Konkurrenceretlig problemstilling ved handel med indhandlingsanlæg

Konkurrenceretlig problemstilling ved handel med indhandlingsanlæg

Forbruger- og Konkurrencestyrelsen har de senere år behandlet en række sager om handel med indhandlingsanlæg, hvor der i tillæg til salgsaftalen aftales en konkurrenceklausul, der begrænser købers anvendelsesmuligheder for anlægget.

Styrelsen gennemførte i 2019 en analyse af fiskeriet i Grønland. En del af analysen så på indhandlingsmulighederne i det kystnære fiskeri efter hellefisk.

På baggrund af de sager, som styrelsen typisk behandler og analysen af markedet, har styrelsen udarbejdet denne artikel om, hvilke konkurrenceretlige problemstillinger handel med indhandlingsanlæg kan give anledning til.

I analysen fra 2019 så styrelsen blandt andet på fiskernes indhandlingsmuligheder i forhold til fiskepladserne. Der var 35 aktive indhandlingsanlæg til hellefisk langs kysten i Grønland. Royal Greenland ejede 24 af disse anlæg og de øvrige 11 anlæg er fordelt på 6 virksomheder.

Royal Greenland havde en markedsandel på 60 % af de indhandlede hellefisk. Royal Greenlands største konkurrent var Halibut Greenland med en markedsandel på 16 %, mens Polar Seafood og Avannaa Seafood hver havde en markedsandel på 5 %. De øvrige indhandlingsvirksomheder inklusiv indhandlingsskibe stod for en samlet markedsandel på 14 %.

Det kystnære fiskeri efter hellefisk er karakteriseret ved mange individuelle fiskere. Der er ca. 180 aktive fartøjer over 6 m (kuttere) og 1.250 aktive joller i fiskeriet efter hellefisk. Markedet er dermed karakteriseret ved mange sælgere og få købere af hellefisk. Der er tale om et marked med mange transaktioner, hvor der fastsættes en pris.

På markeder med en svag konkurrence på købersiden forventes indhandlingspriserne at være lavere end på markeder med høj konkurrence. For at afgrænse de enkelte markeder har styrelsen analyseret mønstrene i hvor langt fiskerne sejler for at lande deres fangst. Styrelsen fandt at jollerne i gennemsnit sejlede 45 km for at lande fangsten, mens kuttere i gennemsnit sejlede 42 km. Styrelsen har også set på, hvor langt hver enkelt fisker maksimalt har sejlet for at lande fangsten i perioden. Her er gennemsnittet for jollerne 76 km og 117 km for kutterne.

Disse tal er blevet brugt til at se på, hvor mange konkurrerende indhandlingsanlæg fiskerne har adgang til. For jollefiskeriet var det cirka 33 % af jollerne, der kun har ét indhandlingsselskab de kan nå inden for den maksimale sejlede distance. For kutterne var det 20 %.

2 Af 3. Fiskeritema. Konkurrenceretlig Problemstilling Ved Handel Med Indhandlingsanlæg (figur)

Figur 1 Andel af fangst med joller, der kun kan indhandle hos ét indhandlingsselskab i perioden 2016 til 2018
Note: Baseret på indhandlingssteder, der har indhandlet hellefisk i 2018.
Kilde: Copenhagen Economics baseret på data fra GFLK.

Der er stor forskel på, hvor mange konkurrerende indhandlingsmuligheder fiskerne har til rådighed. Konkurrencen er størst i område J omkring Nuuk, hvor næsten alle fiskere har adgang til 2 eller flere konkurrerende indhandlingsanlæg. I Diskobugten (område L), hvor der landes 63 % af den samlede fangst i Grønland har 75 % af fiskerne adgang til konkurrerende indhandlingssteder.

Forbruger- og Konkurrencestyrelsen har også undersøgt, hvilken betydning det har for indhandlingspriserne, om der er konkurrence om råvarerne. Den gennemsnitlige indhandlingspris er 7 % højere, sammenlignet med områder uden konkurrence, når der er 2 konkurrerende indhandlingsselskaber og 18 % højere, hvis der er 3 konkurrerende indhandlingssteder som fiskeren har adgang til.

Hvis investeringer i salgs- og distributionskanaler er en forudsætning for at kunne drive indhandlingssteder i Grønland, kan et selskabs høje markedsandel være et udtryk for høje faste omkostninger, og der være tale om et naturligt monopol. I så fald udnyttes stordriftsfordele, som ville forsvinde, og de samlede omkostninger ville stige, hvis indhandlingen spredes ud på flere aktører. Dermed kan en høj markedsandel være udtryk for god samfundsøkonomi.

