Brugte biler – reklamationsret og garanti

Bilen er købt hos en forhandler eller et autoværksted

Du er dækket af købelovens regler om forbrugerkøb, når du køber brugt bil af en forhandler eller et autoværksted. Blandt andet har du 2 års reklamationsret, der løber fra leveringen.

Viser der sig mangler ved den brugte bil, kan du have krav på at få manglen afhjulpet eller at få pengene tilbage. Købelovens regler gælder for mangler, der var til stede på købstidspunktet, eller hvor årsagen til manglen var til stede. Også selvom manglen først viser sig senere. De krav, du kan stille til bilen, vil dog f.eks. afhænge af dens alder og pris.

Er du blevet lovet en garanti, vil garantien ikke erstatte reklamationsretten, men løbe samtidig med. Brugtbilsgarantier er ofte kortere end din reklamationsret efter købeloven. Garantien kan også være begrænset til kun at gælde bestemte dele af køretøjet f.eks. motor og gearkasse.

Opstår der uenighed mellem dig og forhandleren, kan du både få rådgivning hos Atuisoq og klage til Forbrugerklagenævnet.

Bilen er købt af en privat sælger

Når du køber den brugte bil af en privatperson, er du ikke dækket af købelovens forbrugerbeskyttende paragraffer. Den private sælger må derfor gerne sælge en brugt bil med generelle forbehold, f.eks. “købt som beset” og uden reklamationsret.

Den private sælger anses ikke for at være ekspert – heller ikke selvom han sælger en bil, han måske har kørt i gennem flere år. Du kan derfor ikke stille krav om at få rettet fejl, som sælgeren ikke havde kendskab til, da han solgte bilen. For at undgå at komme i klemme må du være særlig opmærksom på mulige fejl, når du vælger at købe bilen privat:

  •  Undersøg bilen grundigt før købet. Overlad det gerne til et autoværksted eller anden virksomhed, der tilbyder brugtvognstjek, hvis du ikke selv er ekspert.
  •  Tag en længere prøvetur i den brugte bil, hvor du tester alle funktioner. Hav gerne en anden med på turen, så I er to til at vurdere.
  •  Tjek den brugte bil i Bilbogen for eventuel gæld eller pant.
  •  Tjek alle bilens papirer grundigt. Undersøg, om sælgeren faktisk er ejer af bilen. Hvis han ikke er, skal han have fuldmagt til salget af ejeren.
  •  Få altid udleveret den originale registreringsattest samtidig med bilen. Du skal ikke acceptere at få den eftersendt.
  •  Betal aldrig forud.

Hverken Atuisoq eller Forbrugerklagenævnet kan hjælpe dig i private handler, så det kan blive vanskeligt at klage, hvis der er noget galt med den brugte bil.

Hvis du ikke kan finde en løsning med sælgeren, må du gå til domstolene med sagen.

Scroll to Top