en klage. AI kan for eksempel hjælpe dig med at strukturere dine tanker eller formulere det, du gerne vil sige.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at AI-værktøjer også kan lave fejl. Derfor bør du altid læse og kontrollere din klage, inden du sender den til os.

Du er selv ansvarlig for indholdet

Hvis du bruger AI til at skrive hele eller dele af din klage, er det stadig dig, der er ansvarlig for det indhold, du sender til os.

AI kan komme med oplysninger, som er forkerte, misforståede eller ikke passer til netop din situation. AI kan også formulere juridiske argumenter eller henvise til regler, som ikke er korrekte eller relevante for din sag.

Det er derfor vigtigt, at du læser hele klagen igennem, inden du sender den. Du bør kontrollere, at oplysningerne er korrekte, og at klagen beskriver din egen situation og det, du faktisk ønsker at klage over.

En længere klage er ikke nødvendigvis en bedre klage

AI-værktøjer kan have en tendens til at gøre klager længere og mere komplicerede end nødvendigt. En lang klage med mange gentagelser, oplysninger eller juridiske argumenter, som ikke er relevante for sagen, kan gøre det sværere at finde frem til, hvad du konkret ønsker at klage over.

Det kan betyde, at vi har behov for at kontakte dig for at få præciseret din klage eller indhente yderligere oplysninger. Det kan i nogle tilfælde medføre, at behandlingen af din sag tager længere tid.

Du behøver derfor ikke skrive en lang og juridisk kompliceret klage. Det vigtigste er, at du klart beskriver, hvad der er sket, hvilken afgørelse eller hvilket forhold du klager over, hvorfor du er uenig, og hvad du ønsker, at vi skal tage stilling til.

Vær forsigtig med personlige oplysninger

Når du bruger et AI-værktøj, skal du være opmærksom på, hvilke oplysninger du skriver ind i værktøjet.

Du bør undgå at indtaste fortrolige eller følsomme personoplysninger, fordi du ikke ved, hvordan AI-værktøjet behandler og opbevarer oplysningerne. Dette er særligt vigtigt, hvis du omtaler andre personer i din klage eller skriver en klage på vegne af en anden person.

Hvis du omtaler andre end dig selv,skal du være særligt opmærksom på, at du normalt ikke uden videre må dele deres personlige eller følsomme oplysninger med et AI-værktøj uden samtykke. Det kan for eksempel være oplysninger om helbred, sociale forhold, økonomi, børn eller andre private forhold.

 AI kan være et hjælpemiddel, men ikke en erstatning for dig

Du er velkommen til at bruge AI som et hjælpemiddel, hvis det gør det lettere for dig at formulere din klage. Det vigtigste er dog, at klagen er korrekt og relevant og giver et retvisende billede af din situation.

En kort og klar klage med de relevante oplysninger gør det lettere for os at forstå, hvad din klage handler om, og behandle din sag.

Husk derfor altid at læse din klage igennem og sikre dig, at det, du sender, er korrekt og udtrykker det, du selv ønsker at klage over.

Scroll to Top