Normal istandsættelse (1)

Redegørelse

Du flyttede ind i en personalebolig den 15. december 2009. Du flyttede ca. 9 måneder efter til en anden adresse på grund af jobskifte den 15. august 2010.

Du har anført, at der ikke blev røget i lejligheden. Der var ingen huller nogen steder, og boligen var i så flot en stand, at malerarbejde bortset fra et enkelt lag i stuen, hvor der har hængt billeder, var unødvendig.

Endelig har du oplyst, at 3 loftslamper, som du fik installeret af professionelle, blev hængende.

Du klager over, at du skal betale så meget for normalistandsættelse.

Det fremgår af synsrapporten, at der alene er tale om normalistandsættelse, og at der skal males vægge, lofter, lakeres gulv i entre og males døre/skabe.

Det fremgår af tilbud vedrørende istandsættelse før indflytning af 31. august 2010, at maling af vægge koster 8. 600 kr., og lakering af gulv 1.500 kr. I den forbindelse er der henvist til synsrapporten.

Det fremgår af flytteopgørelse, at dit depositum er på 11.703 kr. Normalistandsættelsen er på 10.100 kr. Af denne udgift har boligselskabet fratrukket 9 %, svarende til 909 kr. Du har desuden en restgæld på 2. 925 kr. Boligselskabet har på denne baggrund beregnet, at du skylder boligselskabet 413 kr.

Lovgrundlag

Efter § 77 i Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger skal der ved fraflytning af en bolig foretages en normalistandsættelse af boligen omfattende hvidtning af lofter, maling og/eller tapetsering af vægge samt rengøring. Gulvene skal fremstå nylakerede, jf. dog stk. 3.

Ifølge stk. 3: var boligen ikke normalistandsat ved lejerens indflytning, skal lejeren aflevere boligen i samme stand, som den var ved indflytning.

Efter § 78 overtager udlejeren i løbet af en periode på 100 måneder fra lejerens overtagelse af boligen gradvist udgiften til normalistandsættelse efter § 77. Ved fraflytning inden udløbet af den fastsatte periode betaler lejeren den del af udgiften, der på tidspunktet for lejemålets ophør ikke er overtaget af udlejeren.

Efter § 79 skal der, når lejemålet er opsagt, eller boligen af anden grund skal fraflyttes, mellem udlejer og lejer træffes aftale om fraflytningstidspunkt og besigtigelse af boligen.

Ifølge stk. 2 skal udlejeren ved besigtigelsen udarbejde en besigtigelsesrapport, hvori anføres eventuelle mangler og misrøgt, som udlejeren mener, lejeren er ansvarlig for. Er lejeren uenig heri, skal dette anføres i rapporten med angivelse af lejerens synspunkter. Rapporten skal underskrives af begge parter i forbindelse med besigtigelsen. Lejeren eller dennes repræsentant skal i forbindelse med besigtigelsen have udleveret kopi af rapporten. Efterfølgende skal lejeren uden ugrundet ophold have skriftlig overslagspris over de arbejder, der efter udlejers mening skal udføres for lejerens regning, såfremt lejeren anmoder udlejer herom.

Efter § 84 behandler Boligklagenævnet klager indbragt af lejere vedrørende:

nr. 7) Boligens stand ved fraflytning (normalistandsættelse), jf. § 77.

Vurdering

Boligklagenævnet finder, at du er forpligtet til at betale det beløb, der vedrører din andel af udgifterne til normalistandsættelse af din bolig.

Boligklagenævnet har ved denne vurdering lagt vægt på den udarbejdede synsrapport. Det fremgår heraf, at der alene er tale om den lovpligtige normalistandsættelse.

Det fremgår af lejeforordningens § 77, stk. 1, at normalistandsættelsen af bolig ved fraflytning omfatter hvidtning af lofter, maling og/eller tapetsering af vægge samt rengøring. Gulvene skal fremstå nylakerede.

Det forhold, at du selv vurderer, at malerarbejde bortset fra et enkelt lag i stuen, hvor der havde hængt billeder, var unødvendig, kan ikke medføre en ændret vurdering af sagen, idet lejeren er forpligtet til at betale for normalistandsættelse, medmindre andet er aftalt.

Afgørelse

Du skal betale din andel af udgifterne til normalistandsættelse af boligen, omfattende hvidtning af lofter, maling af vægge, samt lakering af gulvet i entré.

Klagevejledning

Boligklagenævnets afgørelse kan ikke påklages til anden forvaltningsmyndighed jf. 86, stk. 7 i Landstingsforordning nr. 2 af 12. maj 2005 om leje af boliger med senere ændringer. Ønskes tvisten mellem udlejer og lejer i indbragt for domstolene, skal stævning mod udlejer indgives til kredsretten. Dette gælder selvom korrespondance, mv. måtte være foretaget af udlejers administrationsaktieselskab.

Boligklagenævnets afgørelser har bindende virkning overfor hjemmestyret (selvstyret) og kommunerne som udlejer af boliger, jf. § 86, stk. 6.

Landsrettens vejledningsafdeling er åben for telefoniske henvendelser torsdage kl. 14-15 på telefon 36 80 00.

Scroll to Top