En høj markedsandel kan imidlertid også være et udtryk for, at selskabet opererer med underskudsgivende landanlæg og kan gøre det, fordi selskabet er dominerende på markedet eller offentligt ejet. Selskabet kan hæve priserne, når der kommer nye konkurrenter, på en måde som private aktører ikke ville have mulighed for. I så fald ville tiltag, der øger konkurrencen kunne føre til omkostningsbesparelser.

Analysen viser, at det er vigtigt for fiskerne, at der er adgang til 2 eller flere konkurrerende indhandlingsselskaber. Det kan derfor være skadeligt for konkurrencen, hvis der i forbindelse med salg af indhandlingsanlæg indgås aftaler med konkurrenceklausuler, der begrænser anvendelsen af anlægget.

Omvendt vil det ikke nødvendigvis påvirke konkurrencen mærkbart, hvis et indhandlingsselskab, der ejer flere anlæg i et område med stærk konkurrence, sælger ét anlæg til produktion af andet end hellefisk og igennem en konkurrenceklausul sikrer sig, at anlægget ikke bliver brugt til indhandling af hellefisk.

Forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler

Virksomheder må ikke indgå aftaler, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. Ved “aftale” forstås enhver form for fælles koordinering af virksomhedernes handlinger på markederne. Det er således ikke et krav, at der foreligger en formel retlig bindende aftale for at blive omfattet af konkurrencelovens aftalebegreb.

Når der indgås aftaler om salg af indhandlingsanlæg, er det derfor ikke tilladt, at parterne aftaler vilkår, der har til formål eller til følge at begrænse konkurrencen. Konkurrenceloven eksemplificerer en række aftaler, der er konkurrencebegrænsende. Salg af indhandlingsanlæg sker imellem virksomheder, der er i direkte konkurrence med hinanden. Dette betyder, at aftalerne er horisontale i deres natur.

Forbruger- og Konkurrencestyrelsen ser typisk brug af konkurrenceklausuler i forbindelse med handel med indhandlingsanlæg. Klausulerne har varieret i omfang og længde, men de dækker typisk en årrække, hvor indhandlingsanlægget ikke må anvendes til indhandling af hellefisk. Der kan være undtagelser til denne generelle konkurrenceklausul. Fx at anlægget kan anvendes til indhandling af hellefisk, hvis der ikke efterfølgende sker eksport af produkter produceret på anlægget.

Konkurrenceklausuler er i udgangspunktet ikke tilladt, men de kan i nogle tilfælde fritages fra forbuddet i konkurrenceloven.

Konkurrenceklausuler, hvor sælgeren pålægger køberen ikke at konkurrere med sælgeren, har ikke et anerkendelsesværdigt formål i forbindelse med en virksomhedsovertagelse og vil derfor være omfattet konkurrencelovens forbud, idet klausulen har til formål at begrænse konkurrencen.

En konkurrenceklausul, som indskrænker køberens rådighed over et enkelt aktiv, anses normalt ikke som en konkurrencebegrænsning i strid med forbuddet, medmindre køberens adgang til overhovedet at agere på markedet begrænses i væsentlig grad.

Aftaler om rådighedsindskrænkninger over fast ejendom, der kan indebære, at der ikke fra ejendommen kan udøves en særlig form for erhvervsvirksomhed, vil i mange tilfælde blive betragtet som en vertikal aftale. Vertikale aftaler vedrører fx køb og salg af varer eller tjenesteydelser, der indgås mellem virksomheder, der er placeret på forskellige trin i produktions- eller distributionskæden, fx distributionsaftaler mellem producenter og engrosvirksomheder eller detailhandlere.

En konkurrenceklausul med en varighed på under ét år anses normalt ikke for at have væsentlige konkurrenceskadelige virkninger. Konkurrencenævnet har efter konkrete afvejninger af konkurrenceskadelige overfor konkurrencefremmende virkninger, fritaget klausuler med en varighed på mellem et og fem år. Konkurrenceklausuler på mere end 5 år synes i udgangspunktet ikke at være i overensstemmelse med konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Konkurrenceklausuler kan fritages fra konkurrencelovens forbud, hvis de styrker effektiviteten eller fremmer den tekniske eller økonomiske udvikling på markedet og forbrugerne sikres en rimelig andel herved. Det er en forudsætning for at opnå fritagelse fra forbuddet, at aftalerne anmeldes til Konkurrencenævnet. Aftalerne må derudover, for at opnå fritagelse, ikke pålægge virksomhederne begrænsninger der ikke er nødvendige for at opnår effektivitetsgevinsterne eller give virksomhederne mulighed for at udelukke en del af konkurrencen på markedet.

Vejledning om konkurrencebegrænsende aftaler

Scroll til toppen