Forbruger- og Konkurrencestyrelsen har samlet fem guides med gode råd til årets køb af julegaver og til bytte- og udsalgsræset, der følger i kølvandet.
De fem guides omfatter:
- Køb af julegaver på nettet
- Gavekort som julegave
- Bytteregler i butik
- Bytteregler på nettet
- Rettigheder ved udsalg
Guide: Gode råd om køb af julegaver på nettet
- Tjek, at butikken oplyser navn, adresse, mail og eventuelt telefonnummer
- Betal altid med betalingskort, hvor du indtaster kortnummer, udløbsdato og kontrolcifre
- Undersøg, hvor varen bliver sendt fra. Hvis varen bliver afsendt uden for Grønland, kan du risikere at skulle betale toldafgift oven i varens pris
- Tjek, hvor svært og hvor dyrt det er at bytte gaven
- Tjek, om du kan få forlænget fristen for at bytte gaven, hvis du køber gaven i rigtig god tid. Ved køb på nettet er fortrydelsesfristen på 14 dage
- Undersøg straks varen, når du modtager den. Er varen i stykker, når den ankommer, skal sælgeren reparere den eller sende dig en anden.
Guide: Gavekort som julegave
- Som udgangspunkt er et gavekort gyldigt i 5 år, men der kan aftales en anden frist
- Er der aftalt en kortere tidsfrist, må den ikke være urimeligt kort. Normalt accepteres tidsfrister på under 1 år ikke
- Modtageren af gavekortet kan som udgangspunkt ikke få pengene for et gavekort udbetalt. Få det skrevet på kortet, hvis butikken lover det.
Guide: Bytteregler – når julegaven er købt i en butik:
- Gaven kan kun byttes eller returneres, hvis det er aftalt ved købet
- Du skal kunne fremvise en bon, eller varen skal have et byttemærke
- Du skal forvente, at varen skal kunne sælges igen som ny. Den må ikke være brugt, mærker må ikke være klippet af, og emballagen skal ofte følge med varen
- En bytteret giver dig ret til at vælge en anden vare i butikken
- En returret giver dig ret til at få prisen for varen udbetalt
- Du skal overholde den aftalte frist.
Guide: Bytteregler – når julegaven er købt på nettet:
- Er julegaven købt på nettet, er fortrydelsesfristen 14 dage, fra giveren af gaven har modtaget varen, medmindre der er aftalt en længere frist
- Du skal inden for fristen meddele sælgeren, at du vil bruge din fortrydelsesret. Sender du et brev skal det blot være afsendt inden for fristen.
- Du skal også returnere varen inden for fristen. Sender du varen skal den blot være afsendt inden for fristen.
- Du skal selv betale returportoen, medmindre netbutikken giver gratis returforsendelse
- Netbutikken bærer risikoen for gaven, mens du har den og under forsendelsen tilbage. Du kan derfor stadig få pengene tilbage, selv om gaven går i stykker eller forsvinder ved et hændeligt uheld
- Du må normalt kun prøve gaven, som du kan gøre det i en butik. Er gaven brugt ud over det kan du ikke fortryde købet, medmindre butikken har lovet det
- Pengene for gaven vil typisk blive returneret til giverens konto.
Guide: Rettigheder ved udsalg
- Vær opmærksom på, at mange fysiske butikker, der normalt tilbyder en retur- eller ombytningsret, ofte vil skilte med, at det ikke gælder for udsalgsvarer. Er udsalgsvaren købt på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret
- Du har altid to års reklamationsret – også på udsalgsvarer. Du kan dog ikke klage over konkrete fejl på varen, som du er blevet gjort opmærksom på ved købet, og som er grunden til, at prisen er sat ned.