Pressenævnet
Forbruger- og Konkurrencestyrelsen er sekretariat for Pressenævnet.
Det Grønlandske Pressenævns funktion er at kunne udtale kritik af mediers overtrædelser af god presseskik, for at fastholde et højt presseetisk niveau.
Pressenævnet kan udtale kritik af mediernes dækning, pålægge et medie at komme med en rettelse, samt om nødvendigt give dig adgang til genmæle.
Pressenævnet bistås af et sekretariat, som er placeret i Forbruger- og Konkurrencestyrelsen.
Hvem kan klage?
Både fysiske og juridiske personer kan klage til Pressenævnet.
Det er som klart udgangspunkt en betingelse for at Pressenævnet kan behandle en klage, at den der klager har retlig interesse i det forhold, der klages over.
Den der klager skal derfor som klart udgangspunkt være omtalt i en artikel, vist på et billede eller på anden måde være identificeret i offentliggørelsen, for at kunne få en sag behandlet af Pressenævnet.
Det er ikke tilstrækkeligt blot at have en generel faglig eller politisk interesse i det emne, der er behandlet.
Pressenævnet kan også vælge på eget initiativ at behandle en sag om god presseskik, som er af væsentlig eller principiel betydning, selv om der ikke er nogen med retlig interesse der har klaget. Det sker dog meget sjældent.
Hvilke medier kan du klage over?
Du kan klage over grønlandske massemedier, der leverer uafhængigt redaktionelt bearbejdet nyhedsstof. Det omfatter:
- indenlandske trykte medier
- elektroniske medier (periodiske skrifter, billeder eller lignende fremstillinger)
- lyd- og billedprogrammer
Hvad kan du klage over?
Du kan klage over sager, hvor god presseskik er overtrådt, eller hvor du mener at have ret til at komme med din egen mening (genmæle).
Pressenævnet kan ikke behandle sager om andet. Nævnet kan for eksempel ikke tage stilling til, om et medie har overtrådt injurielovgivningen eller ophavsretten.
Pressenævnet kan heller ikke tildele dig erstatning.
Hvor kan jeg klage og hvad er klagefristen?
Hvis du mener at god presseskik er blevet overtrådt i forhold til dig, kan du enten sende din klage direkte til mediet eller til Det Grønlandske Pressenævn. En klage over Kalaallit Nunaata Radioa (KNR) skal dog altid først sendes direkte til dem.
Uanset om du klager til mediet eller pressenævnet, så skal du klage inden for 4 uger fra den artikel du klager over blev offentliggjort, eller det program du klager over blev sendt.
Hvis du har klaget direkte til mediet og fået en afgørelse fra det, som du er uenig i, så kan du efterfølgende inden for 4 uger indbringe mediets afgørelse for Pressenævnet.
I sager, hvor du mener, at du har ret til at komme med din egen mening i mediet (genmæle), skal du altid først sende en skriftlig anmodning om genmæle til mediets redaktør senest 4 uger efter offentliggørelsen af de faktiske oplysninger, der ønskes imødegået.
Hvis mediet afviser din anmodning, eller hvis du ikke er tilfreds med mediets svar, kan du herefter inden for 4 uger sende en klage til Det Grønlandske Pressenævn.
Hvordan klager jeg?
Hvis du vil klage til Det Grønlandske Pressenævn, skal din klage være skriftlig.
Du kan sende din klage via brev eller e-mail. Du skal præcisere hvad du klager over, herunder hvilken artikel eller hvilket program klagen vedrører.
Det er gratis at klage.
Pressenævnets kontaktoplysninger er:
Det Grønlandske Pressenævn
c/o Forbruger- og Konkurrencestyrelsen
Postboks 689
3900 Nuuk
Tlf. (+299) 32 80 33
E-mail: pressenaevn@nanoq.gl
Naalakkersuisut har i henhold til Landstingslov nr. 17 af 19. november 2007 om medieansvar (Medieansvarsloven) sammensat Det Grønlandske Pressenævn. Pressenævnet består af en jurist og 6 medlemmer, som får hjælp af et sekretariat. For juristen og for hvert medlem er der en suppleant.
Det Grønlandske Pressenævn består af følgende medlemmer:
- Kirsten Thomassen, formand, med suppleant Ivik Paulsen
- Mariia Simonsen og Andreas Wille, efter indstilling fra Grønlands Presseforening, med suppleanterne Else Løvstrøm og Karsten Sommer
- Dorthe Olsen og Irene Jeppson, efter indstilling fra redaktionelle ledelser, med suppleanterne Jette Andersen og Noah Mølgaard
- Nino Fencker og Ane Marie Kristiansen, efter indstilling fra organisationer, med suppleanterne Ilannguaq Petrussen og Martin Mørch
Medlemmerne er udpeget for funktionsperioden 1. august 2025 – 30. juni 2029.
Naalakkersuisut fastsætter efter forhandling med Pressenævnet regler om en forretningsorden for dette, jf. § 52, stk. 1, i landstingslov nr. 17 af 19. november 2007 om medieansvar.
Forretningsordenen er endnu ikke fastsat.
Pressenævnet afgiver årligt en beretning om nævnets virksomhed til Naalakkersuisut.
Årsberetningerne indeholder en gengivelse af de kendelser, som Pressenævnet har afsagt i løbet af året. Personoplysninger er dog anonymiseret.
Det Grønlandske Pressenævns årsberetning 2025
Det Grønlandske Pressenævns årsberetning 2024
Det Grønlandske Pressenævns årsberetning 2023
Det Grønlandske Pressenævns årsberetning 2022
